Af Lise Frank, journalist.
Som ung rejste han rundt med tivoliet opkaldt efter en af Danmarks mest kendte motorcykelartister, døsrytteren Franz Krüger. Her passede han skydeteltet, men fik også lov til at prøve kræfter i den cylinderformede motorcykelbane, dødsdromen.
I dag er 66-årige Kurt Nørgaard gået på efterløn.
ikke alle år på arbejdsmarkedet gik dog med det omrejsende tivoli. I en periode tog han fat som asfaltarbejder, siden gjaldt det Herregårds Rødkål med en ansættelse hos Beauvais, inden han frem til 2013 var ansat i et møbelfirma.
Den lille mand med det viltre, hvide hår skal med egne ord “have noget at stå op til”. Derfor forlænger han også sine aktive år som en afholdt altmuligmand og chauffør hos Danmission Genbrug i Vejle og omegn.
Vi fulgte ham en dag på arbejde:
Mandag 23.oktober 2017
09.00: Uhrhøj, 7100 Vejle
Kurt stævner ud
Kurt Nørgaard lyner sin sorte fleecetrøje og giver sin dansk-amerikanske kone, Nan, et kys farvel. Han trækker i sin gråsorte vindjakke med den orange stribe, lader jakken stå åben og smækker døren bag sig. Det er mandag og sidste dag i hans arbejdsuge. Det vil sige: Det er Danmission Genbrugs sidste dag på genbrugspladsen i denne omgang. Sidste dag, Kurt må tømme pladsen for ting, som andre blev trætte af. Ikke egentlige donationer. Men ting, som folk alligevel ikke nænnede at smide i en af pladsens store containere og derfor satte af på halvvejen. I genbrugsrummet, hvor en plakatoverskrift stiller 100 kroners-spørgsmålet: “For godt til skrot?”.
Mandag er sidste dag for Kurt og Danmission Genbrug, fordi Vejle Kommune har indgået en tilsvarende aftale med Kirkens Korshær. Så fra i morgen tirsdag og syv dage frem er det deres tur. Og det respekterer Kurt selvfølgelig: Men i dag er det ham.
09.35: Danmission Genbrug Vindinggård Ringvej 1A, 7100 Vejle
Ingen chauffør uden kaffe
Kurt Nørgaard gør et nik med hovedet i retning af bagerposen med franskbrød og appelsinmarmeladen. Der er også kaffe på kanden. ”I ta’r bare,” siger Kurt. For ham er den sorte formiddagskaffe et ritual, han nødigt afviger fra.
Ved bordet sidder også ægteparret Vibeke og Bent. De er mødt pligtskyldigt op for at hjælpe Kurt med dagens dont. Det gør de hver anden mandag året rundt. Men de er ikke som sådan frivillige i Danmission Genbrug, siger de. “Du kan kalde det en vennetjeneste,” siger Vibeke. I weekenden gjorde de i øvrigt også Kurt og Danmission en tjeneste, da de hjalp med at tømme genbrugsrummet på genbrugspladsen for alt det, der havde hobet sig sammen på de knap 30 m2. Ni læs over to dage, var det blevet til. Vibeke viser mig et billede fra rummet på sin mobiltelefon: “Sådan så det ud, da vi kom.” Hun swiper til det næste: “Og sådan så det ud, da vi forlod det søndag aften.” Så børster hun et par franskbrødskrummer af sin grønternede skovmandsskjorte: “Nå – skal vi komme af sted?”, siger hun og kigger over på Kurt.
09.59: På lageret, Storhaven 12, 7100 Vejle
Guld og gods
Danmission Genbrugs kassevogn glider hjemmevant op ad den lille vejskråning, rundt om hjørnet til venstre og vender for enden af lagerbygningen, så den ankommer med bagenden praktisk vendt mod porten. Kurt er hurtigt ude af bilen og oppe på ladet, der er tomt, bortset fra en gul sækkevogn. Der bliver ikke udvekslet mange ord. Kurt, Vibeke og Bent, der er trukket i gule veste, kender rutinen. Inde på lageret bugserer de rundt mellem de mange fyldte stålbure, som de triller til side for at kunne få fat på de tomme. En mannequindukke kun iført blondetrusser får et let skub, da Kurt skal til.
I det tilstødende lokale sorterer flittige Danmission-frivillige sko, tøj og sengelinned, håndklæder, duge og bamser for bare at nævne det mindste. “Ja, det er så lageret,” siger Kurt stolt og skuer ud over de mindst 200 m2 lagerplads, der bugner af gammelt guld og gods. Det er en Danmission-frivillig ved navn Verner Kristensen, der styrer lageret og står for fordelingen af salgbare varer til Danmissions genbrugsbutikker i området.
10.20: Genbrugspladsen, Vestre Engvej 70, 7100 Vejle
Er der en Asger Jorn imellem?
Kassevognen vejes ved indtjekning – og igen ved udtjekning. Kurt skal bare køre frem på en jernskinne i asfalten og så gennem vinduet trække en billet i en automat. Det er mest, så kommunen kan prale med, hvor god byen er at genbruge, mener Kurt. Det er til statistik, korrigerer Bent, der er pensioneret ingeniør. Bent byggede i sin tid Gellerupparken i Aarhus, så han må vide det.
