Kapital 4 i formandens rejsedagbog

Kapital 4 i formandens rejsedagbog

Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, har været på rejse i Madagaskar for at opleve kirkens arbejde på Jordens fjerde største ø. Her fortæller han i fjerde og sidste kapitel om suset af sørøverhistorier og bibelhistorier på tegnsprog - og om døve børn, der danser og synger.

Tove Lind Iversen,  

 

Kapitel 4. Sørøvere og samaritanere – besøg på døveskolen

”Luk dig op” – det var Jesu ord til den døve, hvis døvhed ikke skyldtes hverken ham selv eller hans forældre, men som blev anledning til, at Guds rige i et glimt kunne bryde igennem.

Sådan er det også her på døveskolen i Madagaskar, hvor glimt af Guds nåde og kærlighed og en hel masse godt kammeratskab og humor møder os.

Vi er oppe på nordspidsn af Madagaskar, i Anstiranana eller Diego Suarez, som byen også kaldes, og som giver et sus af de sørøverhistorier, der er knyttet til byen og bugten heroppe, hvor man fortæller, at der en gang var en selvsændig sørøverrepublik Libertalia.

I dag er der ikke meget sørøveri over stedet. Det er en fin og lidt slidt fransk-inspireret provinsby med 200.000 indbyggere, en del turisme og en betydelig handel med kryderier ikke mindst vanilje, som dyrkes ned langs Madagaskars nord-østlige kyst.

Her i Diego blev der for 25 år åbnet en døveskole – i dag en af i alt 7 døveskoler på øen, oprettet på initiativ af norske missionærer og tilknyttet den lutherske kirke FLM.

Vi er inviteret af Diamodra, som gennem de seneste 10 år har været døveskolens. Vi bliver hentet i en af de karakteristiske gule trehjulede taxaer. Den kører os og Diamodra ud til et af de mere ydmyge områder af byen, hvor vejene er af jord og hytterne af træ, og hønsene løber frit omkring. Her bliver vi modtaget af skolens 24 elever og 6 lærere, som står i espalier og vinker til os. Skolen har gennem de sidste 15 år været støttet af Danmission. De sidse par år har Danmission søgt og fået midler fra Oticon til at opkvalificere den håndværksmæssige efteruddannelse, der også tilbydes på skolen. NMS (det norske missionsselskab) og ELCA (et luthersk missionsselskab fra USA) er også involveret i skolens drift – sidstnævnte har for tiden en ungdomsvolontør Stephanie på 9 måneders ophold i byen, og en del afhendes arbejdskraften og engagementet lægges her på døveskolen.

Der er masser af nysgerrighed, og godt humør. Det er altid et hit at tage billeder med sin iPhone og vise “ofrene” resultetet. Et lommeur, som kan åbnes, så man kan se værket, er også et hit.

Vi bliver kaldt til bords, og en af eleverne beder bordbøn på tegnsprog. Han kommer, fortæller Diamondra, fra en muslimsk familie – 5 af eleverne på skolen er muslimer – men nu da han kom til konfirmationsalderen, besluttede han sig for at blive døbt. Det blev accepteret af hans familie og giver ingen problemer hverken på skolen eller i lokalsamfundet.

Efter en dejlig frokost, som eleverne selv har været med til at tilberede, vil de gerne vise os et show de har forberedt.

Eleverne lægger for med et stykke bibeldrama. Det er historien om den barmhjertige samaritaner. Vi får først ordvekslingen mellem Jesus og den skriftlærde, og derefter ser vi, hvordan en af de mindre drenge forklædt som handlsesrejsende bliver overfaldet af et par store røvere og frataget både halskæde og trøje. Der ligger han sammenkrøbet på gulvet, og vi ser først en præst og derefter en embedsmand gå forbi, før den fremmede samaritaner med sit æsel (en af teenagedrengene agerer æsel) tager sig af den overfaldne og bringer ham til kroen og i flere omgang får aftalt og afregnet med kromutter – man kan se på de bunker af fiktive pengesedler, der bliver udvekslet, at der her i Madagsakar skal mange store sedler til for at betale for en ydelse. Til sidst giver en af drengene os på tegnsprog udlægningen: Her ser vi et menenske, som er ramt af noget, han ikke selv kan gøre for, og som gør, at han ikke selv kan klare sig – det kunne være en døv. Og her kommer så kirken på banen, men den tager sig ikke af ham. Der er også mulighed for, at staten kan engagere sig, men det gør den ikke. Men en fremmed, en fra et helt andet land, Danmission fra Danmark, kommer og ser behovet og tager sig af den døve.

Kan man kalde det kontekstuel teologi?

Der bliver også danset og sunget og lavet akrobatik, før vi kan takke af og ønske Guds velsignelse over Diamondra og lærerne og eleverne.  Hvor bliver man bare glad over at se, hvor meget godt der kan komme ud af ret beskedne midler fra Danmsission.

Fik du ikke læst de 3 første kapitler, så klik her og læs med fra begyndelsen

 

URL: https://danmission.dk/blog/2017/10/23/kapital-4-i-formandens-rejsedagbog/