”Besværlige? Nej, tværtimod. De er en kæmpe hjælp.”
87-årige Grethe Larsen lægger autoritet bag ordene. Hun er vokset op på ydre Nørrebro i København, men i mere end 50 år har Odense været hendes hjemby. Det er også her, hun står nu. Blot et stenkast fra banegården, på Thriges Plads, hvor Danmission Genbrug driver en af sine største butikker – med Grethe Larsen som daglig leder.
”De”, som Grethe Larsen taler om, er for en gangs skyld ikke de øvrige frivillige i butikken. Dem taler hun ellers også meget – og godt – om. Nej, ”de” er mennesker, som kun få andre interesserer sig for. De er folk – unge såvel som ældre – der afsoner en dom i samfundstjeneste, og af kriminalforsorgen er visiteret til at tage arbejde i mellem 30 og 300 timer i Danmission Genbrug på Thriges Plads. Gennem tiden har Grethe Larsen taget imod og sagt tak for hjælpen til flere end 200 lovbrydere.
Og det har været en fornøjelse i de allerfleste tilfælde.
For tiden er det 21-årige Johannes, der afsoner sin straf i butikken blandt det ældre, frivillige personale. Han vil kun kaldes ved fornavn og fotograferes bagfra. Som et alternativ til 30 dage i fængsel blev han i foråret tilbudt at udstå 40 timers samfundstjeneste fordelt over en række uger. ”Det er klart, at jeg valgte det,” siger han og tager sig til den øreflip, hvor et hul på størrelse med en hovedpinepille afslører, at han indimellem bærer en tung eller i hvert fald fyldig ørering. Men ikke når han er på arbejde.
”Her skal jeg jo være en pæn ung mand,” siger han og smiler skævt. Han har lyse skægstubbe på overlæben og venlige øjne. Ligner enhver anden ung, kreativ mand. Det er han også. Johannes spiller kontrabas og har øvet sig med så stor disciplin i så mange år, at han allerede i en alder af 21 år spiller med i flere bigbands og ensembler. Men for en tid er han altså her. I Danmission Genbrug, hvor han hjælper den 60 år ældre Alfred med at slæbe møbler. Og Grethe Larsen er godt tilfreds:
”Det var en oplevelse at have ham allerede på hans første dag. Han gav mig hånden og sagde goddag, og så knoklede han ellers løs til kl. 16.30. Han var kreativ, tømte to bogkasser og lod dem fungere som reol. Det har ingen andre før tænkt på. Jeg fik også et håndtryk, da han gik,” siger butikslederen og ler.
Grethe Larsen er farmor med stort F – og nu også oldemor. Derfor kan det heller ikke undre, at hun taler kærligt om unge mennesker. Men også over for de granvoksne mænd, der kommer til hendes butik i samfundstjeneste – eller sågar i fodlænke – har hun en ømhed i sproget, der afspejler det næstekærlige menneske, hun er.
”De er her jo kun i en kort periode, inden de er fløjet af sted igen,” siger hun – som talte hun om sine egne sønner og den dag, de flyttede hjemmefra.
Grethe sladrer ikke
I dagligdagen i butikken skelnes der ikke mellem dem, der kommer som frivillige og dem, der reelt er tvunget til at møde op. Men hvis Grethe Larsen vil kende sidstnævntes blakkede fortid, så kan hun få oplysningerne fra Kriminalforsorgen.
”Jeg har så selvfølgelig tavshedspligt. Men det er nogle gange rart lige at vide, hvad de har lavet. Vi har jo penge liggende. Og nogle har måske været i slåskamp,” siger hun.
Ordningen om samfundstjeneste, der blev til i 1980’erne, er siden udvidet til også at omfatte lettere voldsdomme.
Men Niels Kryger, der er socialrådgiver i KiF, Krimininalforsorgen i Frihed, Odense, fortæller, at de hyppigste årsager til, at mennesker idømmes samfundstjeneste fortsat er mildere lovbrud såsom overtrædelser af færdselsloven, dokumentfalskneri, pynt på eksamensbeviser, dagpengefusk og den slags,
”Jeg nævner aldrig ordet kriminalforsorgen i butikken,” fortæller Grethe Larsen. ”Og jeg præsenterer altid dem, der kommer derfra på samme måde over for de øvrige medarbejdere: ’Det her er Johannes, og han hjælper os i en kort periode’ siger jeg. Og så siger alle: ’Velkommen!’ Vores personale bliver venner på kryds og tværs over frokosten.”
Mange ser spøgelser
Ligeså længe Grethe Larsen har været i den odenseanske genbrugsbutik, har hun haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Niels Kryger fra byens kriminalforsorg. Det vil sige i 15 år. Niels Kryger husker at have visiteret dømte i samfundstjeneste allerede et par år før, Grethe begyndte. Når han i sit arbejde i dag bliver spurgt om, hvad det kræver af en arbejdsplads at have folk i samfundstjeneste, referer han ofte til Grethe.
”Det kræver et stort hjerte. Alle i Danmission Genbrug tager godt imod vores folk. Men det er Grethe, der er motoren. Hun er en ildsjæl,” siger Niels Kryger.
