Af Lene Hovard Hansen, medlem af bestyrelsen i Danmission distrikt Herning
Hvad sker der, når man fylder 22 forskellige mennesker på et fly til Tanzania og lader dem køre 1800 km. rundt i landet for at besøge en masse dejlige folk, kirker og institutioner? Ja, hvis du møder en af rejsedeltagerne fra studieturen som Danmission Distrikt Herning arrangerede sidst i oktober – og stiller dette spørgsmål, så håber jeg du har god tid.
Ét er sikkert – vi er alle kommet forandret hjem!
Fire stifter fra den lutherske kirke i Tanzania havde inviteret os, hvilket betød, at dagene var fyldte med besøg i diverse menigheder, institutioner og programmer, der alle er en del af kirken.
Første stop var i Kyerwa, hvor Danmissions udsendte Else Højvang tog imod os. Kyerwa er på mange måder i Tanzania, hvad vi i her vil kalde ”udkants-Danmark”. At der ikke er kommet vand siden marts måned, gjorde heller ikke situationen bedre. Else lod en bemærkning falde: ”Der er familier, der allerede nu, kun spiser ÉT måltid om dagen, for at have mad så længe som muligt…” Den bemærkning satte sig godt fast hos os velernærede danskere! Men alligevel så vi mange tiltag, der er fulde af håb. Det giver håb for fremtiden, når folk mødes i grupper og lærer om bedre udnyttelse af jorden, lærer om hvordan man kan spise ernæringsmæssigt bedre og lærer om, hvilke rettigheder man har. Danmission støtter gennem kirken derude disse projekter, men i næstekærlighedens og fredens ånd sidder kristne og muslimske tanzanianere side om side i projekterne.
I Nordvest-stiftet der ligger ud til Victoria-søen var gruppen delt i tre hold, der alle besøgte forskellige institutioner. En gruppe besøgte Igabiro Landbrugsskole, en anden Ndolage hospital og den sidste Mugeza døveskole. Sidstnævnte besøg var meget anderledes i forhold til de andre skoler, vi besøgte. På flere måder lignede det mere en dansk skole med mange pædagogiske tiltag. Børnene i 1. kl. sad med sten på bordet i matematik for at lave plus-stykker. Der var plancher på væggene, hvor antallet af blade fra et træ illustrerede tallene fra 1-10. Alt dette jo nødvendigt pga. børnenes handicap. Pga. dette var der også meget stille, så skolen og dens atmosfære blev en helt lille oase. Flere af lærerne var døve – en af dem havde faktisk selv været elev på skolen, hvilket tydeligt gav fremtidshåb – for flere af de ældste elever, der så sig selv stå ved tavlen som underviser.
En dagstur i bus gennem et fantastisk landskab bragte os til den sydlige del af Victoria-søen, hvor byen Mwanza ligger. Den er en af de største byer i Tanzania, så nu var kulturen en helt anden end i det landlige Kyerwa. Danmission har for nylig indledt samarbejde med stiftet, hvor man på mange måder kan tale om et traditionelt missionsarbejde. 50 km. uden for byen bor mennesker, der ikke har kendskab til kristendommen, men stadig lever efter traditionelle naturreligioner. Derfor er en del af Danmissions arbejde lagt i hænderne på Peter og Kirsten Buch, der er teologer og underviser på en bibelskole, der netop uddanner præster til den lutherske kirke i området.
Man siger ikke Tanzania uden at sige safari – så køreturen mod Arusha var igennem Serengeti og Ngorongoro Nationalparker, hvor den storslåede natur og det vilde dyreliv var på dagsordenen.
Med Mount Meru i baggrunden ankom gruppen til Arusha, hvor den lutherske kirke i Tanzania har sit hovedkontor. Rejsen i Luthers tanzanianske fodspor var fuldendt. Vi begyndte i små menigheder i vest, og ”voksede” med kirken og dens institutioner, mens vi kørte østpå. Vi var derfor godt klædt på til orienteringen fra generalsekretæren om kirken på landsplan i Tanzania.
Vores besøg startede med god introduktion til landet og kirken fra Else Højvang i Kyerwa og blev afsluttet i Arusha med besøg hos Simon og Mette Kristensen, der er udsendt af Danmission. Der var nu mange nye og opfølgende spørgsmål efter 14 indholdsrige dage i landet.
Det var en flok mættede danskere, der steg på flyet i Kilimanjaro lufthavn. Mættet af oplevelser og fyldt af taknemmelighed over det land, vi lever i. Men også fyldt af en optimisme – det hjælper at stå sammen som kirke for derved at hjælpe til med udviklingen af det tanzanianske samfund. For det har de stadig i mange områder hårdt brug for.
I Tanzania siger man at gæster bringer velsignelse, hvis de kommer med regn. Vi kunne ikke bringe meget velsignelse på vores besøg – så da vi landede i Billund i silende regnvejr var alles tanker: ”Gid den regn må falde på Tanzanias golde marker og derved blive til overlevelse og velsignelse for mange mennesker derude….”
En del af turen handler om at få genbesøg fra kirkerne derude. Til september 2017 håber gruppen derfor at kunne være værter for 3 tanzanianere og byde dem velkomme til vores land og kirke her.