Søn af hele verden

Søn af hele verden

Hans bedste venner bor på Christianshavn. Hans kæreste er cambodjaner. Og som barn boede han i Egypten, i Bangladesh og nu i Cambodja – ja, og så indimellem i Danmark. Jonas Lund Herum er søn af Danmission-udsendinge og fortæller i dette interview om at være barn af hele verden, men først og fremmest dansker.

Lise Frank,  

af Lise Frank, journalist

„Jeg betragter mig selv som dansker,“ siger 16-årige Jonas Lund Herum. Han bor i Cambodjas hovedstad Phnom Penh med sine forældre, som i mange år har været udsendt af Danmission. Ét af mange missionærbørn – på sin egen måde.

„Hvis nogen spørger, hvor jeg kommer fra, så vil jeg altid først fortælle, at jeg er fra Danmark. Vi boede godt nok i Egypten i to et halvt år fra jeg var fire. Men så rejste vi jo hjem, og jeg begyndte i 0. klasse på Christianshavn Skole. Det var først, da jeg skulle i syvende, at vi rejste til Bangladesh.“

Jonas Lund Herum taler dog ikke som 16-årige københavnere er flest. Det er ikke dialekten. Nærmere noget med tempoet og tiden, han tager sig til at overveje tingene og være præcis. Han synes vant til at formulere sig om sin opvækst, og han synes vant til at føre samtaler på telefonen over en Skype-forbindelse. Og så har Jonas vænnet sig til at have folk, han holder af, på lang afstand. I det miljø, han og hans familie lever i, er venner ikke nogle, du kan regne med bliver i nabolaget. For en tid sidder I ved siden af hinanden i skolen. For en tid kører I på motorcykel sammen igennem byen. Men så rejser vennerne igen. En ny kontrakt. Et nyt land. Jonas har netop sagt farvel til to gode venner på den inter- nationale skole i Phnom Penh. Èn skulle hjem til Singapore, hvor han kom fra. En anden skulle med sin familie videre til Australien.

„Det er altid lidt trist. Man lærer lige folk at kende, og så rejser de igen. Vi boede jo også selv i Dhaka i Bangladesh for to år siden. Det at helt normalt i miljøet, at folk rejser. Men så har jeg til gengæld venner over hele verden.“

Så det er et vilkår, du lever fint med?

„Ja præcis,“ siger Jonas og tager selv initiativet til at runde emnet af.

„Men det er nok derfor, at mine tætteste venner er dem i Danmark. Dem, jeg lærte at kende fra 0. klasse. Dér, hvor man begynder sit liv. Vi er vel omkring 20 drenge fra Christianshavn fra dengang. Når jeg hver sommer er hjemme på besøg i Danmark, så ser mine forældre mig nærmest ikke. For så er jeg bare hos Bertram og de andre drenge.“

„Dem, vi er“

Jonas Lund Herum er et familiemenneske. Han taler varmt om sin farmor på Falster, om en familietradition kaldet fugleskydning, der foregår hvert efterår et sted på Sjælland, og om sin fem år ældre bror David, som han måtte undvære i Phnom Penh sidste vinter, mens David aftjente sin værnepligt i Livgarden i København.

„Men vi har altid været enige om at rejse. Mine forældre ville aldrig tage af sted, hvis det ikke var okay med os børn,“ siger Jonas, da vi taler om at være på mission og nogle gange være forpligtet til at flytte sig.

For Jonas’ forældre, teolog Christa Lund Herum og økonom Peter Herum, har af tre omgange været udsendt af Danmission med den opgave at støtte partnerkirker, fremme religionsdialog og skabe bedre vilkår for fattige. Først i Egypten 2005-2007. Siden i Bangladesh 2014-2016 og nu i Cambodja – med den tilføjelse, at Jonas’ mor for nylig er begyndt at pendle til Thailand, da hun 1. november i år tiltrådte som Danske Sømands- og Udlandskirkers præst i Bangkok.

Mange børn er rejst ud sammen med deres forældre på mission – hvad tænker du om at være missionærbarn?

„Det kunne man måske godt kalde mig. Men jeg føler ikke, jeg er et “rigtigt” missionærbarn. Det missionærbarn, jeg kender, mødte vi i Bangladesh. Han har boet dér hele sit liv og gået på kostskole. Jeg ved ikke, hvorfor – men det er altså noget lidt anderledes. Jeg ville nok hellere bare kaldes udsendt.“

Jonas tager en af sine karakteristiske tænkepauser og siger så:

„Det kan godt være, at vi er en missionærfamilie. Men det er ikke noget, vi taler så meget om. Det er bare en del af det, vi er i min familie. Det med at rejse ud er en del af et arbejde – af vores livsstil, vil jeg sige.“

Friheden og forskelligheden

På skolen i Cambodjas hovedstad Phnom Penh, der følger det amerikanske high school-system, går Jonas nu på andet år. Han fortæller om en moderne skole med åbne, lyse loka- ler, frisk luft og grønne hang-outs, hvor man kan hænge ud. En skole, hvis arkitektur er tilpasset den nyeste forskning i, hvad der giver lyst til at lære. Det faglige niveau er højt, men det passer også Jonas udmærket.

„Jeg kan godt lide den frihed, vi har til at bevæge os rundt. Der er ingen lukkede døre eller mørke lokaler, hvor man skal sidde stille,“ fortæller han begejstret. Det er også her, Jonas har mødt sin kæreste Melissa. En jævnaldrende cambodjansk pige med tyske slægtninge.

Det koster penge at gå på den internationale skole. Men skolen er ikke desto mindre meget mangfoldig, mener han. Faktisk så mangfoldig, at religionsundervisningen bliver overflødig.

„Du har ikke brug for religionsundervisning, for du får den gennem dine venskaber, der er et mix af kristne, muslimer, hinduer og jøder. Man lærer helt naturligt noget om alle religioner. Og man lærer at forstå hinandens regler. Men bortset fra reglerne, er vi alle sammen mere eller mindre ens.“

Hvor vil du tro, at du bor om 10 år?

„Jeg er nok i gang med min uddannelse, men jeg er ikke 100 procent sikker på hvor. Jeg tror ikke, at jeg skal være præst. Måske økonom. Men helst ville jeg arbejde for National Geographic og bruge mit liv på at researche på naturen. Ja, det ville jeg virkelig gerne.“

Jonas Lund Herum bliver stille. Han behøver heller ikke sige mere. Med sådan en drøm, bliver det mindre tungt at savne dansk jul, sin cykel og fugleskydning. For man kan ikke få det hele. Det ved Jonas om nogen.

URL: https://danmission.dk/blog/2017/12/20/soen-af-hele-verden/