Kære danmissionere!
Jeg vil begynde min mundtlige formandsberetning – den 9. og sidste af slagsen – med en fortælling om hvordan fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling forenes i det, vi er sat i verden for at bedrive: mission.
Missionstrekanten og fortællingen om den kananæiske kvinde
Det havde været et helt overvældende halvt år.
Nu var de taget nordpå op over grænsen på en slags sensommerferie for at få lidt ro til eftertanke, samvær og samtale.
Og så kommer der Gud hjælpe mig en fremmed kvinde, som vil have dem til at hjælpe sig med en syg datter.
De var ellers lige så godt i gang med at få lidt overblik over de kaotisk travle måneder, de havde været igennem sammen.
Det var begyndt i det tidlige forår med, at Jesus havde opsøgt sin fætter, dommedagsprædikanten Johannes, nede ved Jordanfloden. Jesus havde insisteret på at blive døbt som alle de andre, som flokkedes om Johannes, fordi de drømte om et nyt liv og et nyt samfund og var klar over, at det måtte begynde med dem selv. Johannes mente, at Jesus var den han kendte, som havde mindst brug for at få vasket det gamle skidt af sig, men han bøjede sig – eller rettere lod Jesus bøje sig ned i det grumsede vand i denne grumsede verden, og nogle så en due, og andre var ikke i tvivl om, at Guds Ånd var på færde i det nu.
Så var der gået 40 dage, hvor Jesus havde været alene ude i ødemarken, og hvor man fortalte, at han havde mødt og afvist Djævlen selv.
Og så var det, de havde mødt ham, eller han havde mødt dem. Han var en mand med en mission til sit folk. De havde hørt hans stærke budskab om Guds rige, som var i frembrud. De havde undret sig over hans på en gang så enkle og overraskende fortællinger om fortabte får og splinter i øjnene. Han havde sagt: følg mig! Og de havde nu fulgt med ham i et halvt års tid. De havde set, hvordan han havde helbredt syge; de var blevet forargede over, at han gav plads til kvinder og børn og endda påstod, at himmeriget stod åbent netop for dem. Og de havde oplevet, hvordan han udfordrede religiøse og politiske magthavere med sit budskab om Guds ubetingede, grænsesprængende kærlighed. Det havde alt sammen vakt stor opmærksomhed, og det havde tiltrukket nogle af dem, der ellers holdt sig for sig selv eller gemte sig for offentligheden for at undgå de andres foragtende blikke. Hver dag havde der været syge og nødlidende mennesker, som trængte sig på, næsten dagligt havde der været konfrontationer med præster og teologer. Det havde været fantastisk, nervepirrende, overvældende. Men nu var de udmattede og havde brug for ferie.
Og så kommer den der fremmede kvinde og maser sig på.
Man skulle tro, at Vorherre havde haft Danmssion i tankerne, da han gav sig i samtale med denne fremmede kvinde. For som Mattæus gengiver forløbet, sker der så noget, som på allersmukkeste vis udfolder Danmission missionstrekant. Her er jo tydeligvis tale om en nødlidende kvinde, en kvinde, som frygter for sin syge datters liv. Og det ender med, at datteren faktisk bliver rask. Det er en af de beretninger, som har givet inspiration til, at missionsselskaber har sendt læger og sygeplejersker ud i verden som en del af det arbejde, der har afhjulpet nød og bekæmpet fattigdom, sådan som Danmssion har gjort det i snart 200 år. Selvom arbejdet i dag udføres anderledes end dengang, hvor man byggede skoler og sundhedsklinikker og havde rigtig mange danske fagpersoner udsendt, så er det fattigdomsbekæmpende arbejde stadig en helt afgørende del af Danmissions indsats.
Der er også gang i en dialog, endda en tværreligiøs og tværkulturel dialog. Det var elles på Jesu tid ikke almindeligt, at kvinder henvendte sig til fremmede mænd, og det var slet ikke almindeligt, at mænd betragtede og behandlede kvinder som ligeværdige samtalepartnere – og da slet ikke, når de var “hedninger” som kvinden her. Det vidner forløbet jo også om, for først prøver disciplene af afvise kvinden, og så gør Jesus det samme netop med henvisning til, at hans opgave er rettet mod hans eget folk og altså ikke omfatter denne fremmede kvinde og hendes problemer. Det bliver endda til en ret krads dialog, da Jesus for at få kvinden til at forstå hans budskab, sammenligner hende med en hund, en af de hunde, som man ikke brød sig om at have løbende rundt i landsbyen, men som man smed sten efter for at holde dem på afstand. Her er det, samtalen tager en helt overraskende drejning, da kvinden tager dette billede af hundene og vender det om, så det åbner en mulighed for, at hun, som en lille hund, kan få mulighed for at få lidt af de smuler, som børnene ved bordet taber på gulvet.
