Kommunikations-praktikant til Danmissions landekontor i Cambodja

Kommunikations-praktikant til Danmissions landekontor i Cambodja

Har du lyst til at opbygge erfaring med strategisk kommunikation i en international NGO? Interesserer du dig for miljø, naturressourcer og social udvikling? Og har du lyst til at bo og arbejde i Cambodja?

Så er en praktikplads på Danmissions landekontor i Cambodja i foråret 2018 måske noget for dig!

Prey Lang skoven, et stort naturligt skovområde i det nordlige Cambodja, er truet af illegal skovhugst. Danmission samarbejder med lokale organisationer og Københavns Universitet om et projekt, der styrker lokalsamfund i at beskytte skoven.

I den forbindelse tilbyder Danmissions landekontor i Cambodja en praktikplads i foråret 2018.

 

Få indblik og praktisk erfaring

Praktikstillingen vil give dig rig mulighed for at afprøve, hvad det vil sige at arbejde med kommunikation i en NGO-kontekst. Du vil få indblik i og praktisk erfaring med strategisk kommunikation i en international udviklingskontekst samt indblik i projektdesign, fundraising og rapportering.  Du vil lære om brugerinddragelse af lokale aktivister i medieproduktion, samarbejde med lokale organisationer, og du får kendskab til lokale og internationale politikker vedrørende naturressourcer. Derudover er der mulighed for at være med til at starte nye initiativer under projektet. Du bliver en del af et spændende arbejdsmiljø i Cambodja med et stort netværk inden for nationale og internationale NGO’er.

 

Eksempler på arbejdsopgaver

Dine arbejdsopgaver vil kunne omfatte Indholdsproduktion til Prey Langs Facebookside og hjemmeside samt indholdsproduktion til kampagner, herunder video, grafik og nyhedsartikler. Andre typer af opgaver kan være undervisning i brug af sociale medier, video og smartphones for aktivister, og du vil eventuelt også bidrage til projektdesign, fundraising og afrapportering.

Selvstændig, initiativrig og ansvarsfuld og i stand til at navigere i en omskiftelig kontekst

Hvis du trives med frihed under ansvar og besidder en åbenhed i forhold til arbejdsopgaver og -tider, vil det være et godt udgangspunkt. Du kan tænke kreativt i forhold til, hvordan budskaber kan kommunikeres til givne målgrupper, særligt på sociale medier, og du kan formidle komplekse og tekniske problemstillinger. Det er en fordel hvis du har interesse for og viden om det social- og miljøpolitiske område. Kendskab til Adobe, WordPress og videoredigering er også en fordel. Meget indholdsproduktion vil være på engelsk, så du skal have solide engelskkundskaber både mundtligt og skriftlig.

 

Praktisk ift. stillingen

Du betaler selv for flybillet, forsikring, vaccinationer, visum, kost og logi. Vores kontor ligger i Phnom Penh, men alle udgifter til ture til Prey Lang skoven dækkes af Danmission. Vi forestiller os en praktikperiode på 4-5 måneder med start medio/ultimo januar 2018.

 

Ansøgning og kontakt

Send din motiverede ansøgning og CV i en fil til job@danmission.dk senest mandag den 4. december. I emnefeltet på mailen skal du skrive kommunikationspraktikant. Vi forventer at afholde samtaler ultimo uge 49/primo uge 50.

Hvis du har spørgsmål til praktikstillingen, er du velkommen til at kontakte Majken Søgaard, kommunikationskonsulent på Cambodjakontoret, mss@danmission.dk eller Mike Christensen, nuværende kommunikationspraktikant, mikech13@student.aau.dk