Hvad siger Koranen om kristendommen?

Hvad siger Koranen om kristendommen?

"I Mellemøsten har vi for meget religion og for lidt spiritualitet," sagde dr. Mohammad al-Sammak på den interreligiøse konference, som Danmission var medarrangør af på Christiansborg for nylig.

Hvad siger Koranen om kristendommen?
Det og meget andet tog dr. Mohammad al-Sammak fat i på den interreligiøse konference, som Danmission var medarrangør af på Christiansborg for nylig. Al-Sammak er fra Libanon, hvor han er generalsekretær for Kristen-Muslimsk Komité for Dialog.
“Vi mener, Jesus er en profet, mens kristne tror på, at han er Gud. Det er en stor forskel. Men Koranen siger om Jesus, at han er Guds ord og Guds ånd. Denne beskrivelse er unik. Jesus er den eneste profet, der beskrives som Guds ord, og det bevirker, at muslimer tror på, at Jesu ord er Guds ord,” sagde al-Sammak og tilføjede, at Bibelen er en åbenbaring fra Gud, og at kristne følger det, Gud har åbenbaret for dem. Derfor skal de ikke presses til at følge det, som er åbenbaret i Koranen.
“Koranen taler godt om kirkens præster og roser de kristnes barmhjertighed. Profeten lavede en aftale med de kristne: Det er forbudt for muslimer at bruge en sten fra kirken, når de skal bygge en moske eller et hus for en muslim. Dette er den ultimative respekt. Derfor lød Medinas grundlov: Muslimer og andre troende er én nation,” citerer Ugebrevet Søndag Morgen al-Sammak for i en reportage fra konferencen.
“Der er krig i Mellemøsten nu, fordi vi ikke underviser i disse principper. Forholdet mellem kristendom og islam er ikke kun baseret på tolerance. Forholdet skal bygge på tro. I Mellemøsten har vi for meget religion og for lidt spiritualitet. Derfor må vi tilbage til disse principper,” fastslog dr. Mohammad al-Sammak.

Læs mere fra konferencen i Ugebrevet Søndag Morgen, som bringer nyheder, livshistorier og analyser om tro, kristendom og kirke.

Foto: M. Sami Salha