Jeg tror, Jesus er blevet godt og vel overrasket over kvindens replik. Måske har han trukket på smilebåndet. I hvert fald tager han kvindens omvendte billede til sig, lader hendes ord og anliggende gå sig til hjertet og giver hende svar både i ord og handling. Sådan er det med dialog. Den er ikke kun en metode til at komme i kontakt med andre. Den er også et åbent vindue til nye indsigter og nye erfaringer, som kan give os selv andre perspektiver på en sag end dem, vi selv havde med os. Sådan en perspektivåbnende dialog med mennesker fra andre kulturer og andre religiøse traditioner har Danmission åbnet for mennesker i generationer. Og den er der mindst lige så meget brug for i vores globaliserede samfund, hvor vi ikke kun møder mennesker med anden kultur og religion, når vi rejser ud i verden, men også når vi er på indkøb i den lokale Brugs eller Netto.
Og hvad så med kirkeudviklingen? Ja, jeg vil vove den påstand, at med den her episode åbnes der et perspektiv, der fører Jesu ord og gerninger og siden beretningen om hans liv, død og opstandelse ud over hans eget folks og hans egen kulturs grænser, ud til at blive den kirke, som også vi her højt mod nord er en del af. Indtil da ser det ud til, at disciplene – og måske også Jesus selv – havde opfattet deres opgave som begrænset til “de fortabte får af Israels hus”, men samtalen med denne fremmede kvinde åbner et vindue til en større verden. Det var det vindue, apostlen Paulus gjorde til en dør, så den kristne tro blev for både jøder og hedninger og forener mennesker på tværs af religiøse traditioner.
Sådan forenes fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling til en historie om det, man siden hen skulle kalde for kristen mission.
Og det er så her vi er i dag små 2000 år senere – samlet til repræsentantskabsmøde i Danmission om vores engagement som kristent missionsselskab.
Et noget overvældende år har det på sin vis også været for Danmission. Et år med flere udfordringer og mere uro, end vi har oplevet det i mange år. Men også et år med langsigtet og solidt arbejde, nye projekter og initiativer, stor opbakning fra Danmissions mange frivillige og økonomisk støtte fra medlemmer, andre venner og fra det danske udenrigsministerium og EU.
Danmissions økonomi
Ved repræsentantskabsmødet for et år siden aflagde bestyrelsen en beretning og fremlagde et regnskab for 2017, som tydeligt viste, at vi stod med nogle store udfordringer. Et underskud på 5,9 millioner talte sit eget sprog. Vi havde forklaringer på den beklagelige situation: vores aftale med Danida var i forbindelse med en ny-organisering af den danske udviklingsbistand blevet forsinket et halvt år, arveindtægterne lå væsentligt lavere end forventet, men vi kunne glæde os over, at 2018 så ud til at blive et væsentligt bedre “arveår”. Og så havde genbrugsmarkedet ændret sig betydeligt i en for os negativ retning. Ledelse og bestyrelse var gået i gang med en besparelsesrunde, som skulle rette op på situationen og bringe balance i økonomien inden for et par år. Repræsentantskabet tog redegørelsen til efterretning, stemte med stort flertal for beretning og regnskab og gav dermed bestyrelsen opbakning til det videre genopretningsarbejde.
Danmission var og er stadig er et økonomisk solidt missionsselskab med en egenkapital på mere end 50 millioner kr.
Gennem de senere år har vi ved repræsentantskabsmøderne hørt røster, som understregede, at Danmission jo ikke er en finansiel virksomhed, men et missionsselskab, og som efterlyste, at flere af pengene kom ud at arbejde blandt verdens mange fattige mennesker. Og det er helt rigtigt, men det duer altså ikke komme ud med underskud i million-kroners-klassen i flere år i træk. Det adresserede vi ved repræsentantskabsmødet sidste år, men allerede i løbet af efteråret 2018 blev det klart, at økonomien fortsat var i ubalance, og at vi kunne forvente et stort underskud også i 2018.
