Danmission opnår international blåstempling før tid

Danmission opnår international blåstempling før tid

Tidsfristen var egentlig først til næste år – men allerede nu har Danmission fået den internationale CHS-kvalitetssikring, der viser, at Danmission lever op til krav om kvalitet og gennemsigtighed i programarbejdet.

barbara,  

Danmission er netop blevet verificeret i forhold til de internationale standarder for humanitært arbejde, Core Humanitarian Standards (CHS). CHS består af ni standarder, som organisationer og individer, der arbejder med humanitært og andet programarbejde kan arbejde efter for at sikre kvaliteten af deres arbejde.

Danmission udfører ikke decideret humanitært arbejde, men der stilles de samme krav til kvalitet i organisationens arbejde med at bruge indsamlede og offentlige midler på en sikker og transparent vis til at hjælpe mennesker, der har brug for det. Med andre ord viser blåstemplingen af Danmission, at organisationen lever op til krav om kvalitet i arbejdet med at implementere projekter.

”Med denne verificering viser Danmission sig på listen over danske og internationale organisationer, der med kvalitet for øje arbejder for at lave indsatser, der når dem, de er tiltænkt – og bruger pengene på det, de er givet til. Det er et kvalitetsstempel, som vi er glade for at have fået og for at arbejde videre med for hele tiden at blive bedre til det arbejde, vi laver”, siger økonomikoordinator Karen Helene Wulff, der har været tovholder på verificeringsprocessen.

Internationale revisorer bag godkendelse

Danmission havde til opgave inden udgangen af 2021 at leve op til de internationale standarder for gennemsigtighed, men har allerede i løbet af 2019 været igennem en proces med internationale revisorer med et meget tilfredsstillende resultat. Og Danmission er således blevet verificeret før tid.

”Det har været en spændende proces, hvor vi for første gang har kigget samlet på alle vores systemer både indenfor økonomi, program og HR. Vi er glade for resultatet og vil arbejde videre med de anbefalinger, som ligger i at gennemgå sådan en kæmpe øvelse, der stiller krav til alle dele af organisationen”, siger Karen Helene Wulff.

Anbefalingerne går især på det område, der handler om en klar adgang til at kunne klage, hvis der er problemer i et projekt, eller man opdager eller mistænker svindel – samt til at udbrede kendskabet til politikker angående anti-korruption og beskyttelse mod seksuelle overgreb. Da Danmission stort set kun arbejder gennem partnere, så er det et område, den kristne organisation fremover vil styrke samarbejdet med partnere ude i verden om.

Listen over verificerede organisationer er offentliggjort her og selve rapporten kan findes her

URL: https://danmission.dk/blog/2020/03/04/danmission-opnaar-international-blaastempling-foer-tid/