Rundet af Jylland og inspireret i Beirut

Rundet af Jylland og inspireret i Beirut

27-årige Amalie Schultz Ehmsen, for nyligt tiltrådt som netværkskonsulent, voksede op i en sydvestjysk præstegård, tog til Grønland med Sømandsmissionen og til Irak som soldaterhjemsleder. Men det var i Libanon hos Danmissions partnere, hun for alvor oplevede, hvad netværk er til for.

Kirstine Thye Skovhøj,  

Forleden dag, da Amalie kom cyklende med en god veninde i København, havde hun en oplevelse, der fik hende til at overveje, hvor gode vi danskere egentlig er til at netværke, når det kommer til stykket. Som mange ved, så er netværkskompetencer efterspurgte på arbejdsmarkedet, og en del af os vil da også mene, at vi er gode netværkere. Men hvorfor bliver tavsheden mellem fremmede på gaden eller i bussen så nødig brudt? Og hvorfor føltes det så uvant for Amalie og hendes veninde, at en mand på cykel afbrød deres private snak på cykelstien?

”Det kom virkelig bag på os, at han henvendte sig til os. Han ville gerne have lov at afprøve en joke på os. Først efterfølgende har jeg tænkt: Jamen selvfølgelig. Det var jo også det, jeg oplevede som noget virkelig positivt i Libanon, hvor mennesker på kryds og tværs, og uden nødvendigvis at kende hinanden, går meget mere til hinanden. De er nysgerrige på hinanden og inviterer hinanden til sammenkomster, for i Beirut er der slet ikke samme distance mellem mennesker. Her er samtaler – og ikke bare smalltalk – en værdi,” fortæller Amalie Ehmsen, der 1. februar 2019 er tiltrådt som Danmissions nye netværkskonsulent med kontor i Hellerup.

Hendes erfaring med den libanesiske kultur stammer fra et volontør-ophold hos Danmissons partnerorganisation FDCD, som med hovedkontor i Beirut bl.a. arbejder med fredsskabende netværk og samtalerum for religiøse ledere og unge civilsamfundsaktivister.

Amalie Ehmsen var Danmission-volontør i Beirut i et år fra 2016 til 2017. I sin nye rolle som netværkskonsulent i Danmission var hun i februar tilbage i den pulserende hovedstad som rejseleder for Aarhus Stifts biskop, to stiftsjurister og 13 provster og ugen efter for 20 menighedsrådsmedlemmer fra Viborg Stift.

”Det var min ilddåb som netværkskonsulent. Men begge studieture gik godt, og igen blev jeg opmærksom på, hvor meget man i Libanon gør ud af at skabe gode relationer og hvor meget relationerne også bliver brugt,” siger Amalie Ehmsen.

Et godt sted at vokse op

I hendes CV er det fremhævet, at hun er præstedatter, og Amalie Ehmsen fortæller, hvordan hendes barndomshjem, præstegården i Vejrup 25 km fra Esbjerg, var et åbent hjem, hvor mennesker kom forbi i alle slags livssituationer. Hun taler videre om et godt og trygt lille samfund, om en god skole med gode venner, men også at hun altid har vist, at Vejrup kun var et ”stoppested”, som hun kalder det. Hun vidste fra en tidlig alder, at hun ville ud i verden ligesom sin mor, der inden Amalie blev født, var volontør i Tanzania og arbejdede som sygeplejerske i Oman.

Amalie Ehmsen tog sin studentereksamen fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing og har en bachelor i Kommunikation og Performance Design fra Roskilde Universitet.

Baglandet er mål i sig selv

Som netværkskonsulent i Danmission ønsker Amalie Ehmsen at møde Danmissions bagland, det organisatoriske netværk såvel som nye frivillige, med samme nysgerrighed og åbenhed, som hun selv blev mødt med i Libanon.