Ny generalsekretær
Her begyndte nogle røde lamper for alvor at blinke både for ledelse og bestyrelse. Problemet var så bare, at det midt i bestræbelserne på at få klaret de økonomiske udfordringer viste sig, at vi ikke var enige om, hvordan vi skulle gøre det. Vi havde ganske vist i 2017 vedtaget at indlede en “fokuseringsproces”, men vi forstod og fortolkede de udarbejdede papirer forskelligt. Der blev foretaget ret drastiske ændringer i Danmissions engagement både ude og hjemme.
I begyndelsen af december blev det klart, at en enig bestyrelse ikke længere havde den fornødne tillid til generalsekretæren. Det førte så til, at bestyrelsen og generalsekretær Jørgen Skov Sørensen indgik en gensidig aftale om at bringe samarbejdet til ophør med årets udgang.
Og hvori bestod så uenigheden? Den drejede sig først og fremmest med prioriteringen af Danmissions arbejde. Danmission har en 200 år lang historie med sig. Vi er et missionsselskab, som har udviklet sig efter forholdene både ude og hjemme. I perioder med stigende opbakning og voksende økonomi har man kunnet påtage sig nye opgaver. Storpolitiske forandringer har betydet, at vi har måttet forlade områder, hvor vi ellers havde arbejdet i mange år. Udviklingen i samarbejdslande og blandt partnere har betydet ændrede samarbejdsformer. Men hele vejen igennem har der været fokus på den det afgørende i og værdien af langvarige tillidsbårne partnerskaber.
Men hvad skal man gøre, når man står med faldende indtægter? Skal man så trække sig fra nogle lande og koncentrere sit engagement om nogle færre og større projekter? Eller giver det fortsat mening at være engageret i områder, hvor det kan være svært at finde supplerende offentlig eller institutionel finansiering? Det var her vi gik galt af hinanden. Bestyrelsen fandt ikke, at det var rigtigt at beskære Danmissions engagement i Indien, Pakistan, Bangladesh og Madagaskar så meget, at vi risikerede, at partnerskaberne ville tørre ud. Bestyrelsen mener, at Danmission fortsat kan og skal gøre en positiv forskel i samarbejdet med vores kirkelige partnere i disse lande, som er blandt verdens fattigste, eller hvor kirkerne og de kristne lever under meget svære vilkår.
Det er altid beklageligt, når et samarbejde løber ind i så store problemer, at man ikke kan finde en fælles vej videre. Men vi var nået til et punkt, hvor det ikke var muligt at finde ind i det tillidsfulde samarbejde, der var nødvendigt for at få Danmission tilbage på en kurs, som bestyrelsen kunne stå inde for. Derfor var et generalsekretærskifte uundgåeligt.
Bestyrelsen henvendte sig da til Mogens Kjær, der var Danmissions generalsekretær fra 2002 til 2016 og spurgte, om han ville påtage sig at fungere som midlertidig generalsekretær, så vi havde tid til grundigt at få drøftet Danmissions situation, få formuleret et stillingsopslag og få ansat en ny generalsekretær. Bestyrelsen er meget taknemmelige for, at Mogens med sit grundige kendskab til Danmission påtog sig opgaven. Efter udrulningen af de besparelser, bestyrelsen vedtog i 2018, er det lykkedes at få rettet op på økonomien, i enighed få formuleret en handlingsplan i overensstemmelse med den af repræsentantskabet vedtagne overordnede strategi og få gennemført en ansættelsesprocedure, så vi i slutningen af juni kunne præsentere Danmissions kommende generalsekretær, Kristian Slot Petersen, som tiltræder her pr. 1/9 2019.
Danida og EU
Der har flere gange ved repræsentantskabsmøderne været rejst spørgsmål om de midler, Danmission modtager fra den danske stat igennem udenrigsministeriet/Danida, og som omfatter flere typer samarbejde: 1) Dansk Arabisk Partnerskabsprogram, 2) Partnerskaber med civilsamfundet, der omfatter en række af de lande Danmission virker i, og senest har vi også fået midler fra 3) Udenrigsministeriets nye enhed for religions- og trosfrihed. I Mellemøsten er EU også en væsentlig donor til vores arbejde.
