“Jeg er ikke længere kun tyskeren Ekkardt” 

“Jeg er ikke længere kun tyskeren Ekkardt”

NY MEDARBEJDER Mød Danmissions nye teologiske rådgiver i Mellemøsten, Ekkardt Sonntag, til en samtale om tro og tvivl – om gæstfrihed og taknemmelig – og om religionsdialog i en taxa gennem Beiruts tætte trafik.

Tove Lind Iversen,  

Af Tove Lind Iversen, redaktør 

Hvem er han – Ekkardt Sonntag – Danmissions nye mand i Mellemøsten? Hvorfor er han så vild med at køre taxa? Hvornår kan han fornemme et hjerte banke? Og hvordan har krigen vækket kirken i Syrien?

Det og meget andet kommer han stille og roligt rundt omkring, da vi mødes i en spraglet sofa på en altan i den libanesiske hovedstad.

Men lad os begynde dér, hvor 40-årige Ekkardt Sonntag selv begynder – på en køretur med en ligefrem taxachauffør:

“Hvor kommer du fra?” Spørger taxachaufføren, da han registrerer, at Ekkardt Sonntag er blegere end de fleste her i Beirut. 

“Jeg kommer fra Tyskland,” svarer Ekkardt Sonntag. 

“Én ting, I kristne skal vide, er: Gud har ingen søn!” fastslår taxachaufføren bramfrit. For ens personlige tro kan man i denne del af verden sagtens nå at vende selv på en ganske kort køretur. 

Mange gennemsnitlige nordeuropæere ville nok tænke: ‘Den diskussion går jeg ikke ind i – al den strid om religion skaber så meget ballade i verden.’ Og så fikst springe videre til vejret. Men ikke Ekkardt Sonntag.

”Jeg dykker ned i taxachaufførens udsagn og er nysgerrig efter, hvad der gemmer sig bag. For det er et tilbagevendende og helt centralt emne i religionsdialogen mellem muslimer og kristne: Er Jesus Guds søn?” fortæller Ekkardt Sonntag, der som ung studerende boede i Beirut fra 2004 til 2005 for at gennemføre en del af sin teologiske uddannelse på NEST (Near East School of Theology) – på samme måde som også en del danske teologistuderende har taget et eller flere semestre på NEST, der en af Danmissions partnere i Mellemøsten.

“Jeg har haft mulighed for at studere og efterfølgende bo i Mellemøsten i en halv snes år, og derfor er ordvekslingen med taxachaufføren ikke blot få minutters løsrevet snak. Jeg har haft tiden til at koble hverdagen og virkeligheden sammen med det, jeg har lært på universitet, og med de samtaler jeg har haft med religiøse lærde.”

Netop det med at se tro som en naturlig del af livet og af samværet med andre mennesker er en del af forklaringen på, hvorfor han er så tilfreds med sit nye job som teologisk rådgiver for Danmission i Mellemøsten.

Og hæng på – Ekkardt Sonntag vender tilbage til, hvad han svarede taxachaufføren, og hvad den slags religionsdialog på gadeplan betyder for hans egen tro. Men først tager han fat på de trængte kirkers rolle og deres fremtid i Mellemøsten og på den opgaver, som ligger foran ham.

Hvad er det særlige, som Danmission og vores kirkepartnere kan i Mellemøsten? Hvorfor ikke overlade uddeling af nødhjælp, fredsarbejde og fattigdomsbekæmpelse til verdslige organisationer? 

“For 80 procent af jordens befolkning er religionen vigtig og påvirker deres beslutninger. Derfor skal man selvfølgelig tage folks tro og de religiøse ledere alvorligt, hvis man skal kunne skabe holdbare forbedringer. Det har Danmission forstået, og det er jeg som teolog super glad for at være blevet en del af. Danmission har været tilstede i Mellemøsten i over 120 år, og jeg er overbevist om, at vi og vores kirkepartnere har en særlig rolle at spille, netop fordi alt, hvad vi gør, drives ud fra et stærkt kristent fundament – også når vi uddeler nødhjælp, lærer bønder at få bedre høstudbytte og skaber fred gennem dialog,” siger Ekkardt Sonntag.

“Som teologisk rådgiver har jeg fokus på at skabe helhed, så vi viser lige stor omsorg for det konkrete arbejde og for den åndelige side af sagen. Simpelthen fordi det giver begge dele større gennemslagskraft,” uddyber han og fortæller om en samtale i den presbyterianske kirke i Syrien og Libanon (NESSL).

