Biskop Elias Toumeh fra Den Kristne Dal i Syrien er ikke nogen stor mand. Alligevel fylder han. Og ikke kun fordi han er lidt rund under sine lange gevandter og har et kæmpe fuldskæg. Det gør indtryk, når han fortæller om, hvad det kræver at være kirke under krigen i Syrien. Når han fortæller om at stå alene på en mark og udveksle gidsler mellem fjendtlige oprørshære. Om en gammel kvinde som døde, uden at nogen opdagede det. Om hvad forbøn og følgeskab gør for de kristne og for kirkerne i Syrien. Og om at råbe sin afmagt til Gud.
“Lige nu er et skelsættende punkt for kirkerne i Syrien. For under noget så rædselsvækkende som en krig skal kirken både kunne omsætte tro til handling og samtidig kunne udtrykke den kristne tro,” siger Elias Toumeh, der siden 2011 har været biskop i den græsk-ortodokse kirke i Den Kristne Dal, som er en af Danmissions partnere i Syrien.
Hvordan er man så kirkeleder under en krig, som har sendt millioner på flugt,
kostet 500.000 dødsofre og skabt had mellem forskellige religiøse, politiske og etniske grupper?
“Først her under krigen forstod jeg, hvad det egentlig vil sig at være biskop. Før troede jeg, at det var en autoritet med hat og stok. Nu ved jeg, at det at være biskop betyder at tjene mennesker. Jeg sidder ikke bare på mit kontor. Jeg er bogstavelig talt ved frontlinjen og prøver at hjælpe mit folk. Det er mit kald,“ siger han og fortæller om én af de gange, hvor Gud viste vejen:
“Oprørere kidnappede en minibus med 10 passagerer – både kristne og shiamuslimer. Som reaktion kidnappede en shiamuslimsk milits en sunnimuslim for at kunne udveksle gidsler. De militante grupper stolede ikke på hinanden, og ingen turde mægle mellem dem. Derfor gik jeg som kristen biskop i dialog med begge lejre. De kristne og de muslimske kvinder fra bussen blev sat fri. Vi aftalte så, hvor og hvornår de to sidste mænd skulle udveksles. Ingen turde gå med mig. Og ind imellem, når jeg er ærlig over for mig selv, må jeg indrømme, at mit rationelle jeg heller aldrig ville have turdet. Det var hårdt. Men Gud viste mig vejen,” siger han.
En mørk nat tog biskoppen det ene gidsel i sin bil og kørte til et øde sted i de bjerge, som omkranser dalen. Så stod han der – mellem de to bevæbnede militser – og udvekslede fanger.
Da Toumeh og det sidste gidsel fra minibussen kom tilbage til landsbyen, var alle samlet og græd af glæde. “Jeg glemmer aldrig, da en mand sagde til mig: ’Du er biskop for både kristne og muslimer.’ Det at være med til at skabe dialog – ja, bygge fredsbro mellem de stridende grupper – ser jeg som én af mine opgaver som kristen og som kirkeleder.”
Nøden i det skjulte
Biskoppen tegner billedet af en kirke med flere virkefelter, som går hånd i hånd: Den skal forkynde evangeliet; den skal vise omsorg for de nødlidende; den skal være sjælesørger; og den skal arbejde for fred og forsoning. Og det passer så fint til Danmissions tilgang, så der er gode grunde til, at Danmission i flere år har støttet Toumehs kirke med nødhjælp, omsorg for børn og nu en slags hjemmehjælp til fattige og forladte gamle, som er nogle af de allermest trængende.
“Det er chokerende og gør mig så trist at tænke på de gamle, som lider i det skjulte uden at bede om hjælp. De var også fattige før krigen brød ud, men nu har de absolut intet – heller ikke slægtninge til at hjælpe sig, fordi så mange er flygtet eller blevet dræbt. Da frivillige fra kirken første gang gik fra hus til
hus for at finde de gamle, som er mest nødlidende, fandt vi faktisk en kvinde, som havde været død i flere dage, uden at nogen vidste det. Derfor er jeg stolt over, at vi som kirke organiserer besøg og basal hjælp til de ældre. “Du er ikke alene”, hedder projektet – for ingen skal dø alene,” siger Toumeh.
Peter Fisher-Møller og Elias Toumeh i dyb samtale Fotograf: Ekkardt Sonntag
Kirkekoret uden stemmer
Selv om kampene er stilnet af i mange områder, er der stadig enorme udfordringer i Syrien, og folk bliver fattigere og fattigere. Der er meget få job, og styret sælger landets ressourcer, for at økonomien ikke skal kollapse totalt. Som biskoppen siger: “Når bageren ikke har gas til ovnen, kan han ikke bage
og må lukke sin butik. Vi troede, alting ville blive bedre, når de ekstremistiske islamister fra ISIS blev nedkæmpet – nu er ISIS lykkeligvis væk, men vi har stadig ingen gas.”