Bekymringen fra repræsentanterne har i særlig grad rettet sig mod Danmissions engagement i kirkeudvikling og den teologiske og kirkelige del af den interreligiøse dialog. Det er rigtigt, at da Danmission for omkring 9 år siden indgik sin første partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet, var forudsætningen, at de midler, Danida stillede til rådighed, alene skulle bruges i arbejdet med fattigdomsbekæmpelse og den konfliktdæmpende, fredsopbyggende og samfundsudviklende dialog. Men fra begyndelsen af har Danmission kunnet benytte en del af midlerne til vores generelle administrative arbejde, som jo er fælles for hele organisationen. På den måde har midlerne fra Danida og de øvrige institutionelle bevillingen hele tiden bidraget til, at Danmission også på områder som kirkeudvikling og teologisk og kirkelig interreligiøs dialog er blevet styrket, idet Danida-pengene har finansieret administrative opgaver, som vi ellers skulle have brugt indsamlede midler til. Undervejs har Danida understreget, at det netop er som trosbaseret organisation, at Danmission kan noget særligt sammenlignet med andre organisationer, som modtager udviklingsmidler, og man har opmuntret os til at understrege dette aspekt i vores arbejde – altså netop det vi nu er begyndt at kalde “missionstrekanten”, det at fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling ikke er tre adskilte arbejdsområder, men at de i praksis hænger tæt sammen og gensidigt understøtter hinanden. Sidste år blev det også muligt at finansiere dele af vores arbejde med kontekstuel teologi i Myanmar direkte med Danida-midler. Og her i sommer har vi fået en bevilling fra Udenrigsministeriet til et arbejde omkring tros- og religionsfrihed i Mellemøsten. Vi glæder os over denne udvikling, som både har betydet en forøgelse af de midler, Danmission har til rådighed til sit arbejde inden for alle tre arbejdsfelter i missionstrekanten, men som også betyder, at vores trosbaserede tilgang til udviklingsarbejdet vinder bredere anerkendelse og udbredelse.
Libanon
Det var i det perspektiv en stor oplevelse i foråret 2019 at genbesøge Libanon, hilse på vores partnere, se nogle af vores projekter og ikke mindst opleve Danmissions nye mellemøstlige regionskontor i Beirut og få talt om arbejdet med vores regionsrepræsentant Line Ramsdal og de lokale medarbejdere. Måske har I her i august haft mulighed for på DR1 at se programmet ”Anne og Anders i Libanon”, hvor Anders Agger viste og kommenterede nogle eksempler på Danmissions dialogarbejde i regionen.
Libanon er et udfordret land. Stadig uden fredsaftale med Israel er grænserne sydover lukkede og international skibsfart til landet blokeret. Mod øst og nord er landets grænser mod Syrien præget af den langvarige borgerkrig og de flere end en million syriske flygtninge, som opholder sig i Libanon. I Libanon er hver fjerde person en flygtning. Det mærkes og gør det skrøbelige demokrati endnu mere sårbart.
Magten i landet er fordelt mellem de forskellige religiøse grupper og alvorligt påvirket af favorisering og korruption. Det er en af grundene til, at mange libanesere, som har muligheden, emigrerer for at kunne opbygge en bedre og mere stabil fremtid for børn og børnebørn. Og fordi de kristne i Libanon generelt har bedre forbindelser til USA og Europa end andre libanesere, så er der flere kristne, som rejser, og derfor synker andelen af kristne også i Libanon. I parentes bemærket bad en taxichauffør mig om at tage ham og hans familie med til Danmark, så han kunne fungere som chauffør for mig – og han fastholdt ønsket, også da jeg fortalte, at jeg kører rundt i en 20 år gammel Suzuki Wagon.
