Øjenåbner. Ordet går igen i interviewet med Danmissions nye bestyrelsesformand. Både når han fortæller om sin vej ind i Danmission og i livet som sådan.
For der skulle noget af en øjenåbner og et par meget lange omveje til, før Morten Skrubbeltrang fandt sit kald, sin kone og nu også sit tillidshverv som bestyrelsesformand for Danmission.
Kaldet
I 2000 læste Morten Skrubbeltrang til landinspektør i Aalborg og så sig selv, som en der opmåler og kortlægger det, man sådan helt konkret kan tage bestik af. Fritiden blev brugt i FDF, hvor han havde været med siden drengeårene hjemme i Virring ved Skanderborg. Og det var netop som frivillig ungdomsleder i FDF, han fik en øjenåbner. Han blev nemlig spurgt, om han ville rejse til Filippinerne for at besøge bl.a. Danmissions arbejde. Formålet var at blive klogere på det missionsprojekt, som FDF siden udvalgte.
”Jeg var sikkert blevet en tilfreds landinspektør. Men alligevel kan jeg blive helt bange ved tanken om alt det, jeg ikke ville have haft i dag, hvis en af dem, som blev spurgt før mig, havde sagt ja til at være tovholder for vores missionsprojekt…
For missionsprojektet åbnede mine øjne for både den globale kirke og den lokale kirke. I Filippinerne oplevede jeg, at en missionsorganisation som Danmission tog ansvar ude i verden, og at den lokale kirke tog ansvar i lokalsamfundet. Det var en helt anden måde at være kirke på, end jeg havde oplevet i min barndoms folkekirke i Virring og omegn. Og da jeg kom hjem, var der sået en spire, som voksede til en beslutning om at læse teologi.”
Og det ene førte det andet med sig. Men det vender vi tilbage til.
For Morten Skrubbeltrang blev for nylig igen spurgt, om han ville stå i spidsen for et missionsengagement – denne gang formandsposten i Danmission efter biskop Peter Fischer-Møller, som har haft posten de seneste 9 år.
Missionen
Du er sognepræst i Hasle, aktiv far til to små børn og engageret i FDF. Så hvorfor har du sagt ja til opgaven som bestyrelsesformand?
”Jeg blev glad og beæret over at blive spurgt. Jeg sagde ja, fordi missionsarbejdet er meget vigtigt, og fordi Danmission har en vigtig opgave at udfylde i missionsarbejdet. Og det vil jeg gerne være med til at løfte,” svarer han.
”Danmission gør gavn for mennesker ude i verden, og derigennem viser vi samtidig danskerne, at det at være kirke er mere end kirkelige handlinger – det er også en måde at engagere i sig i verden. Danmission er så fuld af engagement. Både blandt de frivillige, som samler lysestumper og sorterer brugt tøj, netop fordi det går til det gode formål; og blandt de ansatte, som ofte kunne få væsentlig bedre betalte job, men vælger Danmission fordi formålet giver mening. Og så har vi en stor kirkelig og teologisk bredde. Der føler jeg mig hjemme. Det er også det, som giver Danmission mulighed for at skabe et vidt forgrenet engagement og for at få økonomiske opbakning fra mange kanter.”
Hvad kan du bidrage med?
”Jeg har erfaring som frivillig i FDF og som generalsekretær samme sted, hvor jeg stod jeg i spidsen for børne- og ungdomsorganisationen med 40 ansatte og 7.000 frivillige. Det har givet mig erfaring med det rent organisatoriske, men i høj grad også med samspillet mellem sekretariatet og de frivillige. For det samspil skal fungere – ellers fungerer organisationen ikke.
Danmission lykkes med rigtig meget, og vi får anerkendelse og økonomisk støtte til vores særlige måde at arbejde på – f.eks. fra det danske Udenrigsministerium og EU. Missionsarbejdet bliver stadig mere komplekst, så derfor er det nødvendigt, at vi fortsætter med at ruste os professionelt til at kunne gennemføre opgaverne.
Samtidig skal vi engagere flere frivillige, der løfter med – ellers bliver vi reduceret til en virksomhed.”
Hvad er planen?
”Der kommer ikke en 100-dages-plan. Vi skal tålmodigt sætte os – bestyrelsen og ledelsen – for sammen at blive klogere på organisationen og på engagementet og så derudfra drøfte, hvad der skal til for at styrke Danmission. Hvordan skal Danmission se ud om 10 år – og hvilke skridt skal vi tage i dag for at nå dertil?” siger 42-årige Morten Skrubbeltrang, som mangler at fortælle andet kapitel i sin personlige Danmission-historie.