Han fortæller videre, hvordan lovgivningen har fastsat, at samfundstjeneste skal udføres enten i det offentlige eller hos organisationer og foreninger med almennyttige formål. En privat virksomhed kan altså ikke tjene penge på at have en dømt i samfundstjeneste.
”Offentlige institutioner og velgørende organisationer, der har mod på at have folk i samfundstjeneste, hænger dog langt fra på træerne,” siger han. Når Grethe Larsen de seneste år har været fuldt booket med tre om ugen – en på hver af de dage, hun kommer i butikken – så er det et særsyn.
”Folk står sædvanligvis ikke i kø, for at tage imod vores folk,” understreger Niels Kryger.
Men hvorfor egentlig ikke, hvis disse mennesker, som Grethe Larsen oplever det, er et stort gode for arbejdspladsen?
”Jamen, der er mange, der ser spøgelser. Det er naturligt nok, at man er bange for det, man ikke kender. Og de fleste mennesker ved ikke, hvad det vil sige at blive dømt til samfundstjeneste. De ser måske hårdkogte kriminelle for sig,” svarer Niels Kryger og fortsætter:
”Men mennesker, der dømmes til samfundstjeneste, er som de fleste andre af os. Det er f.eks. folk, der er blevet dømt for spirituskørsel. Det kan være hr. eller fru Danmark.”
Kongstanken bag ordningen er, at et fængselsophold erstattes af samfundstjeneste, hvilket f.eks. betyder, at straffen bliver mindre ødelæggende for familien. Og så er det samtidig billigere for samfundet end fængselsophold.
Det samme gælder afsoning i fodlænke.
”Afsoning i fodlænke er en afsoningsmulighed, der tilbydes alle, som skal i fængsel i seks måneder eller derunder. Men der er andre og flere krav, når vi visiterer dømte i fodlænke til f.eks. Danmission Genbrug,” forklarer Niels Kryger.
Grethe Larsen tager dog ikke anderledes imod én i fodlænke. Hun hæfter sig blot ved, at de som oftest er forpligtet til at arbejde flere ugentlige timer og dermed gør større gavn.
Afsoner man sin dom i fodlænke bærer man en chip om anklen, der har forbindelse til en boks i hjemmet. Når den dømte går hjemmefra – på arbejde i Danmission Genbrug f.eks. – så er boksen orienteret af kriminalforsorgen, og den dømte skal være hjemme på et bestemt tidspunkt, ellers går der en alarm.
Succeshistorierne
Baggrunden for afsoningen er forskellig. Unge mænd, der har kørt for stærk, Ældre herrer, der har været lidt for kreative i bogholderiet. Og også kvinder. Men ikke mange.
”Jeg er 87 år, og mange har spurgt, hvordan jeg orker. Men jeg elsker at arbejde. Og at se, at det smitter. For det gør det i de allerfleste tilfælde,” siger Grethe Larsen, mens hun tager imod en besked om et knust kakkelbord og beder en engelsktalende mand komme igen kl. 13, for så vil én kunne hjælpe ham med de møbler til 5.000 kroner, han allerede har betalt. Grethe Larsen går rask til, mens hun deler ud af historier fra sit samarbejde med de dømte.
”For et års tid siden havde vi én, der fyldte 30, mens han var hos os. En tømrer. På sin fødselsdag havde han bagt kage, som han tog med til kaffen. Det manglede da bare, syntes han. Da han stoppede hos os, sagde han: ’ Jeg kommer igen om 30 år, når jeg går på pension.”
Det glemmer Grethe Larsen ham aldrig for. Det var friskt sagt, synes hun.
Varme hænder
På samme måde holder hun af Johannes’ friske kommentarer.
Johannes selv føler sig også godt taget imod i butikken.
”Fra dag ét var der åbne arme og smil fra alle sider. Jeg kunne trygt følge i hælene på Alfred, der viste mig rundt og fortalte mig om det hele hernede. Og der er jo brug for mig. Det er klart. Alfred er 80. Så er det jo guld værd med en ung gut som mig til at slæbe.”
Johannes blinker, og jeg styrer min nysgerrighed efter at spørge, hvad han egentlig har gjort, siden han er havnet i samfundstjeneste. I stedet spørger jeg, hvad det gavner ham at afsone sin straf i en genbrugsbutik. Han tøver, men svarer så:
”Nu er jeg måske ikke den mest udsatte – længere. Men hvis jeg havde været yngre – så er jeg sikker på, at det havde været godt at blive hjulpet til at opretholde en normal hverdag på en arbejdsplads i stedet for at sidde i fængsel.”
Johannes har kun positive ting at sige om Danmission Genbrug og kriminalforsorgen i Odense. Han oplever, at begge parter har reel interesse for ham og hans velbefindende i en lidt turbulent tid.
Og kort før hans arbejdsmoral kalder ham til at give de netop ankomne chauffører en hjælpende hånd med møblerne, finder den velfunderede og velformulerede unge mand de helt rette ord for, hvordan han mere specifikt vil betegne Niels Kryger og Grethe Larsen:
”De er et sæt varme hænder,” siger han.
…
Artiklen er skrevet af journalist Lise Frank og har været bragt i Danmission Magasin #2 september 2017.