Mange kristne, som har mulighed for det, forlader Mellemøsten i de her år, og der er berettiget bekymring for den fortsatte kristne tilstedeværelse i Mellemøsten. Derfor er en af de store udfordringer for kirkerne i Libanon og i hele Mellemøsten – en udfordring, som Danmission også er engageret i: Hvad kan der gøres for at forbedre uddannelse, sundhed og samfundets generelle funktionalitet, så mennesker kan tro på, at de kan bidrage til at udvikle deres samfund i en positiv retning, så der kan blive en god fremtid for dem selv og kommende generationer i det lokalsamfund og det land, som de kender og holder af og føler sig forpligtet overfor. Midt i det arbejder Danmission i Libanon, som trods alle problemer er det bedst fungerende samfund i området. Vi arbejder sammen med lokale kirker og kirkeligt baserede organisationer med udgangspunkt i missionstrekanten og med særlig fokus på religionsdialogen. Og vi kunne glæde os over at konstatere, at de samtaler, som finder sted mellem de religiøse ledere, og som vi under besøget deltog i, nu er solidt forbundet med samarbejde med andre civilsamfundsorganisationer og med journalister og andre meningsdannere, og at der er stor opmærksomhed på, hvilken betydning alt dette har for mennesker – særligt unge mennesker – på græsrodsniveau ude i lokalsamfundene.
Danmission har et fint samarbejde med den protestantiske uddannelsesinstitution NEST (Near East School of Theology), og her fik vi lejlighed til at tale om nye muligheder for studieophold for danske teologistuderende og mere brede sommerhøjskoler, som kan give unge mennesker fra Danmark og Mellemøsten mulighed for at mødes og udveksle tanker og erfaringer. I det hele taget er vores kirkelige og teologiske arbejde i regionen blevet styrket bl.a. ved, at vi har fået tilknyttet teologen Ekhardt Sonntag til vores kontor i Beirut, hvilket er med til at få tydeliggjort missionstrekanten i vores dialogarbejde.
Et særlig stærkt indtryk gjorde det at møde nogle af de syriske aktivister, som Danmission er med til at uddanne og udruste til at kunne medvirke til at genopbygge civilsamfundet i Syrien, her hvor borgerkrigen mange steder ikke længere er så intens. Dygtige undervisere, gode partnere, som sørger for rammerne og organiseringen og først og fremmest yngre og ældre frivillige syriske ildsjæle – kristne og muslimer mellem hinanden – som brænder for at hjælpe deres landsmænd og skabe en fremtid for mennesker i Syrien.
De 17 verdensmål
Langt det meste af Danmissions arbejde udfolder sig i samarbejde med partnere. Her er det en stor hjælp, at FN for 4 år siden i enighed vedtog de 17 verdensmål for klodens udvikling frem mod år 2030. Vi kalder dem i daglig tale for FNs verdensmål, men det er faktisk forkert, for det er vores alle sammens verdensmål. De repræsenterer en fælles global dagsorden for de kommende års udvikling, og vi vil kun kunne komme i mål, hvis vi alle sammen på hver vores sted og i vores sammenhæng arbejder med. Danmissions kerneopgave er kristen mission. Mission er ikke en del af verdensmålene, men meget af vores arbejde spiller fint sammen med verdensmålene, og vi har i vores arbejde særlig tilknytning til mål 1: afskaf fattigdom, mål 2: stop sult, mål 5: ligestilling mellem kønnene, mål 10: mindre ulighed, mål 16: fred, retfærdighed og stærke institutioner og mål 17: partnerskaber for handling. Men også mål 13: klima er kommet i fokus i vores engagement. Ude har det f.eks. manifesteret sig i vores arbejde med at beskytte Prey Lang skoven i Cambodia og samarbejdet med de hundredetusinde mennesker, som lever i og af skoven. Det er et projekt, som har tiltrukket stor international opmærksomhed og anerkendelse. Senest fik en forsker ved Københavns Universitet, som vi samarbejder med omkring projektet, universitetets innovationspris for arbejdet. Og det er et projekt, som har været med til at skabe international opmærksomhed omkring Prey Lang og de tropiske skoves betydning for klimaet lokalt og globalt, hvilket igen har fået store fonde med mange millioner dollars til at engagere sig i området.
Hjemme arbejder vi også med verdensmål 13: klima. Vi har vi øget opmærksomhed på, at Danmission har registreret sig som en grøn kirkelig organisation, og vi er nu i gang med at gennemgå vores arbejde og procedurer for at se, hvordan vi kan bidrage til at begrænse den globale opvarmning, så klimaforandringerne bliver mindre – de klimaforandringer, som allerede er i gang, og hvis konsekvenser rammer hårdest blandt verdens i forvejen mest udsatte befolkninger, herunder mange af de mennesker Danmission arbejder for og sammen med.