Konen
For efter rejsen til Filippinerne begyndte han at læse teologi på Aarhus Universitet. Interessen for mission var vakt. Derfor tog han i 2004, som en del af sit studie ud med ”Vestens Unge”, der var et projekt under Danmission og IKON, hvor unge kristne danskere rejste til Asien for at gå i dialog med religiøst søgende vesterlændinge.
”Den rejse var en øjenåbner, som har været bestemmende for, hvem jeg er i dag,” fastslår han og tilføjer: ”Det lærte mig om Indien, om trosdialog, om missionens store betydning – og om kærlighed.”
Unge Morten blev introduceret til Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i Indien.
”Det gjorde stort indtryk at møde indere, som kunne fortælle, hvor stor betydning missionærerne og Danmission har haft for dem og for deres kirke. F.eks. for børn på enkehjemmet, som fik skolegang og nu klarer sig godt i livet. Tidligere tiders missionærer rejste uden at vide, hvad der ventede dem og lagde ofte hele deres liv derude. I dag kan vi se, at de har sat positive spor. Nu er behovene nogle andre, men jeg er overbevist om, at vi i fremtiden også vil se de positive resultater af det arbejde, vi gør i dag.”
Den første rejse til Indien blev til mange. For på dialogcentret Quo Vadis, som Danmission oprettede sammen med Arcot Kirken, mødte Morten den unge indiske kvinde Priya. Der skulle dog gå et par år og mange brevvekslinger, inden de to blev gift og slog sig ned i Danmark. I dag bor de sammen med deres to små børn i Hasle ved Aarhus, hvor Morten Skrubbeltrang er sognepræst.
Så, du er en slags ekspert på Indien?
”Nej. Som man siger: Efter en uge i Indien, ved man alt. Efter en måned ved man en del. Efter et år ved man kun meget lidt. Jo, mere jeg lærer om Indien, desto mere finder jeg ud af, hvor meget jeg ikke ved. Der er så uendelig mange nuancer.
Men med en indisk hustru og svigerfamilie mærker jeg vigtigheden af kulturforståelse. Og netop kulturforståelse er også vigtigt, når man som Danmission arbejder med partnere. Vi skal forstå, at vi kommer fra forskellige kulturer. På et tidspunkt havde jeg samarbejde med Junior Ministry – Arcot Kirkens børne- og ungdomsarbejde. Som gammel FDF’er tænkte jeg: ’Lad os dyrke de frivillige ledere og få tingene til at vokse nedefra – alt behøver vel ikke komme ovenfra og ned?’ Men det er en fordansket tilgang og kunne have ødelagt hele projektet. Vi måtte respektere den hierarkiske indiske kultur – samtidig med at vi stillede spørgsmålet, om det nu også var hensigtsmæssigt, at den øverste leder var flaskehals på alle initiativer?”
Den samme blanding af ydmyghed og målrettethed får man indtryk af, når Morten Skrubbeltrang taler om sit nye hverv som bestyrelsesformand i Danmission.
“Vi skal finde ud af, hvordan folk har lyst til at engagere sig i og støtte Danmissions arbejde. Der er ikke mange kredse tilbage, det er heller ikke så let at skaffe frivillige til genbrugsbutikkerne, og de mangeårige gavebreve er der få af. Så, hvad gør vi så? Det skal og kan vi finde ud af – sammen,” siger den nye bestyrelsesformand.
”Der er ingen enkle svar eller løsninger, men jeg er ikke bekymret for fremtiden.”
Blå Bog – Morten Skrubbeltrang:
- Udpeget som formand for Danmissions bestyrelse 1. september 2019
- Født 1977 og opvokset i Virring, tæt på Skanderborg
- Cand.theol i 2008 fra Aarhus Universitet. Ansat i FDF, generalsekretær i Kirkefondet og senere generalsekretær i FDF. I dag sognepræst i Hasle.
- Gift med Priya, som han mødte i 2004 i Indien. Han var som teologistuderende rejst ud gennem Danmission IKON-projektet ”Vestens unge”. Priya og hendes familie er en del af Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i det sydøstligste Indien. Sammen har parret to børn - Sahana på 6 og Christopher på 2 år.
Fotos: Verner Rud Nielsen