”Min vigtigste opgave må være at være lyttende og nærværende og undgå, at nogle bliver et middel henimod et mål. Baglandet og netværket skal være et mål i sig selv,” siger Amalie Ehmsen, der qua sin plads i Københavns Stiftsbestyrelse deltog på Danmissions repræsentantskabsmøde for første gang i 2015.

”Vi har ofte haft Danmissions Konfirmand Aktion i min fars kirke og Danmissions magasin liggende derhjemme på præstegården. Jeg har hørt en masse om min mors udsendelser og været til julebasarer i Jylland. Men på repræsentantskabsmødet blev Danmission ligesom noget større for mig. Jeg kan huske, at jeg blev meget rørt over den kæmpe sal fyldt af mennesker med noget på hjerte og en fælles sag.”

Hvad vi har tilfælles

Amalie Ehmsen stopper op et kort øjeblik ved tanken om ’den fælles sag’. For hvordan sætter man ord på den? Kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse, som er Danmissions tre store arbejdsområder? Ja. Amalie Ehmsen er ikke uenig. Det er dét, det handler om.

”Det fine er så, at der findes et hav af måder at arbejde og række ud på. Der er ikke én rigtig måde at gøre Jesus nærværende på,” pointerer hun. Med en fortid i både Indre Mission Unge, sømands- og soldatermissionen, er Amalie Ehmsen vant til at blive udfordret på spørgsmålet om mission, og hvad det skal til for.

”Jeg har igennem tiden, og som tidligere deltager i flere af Danmissions dialoginitiativer, nydt rigtig godt af at høre andres trosfortællinger for dermed at blive klogere på min egen tro. For mig er trosdialogen et redskab til at være i mission. Det kræver mod at tage skyklapperne af og se ud, men måske endnu mere mod og styrke rigtigt at kigge indad.”

”Jeg har altid dyrket min tro i det kristne fællesskab, men takket være Danmission er jeg også blevet en del af et religionsfællesskab. I Libanon har jeg fået muslimske venner og er blevet opmærksom på de helt unødvendige fjendebilleder, der findes. Mine muslimske venner og jeg er f.eks. fælles om at have en åndelig dimension i vores liv.”

Guds menighed er farverig

I afdelingen for Kommunikation og Engagement i Danmission danner Amalie Ehmsen team med to øvrige netværkskonsulenter, Lærke Lysemose Christensen og Tom Bangslund Hansen.

Amalie Ehmsen vil fremover være Danmissions kontakt til Københavns, Helsingør og Ribe Stift, ligesom hun vil lægge arbejdstimer i Konfirmand Aktion, i Danmissions udsendelse af provstivolontører, i arbejdet for styrket religionsdialog i Danmark og en lang række andre opgaver relateret til Danmissions netværk.

Den jyskfødte Amalie Ehmsen bor i dag på Østerbro i København, men cykler på tværs af byen for at være en del af fællesskabet i Apostelkirken, der ligger på Vesterbro.

”Det gør jeg, fordi apostelkirken og gudstjenesterne her minder mig om, at Guds menighed ikke kun består af kartoffeldanskere som mig selv, men er farverig og verdensomspændende. Det kan jeg virkelig godt lide,” siger hun.

Blå bog:

· f. 10. november 1991 i Frederikshavn – opvokset i Vejrup, Esbjerg.

· bachelor i Kommunikation og Performance Design, Roskilde Universitet 2016.

· dialogambassadør, Dansk Ungdoms Fællesråd.

· dialogpilot, Danmission.

· tidl. ansat ved Folkekirkens Migrantsamarbejde // Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

· tidl. soldaterhjemsleder i Vordingborg // KFUM Soldatermission.

· tidl. soldaterhjemsleder i Al Assad, Irak // KFUM Soldatermission.

· tidl. volontør for Danmission i Beirut.

· tidl. ansat i Indre Missions Unge, Sydsjælland, Lolland-Falster.

· tidl. ansat ved Sømandsmissionen, Sissimut, Grønland

URL: https://danmission.dk/blog/2019/04/11/rundet-af-jylland-og-inspireret-i-beirut/