Flere end 2500 mennesker er frivilligt engagerede i Danmissions arbejde. Enten hver dag eller nogle gange i løbet af året yder de hver især en frivillig indsats for Danmission. De skaber derigennem opmærksomhed omkring Danmissions arbejde ude i verden i alle afkroge af kongeriget.
Enhver frivillig indsats har uvurderlig betydning, og uden de frivilliges indsats, ville Danmission ikke have eksisteret i mere end 200 år.
En gang imellem er der frivillige, der yder en ekstra indsats. En indsats, der er særlig og som ikke er almindelig. Det kan være et engagement gennem årtier, udvikling af nye initiativer, en særlig indsats for at få det frivillige engagement til at lykkes endnu bedre eller noget helt fjerde.
Hvert år på repræsentantskabsmødet i september hylder vi “Årets ildsjæl”. Et menneske, der fortjener anerkendelse for sit frivillige engagement i Danmission.
Nominer din kandidat
Årets ildsjæl vælges blandt kandidater, der er indstillet til prisen af andre frivillige. Udvælgelsen foretages af et udvalg bestående af repræsentanter fra sekretariatet og Danmissions bestyrelse.
Hvis du kender en frivillig, som du synes fortjener anerkendelsen som “Årets frivillig”, så send din indstilling med din begrundelse for, at vedkommende fortjener prisen som “Årets frivillig” til Tom Bangslund Hansen senest den 1. august.
Husk at skrive dit navn og telefonnummer i indstillingen.
Send din nominering til
Tom Bangslund Hansen
Seniorkonsulent - Netværk og engagement
Det er også muligt at sende et brev med indstillingen til Årets Ildsjæl. Brevet skal stiles til Danmission, Strandagervej 24, 2700 Hellerup, att. Tom Bangslund Hansen.
Vi glæder os til at modtage netop din indstilling af din medfrivillige.
Oversigt over ildsjæle fra 2010 til i dag
- I 2010, da Danmission for første gang kårede Årets Ildsjæl, var det søster Bente, der fik titlen. Hun arranger hvert år Kildeborg Pigelejr.
- I 2011 var det Helge Langborg, der løb med titlen som Årets Ildsjæl. Han er engageret i Danmission Genbrug i Herning og i det øvrige netværk i Viborg Stift.
- I 2012 blev Gunhild Zeuthen Årets Ildsjæl. Hun har været med til at starte flere Danmission genbrugsbutikker.
- I 2013 var det Gurli Jensen, der blev Årets Ildsjæl. Hun er hvert år engageret i minicaféen ved Helligåndskirken på Strøget i København. Og desuden frivillig i Danmission Genbrug.
- I 2014 var det Mette Bjerregaard, der er engageret i Danmission Genbrug i Roskilde, der blev kåret som Årets Ildsjæl.
- I 2015 var det Ruth og Johannes Stenhøj fra Danmissions lysstøberi i Ring. 2016
- I 2016 var det Søren Spangsberg fra Skjern. Han samler på frimærker fra hele verden og sælger til fordel for Danmission.
- I 2017 var det Søstrene Benedicte Kühle og Hanne Holm, der har ledet rejser for Danmission og været koordinator for de frivillige lyssælgere i Nordjylland.
- I 2018 var det Jørgen Nørgaard, der sammen med et hold frivillige har samlet 200 års missionshistorie i ét online arkiv.
- I 2019 hed Årets Ildsjæl Knud Poulsen, der er frivillig butiksleder i Danmission Genbrug i Osted. Han blev kåret for sit – og sin hustrus – skarpe blik for både forretning og fællesskab.
- I 2020 blev Ida Marie Folmersen, der er ungdomsleder i Danmission, kåret som Årets Ildsjæl. Læs om hende her.
- I 2021 blev Karla Gosvig, der er frivillig i både kirkeliv og i genbrugsbutikken i Basar Vest kåret som Årets Ildsjæl. Læs begrundelsen her.
Derfor kårer Danmission Årets Ildsjæl
Enhver frivillig indsats til fordel for Danmissions arbejde er naturligvis vigtig og skal have al den anerkendelse, som den fortjener. Men blandt alle disse ildsjæle er der ofte nogle personer, der ganske uegennyttigt gør en ekstra stor indsats til fordel for fællesskabet og den fælles sag. Disse personer er ikke bare flittige og ydmyge men ofte også en inspiration for andre frivillige, fordi de går forrest med deres vilje, ideer og virkelyst. Den særlige indsats ønsker Danmission at anerkende med kåringen af Årets Ildsjæl, og for at der netop skal være fokus på betydningen for fællesskabet, så sker kåringen altid på basis af nomineringer fra de øvrige ildsjæle i Danmissions frivillige netværk i butikker, kirker, stiftsbestyrelser og andre steder.