Tasneem glemmer aldrig den dag, en veninde blev kidnappet på vej hjem fra skole. Ingen har hørt eller set noget til klassekammeraten siden. Så der er god grund til, at Tasneem ikke får lov at gå til og fra skole alene – selv om hun er 14 år. Og der er god grund til, at hun er bange – den syriske teenagepige, som hver uge får hjælp på Danmissions børnecenter i Humeira i Syrien.
Tasneem kigger væk, mens hun bid for bid får fortalt om noget af det, der gør piger på flugt ekstremt sårbare i det kaotiske og krigshærgede Syrien. Og om de håb for fremtiden, som trods alt spirer i den sky pige.
Selv om Tasneem sammen med sin mor og to små søskende slap væk fra bomber og ødelæggelser i deres landsby Koussair til byen Humeira i det nordlige Syrien ikke så langt fra Aleppo, så betyder det langt fra, at hun er i sikkerhed. For som pige på flugt er hun dobbelt udsat. Alle er ofre i en krig. Men undersøgelser viser, at kidnapninger, udnyttelser og seksuelle overgreb meget ofte rammer piger og kvinder både under flugten og bagefter – uanset om man søger ly i en flygtningelejr eller forsøger at klare sig igennem på gaden eller i et midlertidigt logi. Og især piger som Tasneem, hvis fædre er døde eller forsvundet under borgerkrigen, mangler beskyttelse.
Barndommen blev stjålet
Så ja, Tasneem vil altid huske den dag, hendes veninde blev kidnappet. Arrene på krop og sjæl forsvinder ikke, og hun har ligesom mange andre syriske børn brug for hjælp til at komme videre i livet. Derfor møder Tasneem op et par gange om ugen på et børnecenter i Humeira, hvor hun sammen med andre børn får hjælp til at bearbejde krigstraumer og opleve glimt af en normal barndom. Danmission støtter dette og fire andre børnecentre, som vores libanesisksyriske partnerorganisation Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) står bag. Centrene drives så vidt muligt af engagerede frivillige medarbejdere.
„Børnene er dem, som lider allerværst under krigen,“ siger Majd Rdounian, lederen af centret i Humeira.
Deres barndom er blevet stjålet, og de er endt som små kæmpere. De er nødstedte, de er bange, og de er aggressive. Selv når syriske børn leger, handler det om krig – mange børn ved en masse om våben og har allerede lært at bruge dem.
Ikke alle børn har samme problemer, men det er dette billede, de voksne på centrene tegner af børnene.
„Jeg kan ikke sige, at alle vores børn har haft traumatiske oplevelser – men jeg ved, at det i hvert fald gælder for 85 procent af dem, som kommer her,“ fortæller Majd Rdounian.
Børnene og de unge har ingen steder at gå hen, ingen steder at søge hjælp og har svært ved at få øje på håbet. Derfor er børnecentrene så vigtige.
”Hvis vi ikke hjælper børnene nu, så vil vi snart stå med en vred og mentalt ustabil ungdomsgeneration, som bærer posttraumatisk stress med sig ind i voksenlivet. Det er ødelæggende for det enkelte menneske, men det er også potentielt farligt for samfundet – ikke mindst i et splittet samfund som Syrien,” advarer centerlederen.
På børnecentrene, som Danmission støtter i Syrien, får børnene et frirum til at være børn midt i katastrofen.
Håbet er på vers
Tasneem går i skole – hver dag bragt og hentet af sin mor. Derudover kommer hun kun på børnecentret. „Jeg er blevet mindre bange, efter at jeg er begyndt at komme her i centret. Min mor er nogle gange også med, og så leger og hygger vi sammen både børn og voksne. Det glæder jeg mig altid til. For så kan jeg næsten glemme alt det, som gør mig bange.“
Tasneems mor og de andre forældre vil gøre alt for at beskytte deres børn, men de føler sig ofte magtesløse og aner ikke, hvad de skal gøre. For at forhindre, at døtrene bliver kidnappet, voldtaget eller holdt som slaver, vælger mange forældre at bortgifte deres purunge piger. På centret lærer de unge, hvad det indebærer at være teenager, og hvordan man passer på sig selv. Forældrene kan også få rådgivning og hjælp til at få familielivet til at hænge sammen midt i en krig.
Og så har Tasneem fundet en hobby, som hun dyrker på centret: nemlig poesi, hvor hun finder fred og fordybelse.
Tasneem – har vi valgt at kalde pigen, som ikke ønsker sit fulde navn frem. Og mistilliden er vel forståelig for en pige, som knap kan huske andet end krig mellem sine landsmænd – en krig, som snart har varet dobbelt så lang tid som Anden Verdenskrig.
Og hvad så med håbet?
„Jeg ønsker mig fred i mit land og et bedre liv for mig og mine venner. Og jeg håber at blive læge, så jeg kan hjælpe andre.“
Om Danmissions Fremtidsbørn
Når du støtter Danmissions Fremtidsbørn, støtter du børn som Tanya. Børn, som har brug for et fristed fra krigens rædsler – et sted hvor de kan lege, lære, drømme og få hjælp til at bearbejde deres krigstraumer. På centrene får børnene mad, og vi hjælper dem så vidt muligt med andre basale ting udover psykologisk og social støtte. Børnecentrene er spredt ud over Syrien og når dermed flest muligt børn – af samme grund er nogle af centrene mobile og kan flytte fra område til område. Mange syrere er frivillige på centrene. De får kurser i psykologisk og social førstehjælp og hjælp til organisering, så de kan være med til at oprette nye børnecentre, når det bliver muligt at operere i flere af de hårdt ramte områder.