Det andet store problem for Syrien og for kirken er udvandring.
“Jeg har gennem 10 år opbygget et dejligt kor, men nu er næsten alle væk. Det er ikke kun et tab af sangstemmer – det er også et tab af åndelighed/spiritualitet for det kristne samfund. Mange fra menigheden venter på visum til Australien. En rig og meget veluddannet mand, som pludselig rejste, forklarede, at han ikke føler, der er en fremtid for hans familie her,“ fortæller Toumeh og sukker.
Har han ret?
“Jeg er ikke enig med hans beslutning, men hans følelse kommer ikke af ingenting. Og jeg har da også – når det ser mørkt ud – spurgt mig selv, om jeg ville blive, hvis jeg ikke var biskop og havde mine sognebørn at tage mig af…”
“Vi risikerer at forsvinde som kirkesamfund. Så jeg prøver at overbevise folk om at blive, og helt konkret prøver vi som kirke at hjælpe folk med bl.a. job, som da vi hyrede 500 lokale kvinder til at lave mad til nødhjælpspakkerne, da flygtninge strømmede hertil,” fortæller biskoppen.
“Men det er vigtigt at huske, at kirken skal hjælpe alle – både kristne og muslimer. Folk skal forstå, at vi har den samme historie – vi har levet side om side i Mellemøsten i 1.400 år. Krigen rammer alle, og vi skelner ikke mellem de nødlidende,“ siger han og holder én af få talepauser, inden han tilføjer: “Det er også en måde at være kristent vidnesbyrd.”
Kan kirken også bruge krisen til at fokusere dybere på det teologiske og det åndelige aspekt af kristendommen?
“Inden krigen var kirken i Syrien mere åndelig med bønnemøder og bibelstudier. Nu skal vi finde en balance, hvor vi igen får mere fokus på teologien og på de pastorale opgaver ved siden af nødhjælp og humanitær omsorg,” siger han og uddyber: “Jeg er optaget af spørgsmålene om, hvordan vi kan navigere i voldsomme krisetider uden at miste vores tro, og hvordan vores kristne tro kan hjælpe os under krisen,“ siger biskoppen, som bliver mødt med spørgsmålet: Hvorfor – hvorfor bliver vi ramt af krigens rædsler? “Så svarer jeg: Vi er nødt til at råbe vores spørgsmål til Gud: Hvorfor Gud? Hvorfor lader du dette ske? Når vi lytter, så får vi svar, men vi ved ikke hvornår og hvordan. Jeg tror på den meget personlige relation mellem Gud og det enkelte menneske. Gud er vores far, og Ham kan man gå til med alt, fordi Han elsker os og vil tilgive os på den sidste dag.
Vi skal åbne evangeliet, læse og bede. Da Jesus hang på korset, råbte han: “Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig.“ Tre dage senere stod Jesus op fra de døde. Og deri finder vi som kristne trøsten. Vi kan identificere os med Jesu lidelse og omvendt. Men lidelsen er ikke det sidste – trøsten ligger i opstandelsen.”
Vil der være kristne og aktive menigheder at være biskop for i Syrien også i
fremtiden?
“Ja. Om 5 år og 10 år. Men jeg er ikke sikker på, det er tilfældet om 20 år. Det kræver, at de kristne får mulighed for at spille en klar rolle i den politiske løsning i Syrien. Vi skal sidde med, når beslutningerne skal tages. I vores naboland Libanon har man en klart defineret deling af magten mellem de forskellige religiøse grupper, og trods udfordringerne, så tror jeg, vi skal lade os inspirere af det system.”
Hvordan kan vi i Danmission – ja i Danmark i det hele taget – hjælpe kirken med at være kirke i Syrien?
“Vi er taknemmelige for forbøn. Vi tror på bøn, og jeg ved, at mange kirker i Danmark beder for os i Syrien. Vi er også taknemmelige for pengene fra Danmission og alt det, vi har lært om nødhjælp, diakoni og fredsarbejde. Fordi vi står midt i krigen, føler vi det, som om lidelserne aldrig vil få ende. Så vi har også brug for, at mennesker udefra fortæller os, at freden kommer på et tidspunkt, og at vi er nødt til at være tålmodige. Vi har altså brug for både økonomisk støtte og følgeskab med danske kristne.”
Fakta: Syriens kristne
Det kristne samfund i Syrien er et af de ældste i verden, og mange kristne opfatter Syrien som kristendommens vugge. Så sent som i 1920’erne var 30 % af befolkningen kristne. Tallet har været støt dalende, og da krigen brød ud i 2011, var der skønsmæssigt 8-10 % kristne i Syrien – svarende til omkring to mio. I 2016 var 5,7 mio. syrere ifølge FN flygtet ud af landet – heriblandt 825.000 kristne. Det betyder, at mindst 40 % af de kristne har forladt Syrien – til sammenligning er det 25 % af befolkningen som helhed.