Af Lise Frank, journalist
Jeg møder Anas Anjirini på 4. sal i en ejendom i Libanons hovedstad Beirut, små 400 km syd for hans syriske fødeby Aleppo. I ejendommen bor fortrinsvis almindelige libanesere, men på 4. sal finder man også organisationen Forum for Development, Culture and Dialogue’s (FDCD) kontor. Ved mødebordet blander duften af kardemomme fra den friskbryggede kaffe sig med lugten af varmt papir. En printer er på overarbejde i et af de tilstødende lokaler.
Anas Anjirini har i tre år været en del af FDCD, som er en af Danmissions partnere med kontor i både Libanon og Syrien. Og som delvist frivillig, delvist lønnet projektmedarbejder, krydser Anas Anjirini landegrænserne op til flere gange om måneden. Han tager en masteruddannelse i statskundskab i Beirut, men familien og en lang række humanitære projekter binder ham til sit hjemland Syrien. Krigshærget ja. Men hans land.
Teater med krigen som kulisse
Det var i Aleppo, han tog sin første uddannelse i socialt entreprenørskab, og det var i Aleppo, han for tre år siden blev inviteret med til en workshop om religiøs og kulturel mangfoldighed, som FDCD afholdt. Han blev grebet med det samme og stablede i forlængelse af workshoppen sit eget lokale initiativ på benene: En teaterforestilling – eller et ”interaktivt teater”, som han kalder det.
En lukket og forfalden teaterscene blev genåbnet, og 11 frivillige foruden ham selv gik på scenen. Ideen var så, at publikum til hver en tid kunne afbryde – eller med Anas’ ord ”fryse” – den socialrealistiske forestilling og komme med spørgsmål og indvendinger. Teateret skulle med andre ord sætte gang i en debat om forholdene i Syrien. Alle fem aftener var teatersalen fyldt og over 10.000 syrere har siden set med på de sociale medier.
”Det er den slags projekter og arbejde, jeg brænder for,” siger Anas Anjirini og byder mig et stykke chokolade i lilla cellofan. En jævnaldrende frivillig på FDCD’s kontor tolker for ham i de tilfælde, hvor det er lettere at finde ordene på arabisk end på engelsk.
”Min familie og jeg skal ikke være flygtninge. Det er det sidste, jeg vil. Engang vil jeg gerne rejse. Men ikke flygte. Også selvom jeg nok ville have muligheder for at få asyl i Tyrkiet eller i Danmark måske. Så nej. Syrien er mit land, og det er her, jeg vil lægge alle mine kræfter og min passion for civilsamfundet, for dialogen og alt der, der forebygger ekstremisme og vold.”
Anas Anjirini levende og optimistisk spillende øjne får et mere sørgmodigt udtryk, da snakken falder på dagen, hvor en flybombe ramte hans families hus. Han husker, hvordan armerede folk kort efter eksplosionen trængte ind i huset og gennede familien – som mirakuløst var uskadt – ud.
”I flere måneder efter var bydelen afspærret, og da vi endelig fik mulighed for at vende tilbage, fandt vi intet andet end støv. Vi mistede alt,” fortæller Anas.
Der er stille imellem os lidt. Så tager han selv ordet igen:
”Men det lavpunkt blev samtidig min motivation for at engagere alle mine kræfter i genopbygningen af vores land.”
Børnecentre på hjul
Et af de projekter, som fylder mest for Anas Anjirini i dag, er de fem Danmission-støttede børnecentre. Mens tre har faste adresser i udsatte områder i Hmeira, Deir-Attieh og Saddad, er to af centrene i virkeligheden busser, der kan køre hen, hvor behovet efter militære angreb efter voldsomme gadekampe viser sig størst.
Som FDCD’s koordinator for børnecentrene rejser Anas Anjirini fra center til center for at tjekke op på, at de omkring 100 frivillige medarbejdere har de bedst mulige forudsætninger for at kunne hjælpe de op mod 700 børn, der hver måned kommer til centrene.
”Børnene er ofte dybt traumatiserede. Det er forfærdeligt at høre dem fortælle deres historier, men midt i al elendigheden er der heldigvis også håb at spore. Aktiviteterne og fællesskabet på centrene får på de bedste dage børnene til at glemme deres problemer, og indimellem leger de, som om krigen aldrig var kommet til Syrien,” fortæller Anas.
Og det er de gode dage, der driver ham. For jo: Det frivillige arbejde tager meget tid fra hans studier i Libanon. Og jo: Det er ikke altid helt ufarligt at færdes i de områder af Damaskus, hvor centerbussen kan finde på at slå lejr. Men når Anas Anjirini alligevel sætter sit liv på spil, er det, som han siger, fordi hans forældre og yngre søskende stadig har til gode at få deres land og hverdag tilbage.
Anas Anjirini har dags dato været involveret i starten af 21 frivillige projekter, der spænder vidt i emner – fra opbygningen af et populært nyhedssite med positive historier fra Aleppo til et kæmpe skraldeprojekt og flere kvinderettighedsinitiativer.
Blå bog – Anas Anjirini
- 28 år
- Født og opvokset i Aleppo, Syrien
- Masterstuderende i ”Strategic Citizenship” i Beirut, Libanon
- Frivillig i Danmissions partnerorganisation FDCD, Forum for Development, Culture and Dialogue.
- Muslim