Af Lise Frank, journalist
“Pludselig ringede telefonen. Det var militæret. De havde 800 kilo elastikbandage i overskud,” erindrer Iver Brogaard.
”Bandagen var gået af mode i Danmark dengang i begyndelsen af 1990erne. Men det var den altså ikke i Bangladesh,” fortæller Iver Brogaard, der som genbrugskonsulent sagde pænt ja tak til den usædvanlige gave.
På Århus Kommune Hospital og Frederikshavn Sygehus skulle man samtidig skille sig af med en masse kanyler og plettede lagner. “Sidstnævnte kunne man jo ikke rede op med herhjemme,” indskyder Brogaard. Han fik en idé. Som den diakonuddannede forretningsmand han var og er, tøvede han ikke med at ringe til Maersk-konsortiet, og få uger efter lagde et containerskib lastet bl.a. med bandager og lagner fra havn i Danmark med kurs mod Bangladesh.
”To fyldte containere,” husker Iver Brogaard og har svært ved at skjule sin tilfredshed med sendingen.
Det er efterhånden mange år siden, Iver Brogaard modtog det ekstraordinære opkald fra militæret, og opkaldet er blot én af de mange anekdoter, han kan fortælle fra sine 40 år i Danmission Genbrug.
Læs også: Jubilæum: 40 år fejres med 40 års rabat
I dag taler Iver Brogaard også i telefon. Jeg har ringet ham op og fanger ham i hans hjem i Frederikshavn. I næste måned fylder hans livsværk, Danmissions ældste genbrugsbutik, nemlig 40 år – og jeg vil gerne høre ham fortælle historien om sin investering. Om de 3.500 kroner, Iver Brogaard smækkede på bordet i 1977, da ingen af de store missionsorganisationer ville give ham startkapital til idéen om at drive en genbrugsbutik til fordel for missionsarbejdet.
Jeg har ringet den rette mand op. Iver Brogaard vil meget gerne fortælle og holder mig fast på anekdoten om militærets bandage-overskud. Jeg mangler pointen med det hele.
”Da min kone og jeg noget tid efter besøgte Bangladesh for at se nogle af de projekter, Danmissions havde derude dengang: Ja, så var bordene dækket med hvide duge. Og gæt, hvad der stod på dem, hvis man så godt efter: Frederikshavn Sygehus.”
Fra kordegn til konsulent
Da kordegnen Iver Brogaard fik ideen til at åbne den første genbrugsbutik, var der få, som kunne se perspektiverne i en sådan forretning. Og da slet ikke med henblik på at samle penge ind til mission.
”Pengene til mission skulle ikke komme fra forretning,” lod man ham tidligt at vide. Men Iver Brogaard var fast besluttet og sendte derfor også sin idé skriftligt til både Det Danske Missionsselskab, Sudanmissionen og Dansk Santalmission. De to første hørte han aldrig fra. Santalmissionen, derimod, ville gerne lægge navn til. Pengene til at starte måtte Iver Brogaard imidlertid selv finde.
”Så jeg brugte min månedsløn. 3.500 kroner. Den daværende bestyrelse i Santalmissionen var meget imod det. Men generalsekretæren bakkede mig op, og med én stemmes majoritet gik det igennem, at jeg kunne bruge navnet,” fortæller Iver Brogaard og mindes en spændende, men også barsk tid:
”Der var mange missionsfolk, der ikke så venligt til mig.”
Fra Iver Brogaard fik lov at bruge Santalmissionens navn på sin butiksfacade i Frederikshavn, til han kunne kalde sig ansat i missionsselskabet, kom der til at gå en årrække, Men for ham var det en mindre formalitet. Nu var han i gang.
”Vi var nærmest chokerede, da vi, hen under aftenen på genbrugsbutikkens allerførste åbningsdag kunne tælle 2.000 kroner sammen. Så var min månedsløn som kordegn på 3.500 kroner jo meget godt givet ud,” griner han i telefonen fra sin stue i Frederikshavn, I baggrunden kan man høre hans kone Lilly Brogaard Andersen grine lidt med. Hun har hørt historien før, fornemmer man.
”Og så gik der jo ikke mere end et år eller to, så ville alle andre også være med. Fra Frederikshavn leverede vi tøj til Amagerbrogade og Valby Langgade i København. Til Viborg og til Esbjerg. Til bestyrelsens forfærdelse investerede jeg noget af overskuddet i en lastbil. Men vi skulle jo kunne levere tøj rundt i landet,” fortæller han.
Da Iver Brogaard 1. februar 1989 fik en ansættelse som genbrugskonsulent for missionsselskaberne, var der allerede godt gang i 8-9 butikker, og de næste år kom der flere til. Iver Brogaard skyder på, at han har været med til at åbne 17-18 butikker.
Takket være Lilly og de frivillige
I dag har Danmission 83 butikker fordelt over hele Danmark. Butikkerne drives af frivillige. Næsten 3.000 i alt. De lønnede medarbejdere i Danmission Genbrug tæller otte personer: en genbrugsleder, seks udviklingskonsulenter og en administrativ medarbejder. Overskuddet fra butikkerne har været jævnt stigende – i 2016 var det 25,9 mio. kr. Men det er faktisk ikke de mange tal, der har størst betydning for den 86-årige forretningsmand.
På spørgsmålet om, hvad Danmission betyder for ham i dag, svarer Iver Brogaard prompte:
”Alt.”
Og så er der stille i relativt lang tid i røret, før han uddyber sit svar.
”Danmission Genbrug har givet os et fællesskab uden lige. Min kone og jeg har fået venner for livet. Og folk, der ikke var vant til at komme i kirken, blev hurtigt faste kirkegængere. Det er en kendsgerning,” siger han på sin resolutte facon.
At det blev genbrug, Iver Brogaard slog sig op på, skylder han sin hustru en stor del af æren for.
”Det var hende, der kunne noget med tøj,” siger han, og jeg fornemmer på blind afstand gennem telefonrøret, at han kigger over på Lilly.
Også de mange hundrede af frivillige og ansatte i Danmission, som Iver Brogaard gennem årene har samarbejdet med, sender han sin kærligste tak. Danmissions Genbrug kan kun fejre 40 års jubilæum takket være de mange kræfter, som sammen yder en stor indsats.
Jesu hænder
Og sådan apropos, så er der én anekdote, som Iver Brogaard aldrig glemmer, og som han tit har fortalt de frivillige i genbrugsbutikkerne. Den handler om et billede af et Kristus-krucifiks i en tysk kirke, som englænderne bombede under Anden Verdenskrig.
”Historien er den, at englænderne efterfølgende var forfærdelig kede af kirke-bombningen og én begyndte at samle det knuste krucifiks. Men Jesu hænder kunne han ikke få lavet. Så han satte i stedet en seddel der, hvor hænderne skulle have været og skrev: Du er Jesu hænder,” fortæller Iver Brogaard og rømmer sig:
”Det glemmer jeg aldrig: Det er ikke de andre. Det er dig. Og det siger jeg tit til de frivillige. Alle i genbrug. De er Jesu hænder.”