Fra det hjemlige arbejde vil jeg fremhæve tre ting:
Den nye Danmission struktur
For det første sammenlægningen af det traditionelle kreds- og stiftsnetværk med genbrugsnetværket. Takket være en ihærdig indsats fra ansatte og frivillige er det lykkedes at få de to netværk forenet, så vi organisatorisk og demokratisk har fået en enklere og klarere form. Og det viste sig at virke efter hensigten, da man ved årsmøderne her i foråret valgte nye stiftsbestyrelser og repræsentanter til repræsentantskabet.
Genbrug
For det andet situationen omkring Danmissions genbrugsarbejde. Her skal det understreges, at der er gjort en kæmpe indsats både fra ansatte og de tusindvis af frivillige, som i et svært marked har sikret Danmission indtægter på linje med tidligere år. Men lige så godt og gavnligt genbrug generelt er – jeg har tit kaldt det en win-win-win-win virksomhed – så må vi konstatere, at det er sværere at mobilisere frivillige til genbrugsarbejde, at kvaliteten af tøj og andre genbrugsartikler har været faldende, og at der er butikker som trods ihærdig indsats ikke har kunnet løbe rundt økonomisk. Det ser ud til, at genbrugsarbejdet nu er i en god og bæredygtig gænge, og vi håber, at det vil have en positiv indvirkning både på arbejdsglæde og de midler, genbrug genererer til Danmissions virksomhed.
Dialogarbejde i Danmark
For det tredje vil jeg nævne det beklagelige, at vi på grund af Danmissions økonomiske udfordringer så os nødsaget til at lukke Mødestedet på Vesterbro. Der er gennem årene ydet en nødvendig, helhjertet og kvalificeret indsats, som har bidraget væsentligt til samtale og samvær på tværs af religiøse og kulturelle forskelligheder. Det har bidraget positivt til sammenhængskraften i området og har været til gavn og glæde ikke mindst for mange indvandrerkvinder. Arbejdet har været udført i samarbejde med folkekirken på Vesterbro. Her viderefører man dialogarbejdet i nye former, mens Danmission er i gang med at undersøge behovet og mulighederne for at engagere sig i et dialogprojekt i samarbejde med Gellerup kirke og Århus kommune, ligesom vi er i gang med at forhøre os om behov og muligheder for et samarbejde på Nørrebro i København om et dialog- og integrationsarbejde med særlig fokus på mennesker af mellemøstlig herkomst.
Tak
Danmission har haft et overvældende år med store udfordringer og en masse godt arbejde og mange glæder. Og jeg har som formand fået lov til at være med endnu et år. Men det er så også det sidste som formand for bestyrelsen. Beslutningen om, at jeg skulle slutte mit formandshverv i Danmission i år, blev truffet allerede for 3 år siden, da jeg blev valgt til min 3. treårsperiode i bestyrelsen. Jeg var meget taknemmelig over for 9 år siden at blive opfordret til at stille mig til rådighed for bestyrelsesarbejdet og for at blive betroet ansvaret som formand for bestyrelsen. Det har været en stor glæde at arbejde sammen med engagerede, dygtige og humoristiske bestyrelseskolleger, alle Danmissions kompetente og dedikerede medarbejdere og alle jer repræsentanter og alle de øvrige Danmission-ildsjæle i baglandet.
Bestyrelsen i Danmission ønsker her ved repræsentantskabsmødet at udtrykke vores taknemmelighed over for alle de mange, der i årets løb har bidraget til og støttet Danmissions arbejde, fra de enkelte frivillige i genbrugsbutikkerne til tidligere og nuværende kirke- og udviklingsministre. Ingen nævnt og ingen glemt.
Hertil kommer så i år for mit eget vedkommende en virkelig dybtfølt tak til alle jer og alle vores samarbejdspartnere her i landet og ude i verden, hvor jeg som formand har haft det privilegium at besøge arbejdsområder og se projekter og opleve den positive forskel, Danmissions indsats gør for mange af klodens mest udsatte mennesker. Det har givet mig og min dejlige, tålmodige og trofaste hustru oplevelser for livet og givet mig nye perspektiver på mit og folkekirkens arbejde. Danmission er i dag en værdifuld del af mit liv. Det vil Danmission blive ved med at være, også nu hvor jeg stopper som bestyrelsesformand. Tak, fordi jeg har måttet være med. Sammen er vi Danmission.
Peter Fischer-Møller, formand for Danmissions bestyrelse
Læs afskedsinterview med Peter Fischer.Møller