“Jeg er bange for, hvad fremtiden bringer. Jeg er så bange for, at mine børn kommer til at vokse op under de vilkår, som jeg selv voksede op under,” siger en medarbejder hos Danmissions partner i Myanmar og henviser til, at landet i mange år var et lukket militærdiktatur i stil med Nordkorea.
Egentlig var landet godt på vej mod frihed og demokrati. Men den 1. februar blev alt forandret: Militæret tog magten ved et kup, og nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi og en række andre ledende politikere blev anholdt.
Demokrati og fred holdes nede
Militærkuppet i Myanmar er en katastrofe for civilbefolkningen og dens livsbetingelser. Der bliver slået hårdt ned på borgere og organisationer, der vil holde fast i grundlæggende demokratiske rettigheder. Militæret spreder frygt og usikkerhed med vilkårlige fængslinger og ved at lukke adgangen til kommunikation med omverdenen via Facebook, Instagram og Twitter.
På den måde tages befolkningens stemmer og ord fra dem; demokratiet og freden holdes nede .Det er en situation, hvor det er fristende at give efter for frygten og tage benene på nakken. Men sådan skal det ikke være. Der er tværtimod mere end nogensinde brug for at holde fast i troen og håbet på en fremtid med fred, demokrati og retfærdighed for Myanmars befolkning.
Kirker kommet under pres
Danmission har været i Myanmar siden 2007, hvor vores dygtige kirkelige partnere har arbejdet utrætteligt med fredsskabende dialog for at skabe respekt og anerkendelse på tværs af religioner og kulturer. Særligt i Kachin State i det nordlige Myanmar yder kirkerne en uundværlig indsats i flygtningelejrene, for at de mange internt fordrevne kan vende tilbage til deres landsbyer uden frygt for repressalier.
Nu er også kirkerne kommet under pres. De religiøse ledere i landet, herunder de kristne præster, har haft uanmeldt besøg af militæret, der har beordret dem til at fortælle deres menigheder og samarbejdspartnere, at de ikke må gå på gaden for at lave oprør eller på anden måde ytre sig.
Vær med til at bringe håb
Men vores partnere holder fast. Og Danmission holder fast. Vi er i løbende kontakt med vores partnere, med kirker og med præster for at give dem al mulig støtte til at fortsætte deres vigtige arbejde.
Vi skal hjælpe med at vende frygt til håb og tro på fremtiden. Overalt i Myanmar tænder befolkningen hver eneste dag levende lys på gaden for at holde håbet og modet oppe. Du kan også tænde lys, gå i forbøn og være med til at bringe håb til kirkerne og til den trængte befolkning.
Tak om du vil støtte Danmission, så vi kan fortsætte det vigtige arbejde for fred og demokrati i Myanmar.
Med venlig hilsen
Kristian Sloth
Generalsekretær i Danmission
Danmission i Myanmar
Siden 2007 har Danmission arbejdet i landet, der er plaget af interne religiøse og etniske konflikter, manglende sikkerhed og fattigdom. Sammen med vores partnere i Myanmar udvikler og træner Danmission lokalbefolkningen i dialog og konfliktløsning.
Fordi præster og andre religiøse ledere spiller en central rolle i lokalområderne, hjælper Danmission også med at uddanne dem i kontekstuel teologi og basale rettigheder. Militærkuppet øger risikoen for konflikter og mere fattigdom, og det gør kun Danmissions arbejde endnu mere vigtigt.