“Da jeg spurgte om deres udgangspunkt for arbejdet i det konfliktramte Syrien, lød svaret: Nøgleordene er gæstfrihed og taknemmelighed. Det er næppe det svar, man ville få fra en verdslig hjælpeorganisation. Men når jeg tænker efter, giver det god mening. Kirken og dens mange frivillige henter åndelig motivation i Biblens budskab om omsorg for næsten, som er tæt forbundet med gæstfrihed – altså et ægte ønske om at møde og dele med medmennesker, der lider. Dén motivation, tror jeg, er langtidsholdbar. Og kirken føler taknemmelighed både for vores følgeskab og for den økonomiske hjælp udefra – bl.a. fra de mange som støtter gennem Danmssion.”

Hvordan har de voldsomme konflikter siden 2011 forandret kirkerne i Mellemøsten? 

“Krigen i Syrien har forandret alle dele af samfundet – selvfølgelig også kirken – og har skabt stor nød, mistillid og ustabilitet. Det er dybt ulykkeligt. Og det, jeg siger nu, siger jeg kun, fordi jeg kan citere en lokal kollega: Det har vækket kirken af dens skønhedssøvn. Midt i alt det frygtelige går det op for én, at en kirke, der kun tjener sit eget formål inden for sine egne mure, enten sover eller er død. Da presset og behovet for handling blev så stærkt, at der ikke var anden vej end at gå ud og hjælpe, vågnede vi op og gjorde det nødvendige.”

Det er derfor en kirke som NESSL bl.a.  fokuserer på at uddanne syriske lægfolk – altså aktive medlemmer af menighederne – som bliver rustet til at gøre en forskel i de trængte kirker i Syrien, hvor kirken både skal forkynde og yde nødhjælp og sjælesorg. Og det er derfor Ekkardt Sonntag hjælper NESSL med at opbygge en diakoniafdeling, som hedder Compassion Protestant Society og tager udgangspunkt i medfølelse.

“Uden at ville lyde kynisk, så kan man sige, at konflikten på en måde har vækket kirken,” siger Ekkardt Sonntag og vender blikket mod sin gamle kirke hjemme i Nordtyskland, hvor han er født og opvokset.

“Spøjs nok, så sagde min barndoms protestantiske præst ofte: Lad os ikke forpuppe os bag kirkens mure. For hvem ville så savne os, hvis vi en dag blev opslugt af jorden? Det spørgsmål har kirken i Tyskland – og vel også i Danmark og resten af den rige vestlige verden – i perioder haft svært ved at svare på. Indtil 2015, da flygtningene fra Syrien nåede selv min lille middelklasse hjemby, og kirken tilbød at hjælpe flygtninge f.eks. med at lære tysk. Mine forældre fortæller, hvordan deres kirke er blomstret op via denne nye opgave. Det er utroligt. Men sandt.”

“Selvfølgelig ønsker vi mennesker af og til, at Gud vil gøre en ende på vores lidelser her og nu. Men det sker jo sjældent – her og nu. Til gengæld er Gud til stede i menneskers lidelser. Det ser vi hele vejen gennem Biblen, F.eks. da Gud går foran under israelitternes udfrielse af Egypten – som en ildsøjle om natten og en røgsky om dagen. Og vi har lige fejret påske, hvor Guds søn, Jesus, selv gik gennem lidelse og død og opstod fra de døde. Netop påsken giver os troen på, at livet overvinder døden, og giver de kristne i Mellemøsten modet og kræfterne til at række ud. Vi kan alle lære af de mellemøstlige kristne, som viser medfølelse og omsorg for både egne og andres lidelser.”

Hvordan ser du fremtiden for Mellemøstens kristne? Vil der være levende kirkesamfund om 5 eller 10 år?

“Det er et stort spørgsmål,” siger Ekkardt Sonntag og fortæller igen en lille personlig historie:

“Jeg flyttede til Mellemøsten sammen med min hustru på min 30-års fødselsdag. Vi har boet her sammenlagt i godt 10 år. Begge vores døtre på 5 og 8 år er født i Jordan og føler sig meget jordanske. På en ferie blev vi spurgt, hvor vi er fra. Jeg svarede: Tyskland. Min datter korreksede mig og sagde: Nej, vi er fra Jordan. Så nu snakker vi en del om, hvor man er født, hvilket pas man har, og hvilken identitet det giver en. Jeg er heller ikke længere kun tyskeren Ekkardt. Jeg kan også forestille mig, at mine børn måske også som voksne kommer til at leve i Mellemøsten i længere perioder, sådan som jeg har gjort,” reflekterer han og vender så tilbage til spørgsmålet.