“Klunsning forbudt” står der på de gennemsigtige skydedøre ind til genbrugsrummet, hvor Vibeke og Bent straks går i gang med at fylde i burene. De tungeste bure skal vi have ind i bilen først, belærer Kurt os nye på pladsen.: “Ellers kommer den til at hænge med bagenden.” En ældre mand træder ind i rummet fra den modsatte side: Han vil gerne af med noget legetøj, børnebørnene aldrig fik brugt. En større uåbnet papæske med Disney Prinsesser i skumkjoler. Vibeke gør tegn til, at han kan sætte den på en af hylderne. Hun er i færd med at se på de malerier, nogen har sat op ad væggen. Er der en Asger Jorn imellem? Den slags har Vibeke ikke tid til at kigge efter. Kun ødelagte genstande ryger ud. Alt andet skal med hjem til lageret.
11.15: Tilbage på lageret
Squaredance forude
Kurt er ikke meget for at sætte sig i den røde læderstol, der står inde på lageret. Han er jo på arbejde. Vibeke er blevet tilbage på genbrugspladsen for at pakke videre, mens han og Bent får læsset første omgang af. Men så ok da: Kurt sætter sig og konstaterer, at det er en ganske udmærket stol. Hvis han skulle gøre noget om i dag, ja, så ville han aldrig have købt et møbel fra nyt. Indimellem kan han ikke dy sig og køber en lille ting med hjem til sin kone Nan. Men det er ikke det store. De er ikke plads til mere ragelse, som han siger: “Vi skal også selv kunne være i huset.”
Også Nan plejede at være frivillig i Danmission Genbrug. Det var faktisk hende, der begyndte i butikken, men i dag bruger hun i stedet sin tid sammen med nytilkomne flygtninge og indvandrere, der har brug for nogle at tale dansk med. Så dagene går hver for sig. Men om aftenen går Nan og Kurt til squaredance. Nan er særligt dygtig. Hun var i sin tid linedance-instruktør, fortæller Kurt.
Billedet af Kurt i den røde stol er hjemme. Nu må han gerne knokle videre.
11.58: I bilen
En fodgænger i vejen
Frokost er der ikke noget, der hedder. I hvert fald ikke frokost på et bestemt tidspunkt. “Vi slutter, når vi er færdige,” siger Kurt, da vi igen triller ud på landevejen med retning mod genbrugspladsen og Vibeke. I handskerummet ligger en gammel 10-ører, en lille brun glasflaske med dannebrog og et lakridsbolche. Radioen er slukket og ordudveklingerne få, men det er ikke fordi, der er dårlig stemning.
Kurt bremser og en yngre kvinde småløber over fodgængerfeltet. Det havde hun ikke behøvet. Altså løbe. Men det er nu meget rart. Vi kender alle sammen den type, der trækker den, slentrer af sted bare fordi, det er hans eller hendes ret. Kurt smiler skælmsk: “Ja, nogle gange er der nogle af dem, der bliver kørt over.” Men han mener det ikke sådan. Det er bare hans humor. Bent griner.
12.35: Tilbage på Genbrugspladsen
Gyldne dage for Danmission Genbrug
Mens Kurt og Bent har tømt de første seks bure på lageret, har Vibeke pakket det sidste. Hun står og vifter med understellet til en kontorstol. Den skal smides ud i containeren med “gammelt jern”. Kurt fortæller, hvordan han og hans tro væbnere Vibeke og Bent indimellem må rende op og ned ad genbrugspladsen med ting, som under ingen omstændigheder ville kunne sælges i butikken. En rusten havegrill. En plastikpotte fyldt med jord. Han ryster på hovedet. Men så er der de dage, hvor rummet bare bugner af fine møbler, golfkøller og andre genstande af værdi. “Du skulle prøve at komme med herned 29. og 30. december – eller når loppemarkederne lukker en søndag aften.”
13.18: På lageret for sidste gang:
Det sidste bordben
De hjælpes ad. Bent står inde i lastbilen og bærer kasser, spejle og malerier frem, så Kurt og Vibeke kan løfte dem det sidste stykke ind på lageret. Det er gået godt: “Ja, det var slet ikke så slemt i dag,” siger Vibeke. Hun er godt tilfreds med, at klokken ikke engang er halv to, da de sidste bordben bliver båret ind og porten til lageret ruller ned på Kurts signal. Nogle dage er de først blevet færdige hen ad klokken 18.
13.45: Tilbage i butikken:
En bule i kofangeren
Kurt har netop parkeret lastbilen uden for genbrugsbutikken og er gået ind for at skænke sig dagens anden kop kaffe, da han bliver anråbt. En personbil er lige så stille bakket, for ikke at sige trillet ned ad den lille bakke, hvor den holdt parkeret. Kassevognen har taget fra. Der er ingen bilejer at se, før en smuk, yngre, indisk-udseende kvinde kommer løbende. Hun undskylder. Hun må have glemt at trække håndbremsen. En del genbrugsfrivillige stimler sammen omkring Kurt. Vognen har fået et lille hak i kofangeren.
“Glem det,” siger han: “Det er lige meget. Den går alligevel ikke gennem syn til december.” Kurt gør tegn til, at hun bare kan køre sin bil op på bakken igen. Det gør hun lettet.
Så går han ind i kaffestuen for at hygge sig lidt efter veludført arbejde.