Lige nu løber anden del af et nyt dialog-program, som Danmission og partneren den libanesiske organisation, Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) står bag, af stablen i Libanon.
Roya Moore er ansat ved Odense Kommune som etnisk konsulent. Hun er del af en gruppe på fem danske deltagere, som deltager i programmet, der har titlen “Empowering Women Countering Extremism”, som foregår i Libanons hovedstad, Beirut. Formålet er, at deltagerne får mulighed for at skabe et dansk-arabisk netværk, som skal udvikle redskaber til at styrke kvinder i at skabe modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme ved at gøre brug at sociale medier.
30 kvinder og mænd fra henholdsvis Danmark, Egypten, Irak, Jordan, Libanon, Marokko, Syrien og Tunesien deltager i programmet. Gruppen består blandt andet af aktivister, ildsjæle, konsulenter, studerende, undervisere og NGO-ansatte. Deltagerne har alle erfaring med sociale medier og flere arbejder i forvejen med dialog og kvinderettigheder og er interesserede i at være med til at forhindre en stigning i radikalisering og voldelig ekstremisme.
Under programmets første seminar præsenterede deltagerne, hvordan de oplever ekstremisme set fra deres perspektiv samt hvilke initiativer der er igangsat i deres hjemland for at forebygge det.
Fra Irak beskrev Waleed Alkordi og Sundus Salem, hvordan konsekvenserne af Islamisk Stats handlinger er gået ud over en befolkningsgruppe og minoritet i Irak kaldet Yazidi. Waleed Alkordi og Sundus Salem arbejder begge på et center, som hjælper Yazidi kvinder. De har indsamlet mere end 500 vidneudsagn fra kvinderne, hvor af de delte nogle af kvindernes fortællinger med deltagerne.
På Facebook har Roya Moore beskrevet hendes oplevelse af mødet med de irakiske deltagere:
“I disse dage er jeg i Beirut, hvor jeg deltager i seminaret “Empowering Women Countering Extremism”. Hold da op – der er mange indtryk, som skal fordøjes. Her er mange mennesker, der lever og gør en forskel i Mellemøstens brændpunkter. Blandt andet har jeg mødt Waleed Alkordi og Sundus Salem. De arbejder henholdsvis som jurist/ koordinator og humanitær medarbejder på et center i Dohuk, som ligger i det Nordlige Irak. Her hjælper de Yazidi kvinder, som har været fanget af Islamisk Stat. Kvinderne er blevet udsat for de groveste overgreb. Waleed Alkordi og Sundus Salem indsats i centeret går ud på at yde juridisk, psykosocial og praktisk støtte, således at kvinderne kan etablere og genfinde en nogenlunde normal tilværelse. Men samtidig skal de også fokusere på, at genoprette ære og fjerne skam omkring kvindernes skæbne. Derfor mobiliserer de gode kræfter blandt stærke kvinder i civilsamfundet og samarbejder med det religiøse overhoved. På den måde bliver kvinderne, som slipper fri fra Islamisk Stat, modtaget som helte, når de vender tilbage.Centeret er også aktive i at koordinere en risikabel indsats omkring at befri kvinder fra Islamisk Stat og smugle dem tilbage til deres familie. Den støtte, som centret udøver, er meget værdifuld for kvinderne”, skriver Roya Moore.

Waleed Akordi og Sundus Salem fortæller om deres arbejde i Irak.
Kvinder spiller en central rolle i kampen mod religiøs radikalisering og ekstremisme, siger fagkonsulent i Danmission, Line Stange Ramsdal: “Vi har på det seneste set flere og flere kvinder blive rekrutteret via de sociale medier til at rejse til Syrien og Irak for at slutte sig til ekstremistiske grupperinger. Med projektet ønsker vi at danne et netværk, som kan være med til at styrke kvinders rolle i at skabe alternative narrativer til ekstremistiske strømninger, vi ser på de sociale medier”.

Deltagerne samlet til gruppebillede.
Roya Moore og de andre deltagere fra Danmark og Mellemøsten skal de næste par måneder lære endnu mere om hinanden og sammen udvikle initiativer, som kan bruges på de sociale medier,

Yamana fra Syrien og Ines fra Tunesien har fået til opgave at symbolisere “fredelig sameksistens”.

Delatgerne Ines, Rihame, Sanaa og programkoordinatoren for EWCE, Radwa Salem.

De danske deltagerE, Katina, Tanja og Karim holder oplæg om, hvordan de oplever ekstremisme set fra deres perspektik.

Roya Moore og Rev. Riad Jajour, som er præsident for FDCD.