Af: Rebecca Linnea Jensen, Global Fortæller for Danmission i efteråret 2022.
Tonerne af sang og musik med traditionel, afrikansk rytme fylder den tidlige morgenluft og vækker os kl. 6. Kroppen klager lidt over den afbrudte nattesøvn, men straks overdøver den smittende glæde og energi fra de drypvis ankommende medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke i Mwanakwerekwe, hvor vi tre Globale Fortællere fra Danmission logerer.
Luften er varm, men det er ikke sveden eller den lumre hede, der er i fokus. Nej, for krammere, snak og energi bliver drevet af kirkens fællesskabsglød, og den er der ikke noget, der kan hindre, og slet ikke varmen, som zanzibarianerne jo selvfølgelig er vant til.
Hvis man ser ud over kirkens plads, er netop fællesskabet påfaldende, men også den omfattende farvepalet, der er på tøjet, er iøjefaldende. Hver søndag ifører kirkegængerne sig det pæneste tøj. Kvinderne bærer farverige, lange kjoler med pragtfulde mønstre. Store smykker pryder ørene, halsen og håndleddene. Mændene er trukket i de fineste, farvestrålende skjorter til de lange bukser og det elegante fodtøj.
Da klokken nærmer sig 7, bevæger den søndagsklædte flok sig forventningsfuldt ind i selve kirkebygningen. Den glade, rytmiske musik trækker menneskeskaren gennem den store kastanjebrune trædør, der står på vid gab og byder velkommen til den første af to 3 timer lange gudstjenester.
Ovenover døren er et kors placeret, der vidner om, hvad det er, de egentlig samles om. De sandfarvede vægge er bestandige, og en lille vind trænger sig ind gennem spalterne mellem væggene. Klimaet kræver nemlig ikke vindtætte vægge for at holde på varmen, nærmere modsat. Taget bliver båret op af et solidt træværk af en imponerende konstruktion, og også her er der udluftningsløsninger for at sikre en behagelig temperatur i den tætpakkede kirke.
En stor flok farverigt klædte kirkegængere mødes hver søndag.
Liturgien er som den danske
Kirken fyldes op, og så kan musikken, der indleder gudstjenesten, for alvor gå i gang. Rummet fyldes af de mange menneskers klangfulde sang og begejstrede dans. Der er slet ikke behov for sangbøger blandt de musikalske zanzibarianere, som os danskere ellers havde foretrukket. For dem er musikken og dansen en stor og central del af gudstjenesten helt fra barnsben.
Pastor Maloda, præsten i Mwanakwerekwe Kirke, der også er leder af de evangelisk-lutherske kirker på Zanzibar, træder frem til alteret, med ansigtet vendt mod menigheden.
Alteret består af et bord beklædt med en græsgrøn dug, hvorpå der er broderet et kors og to symboler for treenigheden. Pastor Maloda er iklædt sin hvide præstekjole og en grøn stola med guldkors broderet på. Det er trinitatistid på Zanzibar, lige så vel, som det er i Danmark, og dette er tiden, hvor den grønne farve bæres.
Kirkeåret og liturgien i den evangelisk-lutherske kirke på Zanzibar følger ret tæt den danske, så meget ved gudstjenesten er velkendt, på trods af den store distance til os danskeres normale hverdag.
Alteret forrest i kirken er dækket af den grønne dug, der tilhører trinitatistiden.
Fællesskabet i centrum
”Bwana Yesu Asifiwe” (”Herren Jesus være lovet”) lyder det gennemtrængende fra pastor Maloda, og hele menigheden svarer brusende og entusiastisk: “Amen”.
De mange stemmer bliver til én, og man mærker endnu en gang, hvor vigtigt fællesskabet er. Denne hilsen kender alle de kristne på Zanzibar, og den genlyder også mange gange i løbet af gudstjenesten og som hilsen, når man støder på hinanden rundt omkring.
Pastor Maloda fortsætter gudstjenesten med den liturgi, vi opdagede, vi faktisk genkender.
Trosbekendelsen, fadervor, velsignelsen og mange andre elementer forstår vi næsten, på trods af at det hele er på swahili. Bibelteksterne bliver læst op, og her kan vi følge med i vores egne danske bibler.
En anden præst træder op på den prædikestol af mørkebrunt træ, der befinder sig til venstre for alteret.
Så er det tid til prædikenen, og der er i hvert fald slagkraft på. Vi danskere sidder på forreste række og kan næsten mærke, hvordan lydbølgerne stormer gennem den varme luft og fører det glødende budskab ud til alle kirkebænkene.
Tonelejet og energien vidner om en passion for troen, og selvom vi ikke fatter et ord af, hvad der bliver sagt, så er entusiasmen næsten en prædiken i sig selv. Den er et vidnesbyrd om det, som fællesskabet bygger på.
Trods andet land: Føler sig hjemme
Selv om jeg er dansker, føler jeg mig pludselig hjemme.
Der er et fællesskab på tværs af landegrænser. Og i virkeligheden er der ikke så meget forskel på mennesker. Mennesker er mennesker, og vi deler meget grundlæggende, også selvom vi lever to meget forskellige steder på jorden.
Fællesskabet med andre mennesker er noget fundamentalt for mennesket, og når man så som kristne mødes med kristne fra andre lande, så mærker man, at der derigennem er yderligere noget, der binder sammen.
En stor del af gudstjenesten går med sang, musik og dans. Her er det kirkens kor, der opfører deres show for menigheden.
LÆS HER OM SKRIBENTEN OG HENDES REJSE SOM GLOBAL FORTÆLLER
- Mit navn er Rebecca Linnea Jensen, jeg er 19 år gammel, og jeg er i efteråret 2022 ansat af Danmission som Global Fortæller, sammen med to andre unge, Frederikke og Michela.
- I august var vi tre uger på Zanzibar i Tanzania for at opleve religions- og kulturmøder, særligt med fokus på dialog i sådanne sammenhænge. Danmission støtter nemlig flere dialogprojekter på Zanzibar, hvor der er fokus på at forebygge konflikter mellem religiøse grupper ved, at kristne og muslimer mødes og danner bekendtskaber. Det ene projekt er syskolen Upendo, hvor kristne og muslimske kvinder side om side lærer at sy og får undervisning i ”lifeskills” og entreprenørskab. Det andet projekt er Zanzic, der er en diplomuddannelse i interkultur- og religion.
- Jeg er selv opvokset i en kristen familie og har været fast kirkegænger. Derfor var det også særligt smukt for mig at besøge en kirke i en helt anden del af verden, og derfor var der selvfølgelig også mange ting, jeg kunne genkende og sammenligne. Dette er derfor min oplevelse af og tanker om at være med til gudstjeneste i Mwanakwerekwe Kirke på Zanzibar.