“Men hvordan vil Mellemøsten være til den tid? Jeg aner det ikke – det kan man ikke forudse, sådan som situationen er i dag. Det berører mig dybt, når jeg hører spørgsmålet: Hvordan ser Mellemøsten ud om 5-10 år? Især når jeg ser på mine døtre og mine venner her i regionen.”

“Jeg tror, det er muligt at bevare blomstrende kristne menigheder i Mellemøsten. Men det sker helt sikkert ikke af sig selv. Så, hvad skal der til? Svaret er: opbakning udefra til hele kirkens virke. Ikke fordi de kristne er trængende og afsondrede stakler. Tværtimod. Fordi de er modige, stærke og ikke bange for at få skidt på hænderne, har de brug for og fortjener vores støtte,” siger han og giver et eksempel på, hvordan kirkerne i Mellemøsten også tidligere har åbnet deres døre, når nøden har banket på.

“I begyndelsen af 1980erne, mens borgerkrigen rasede i Libanon, blev der indrettet et hospital i kælderen under NEST. Mellemøstens Kirkeråd trådte også til og organiserede f.eks. en nødhjælpskonvoj fra Tyskland til Beirut. Når jeg hører, hvordan kirkens folk både dengang og i dag rækker ud, så kan jeg fornemme deres hjerter banke og føle, hvad slags stof, de er gjort af. Og så kan jeg ikke andet end bevare håbet.”

Og hvad svarede du så taxachaufføren? 

“Det kan jeg ikke huske,” siger Ekkardt Sonntag med et smil.

“For mig ligger magien i spørgsmålet og i hans kommentar. Men hvad svarer jeg sådan generelt i den slags tilbagevendende samtaler?” spørger han og holder en af sine mange små tænkepauser.

“Det kan tage så mange forskellige drejninger. Men jeg ignorerer i hvert fald ikke bare spørgsmålet, om Jesus er Guds søn. Og jeg har da mødt taxachaufføren, som har sagt: Jeg havde slet ikke tænkt på det på den måde før. Vi har begge fået noget at tænke over.”

Har den slags taxa-snak gjort dig stærkere i troen? 

“Alle de mange samtaler som denne, føler jeg, har gjort mig til en mere ærlig og oprigtig kristen. For når jeg bliver konfronteret med andres synspunkter, så indser jeg, at noget af det, som jeg er vokset op med i skolen og på teologistudiet – i søndagsskolen og i kirken, ofte er et udtryk for den nordtyske kultur. Jeg har taget for givet, at sådan var det bare, men her i en helt anden kultur bliver jeg opmærksom på, hvor mange forskellige opfattelser, man kan have af det samme. Så ja, de mange møder med andre holdninger, har fået mig til at gå dybere ned i min egen tro: For hvad betyder det egentlig, at Jesus kaldes Guds søn? Det har jeg altid troet var sandt, fordi jeg havde fået fortalt, at det var sandt. Men når der bliver sat spørgsmålstegn ved det af en muslimsk taxachauffør i Beirut, så får han mig til at forholde mig til det på et dybere plan. For mig er kristendommen ikke længere kun abstrakte sandheder. Refleksionerne – ja, og tvivlen – er kommet med på min trosvandring, og det har styrket min tro.”

Fotos: Hans Wendelboe Bøcher og privatfotos

Blå Bog:

 

Det skal Ekkardt Sonntag arbejde med:

Det gør Danmission i Mellemøsten

SYRIEN: 

IRAK: 

LIBANON: 

JORDAN: 

EGYPTEN: 

REGIONALT/GLOBALT: 


Tak til alle, som støtter de kristne og deres kirker i Mellemøsten – med forbøn og med penge. Takket være gaverne kan Danmission bl.a.: Hjælpe kirken i Den Kristne Dal i Syrien, så den kan række ud til nogle af de allermest trængende – nemlig gamle mennesker, som er ladt alene tilbage på grund af krigen. Hjælpe den presbyterianske kirke i Syrien og Libanon med at uddanne lægfolk til trængte menigheder i Syrien. Og have udsendte på mission som Ekkardt Sonntag og hans kolleger i Mellemøsten og de andre lande, hvor Danmission er i følgeskab med kirken.

 

Støt Danmissions arbejde

- for Mellemøstens kirker

URL: https://danmission.dk/blog/2019/04/26/jeg-er-ikke-laengere-kun-tyskeren-ekkardt/