4.700 UNGE FIK BESØG AF KONFIRMAND AKTION

4.700 UNGE FIK BESØG AF KONFIRMAND AKTION

Tak til alle, som hjalp med til at gøre Konfirmand Aktion til en succes igen i år: Tak til de Globale fortællere fra Danmark og Cambodja, til konfirmander og præster, til værter og andre, som tog godt imod gæstelærerne.

Kirstine Thye Skovhøj,  

Millioner af ord er talt, tusinder af kilometer tilbagelagt, selfies taget – og endnu en god sæson af Konfirmand Aktion er afsluttet. Fra januar til marts har Danmissions Globale Fortællere holdt 149 arrangementer og besøgt over 4.700 konfirmander i hele landet som en del af det folkekirkelige undervisningstilbud Konfirmand Aktion. Kort før påske vinkede vi farvel til de fire unge gæstelærere fra Danmissions partnerkirke i Cambodja. De skal hjem og fortsætte arbejdet i Cambodja.

Men de kommende konfirmander kan godt glæde sig til en ny fase af Konfirmand Aktion, der frem til 2018 sætter fokus på Cambodja under temaet ”På Vej!” Det handler om kampen for større retfærdighed i et land med udbredt korruption og fattigdom og om den unge cambodjanske kirke og det kristne mindretal, der er på vej i livet med Gud. Indsamlingsprojektet er den truede regnskov Prey Lang og Danmissions rettighedsarbejde i Cambodja. Der er udarbejdet nyt undervisningsmateriale, som deles med de konfirmandhold, der får besøg af Konfirmand Aktion, og som kan downloades fra hjemmesiden www.konf.dk.

Konfirmand aktion 6

4.700 konfirmander i hele Danmark har haft besøg af Konfirmand Aktion

Det er første år i nyere tid, Danmission har hele 8 Globale Fortællere under Konfirmand Aktion, og det giver mulighed for at nå endnu længere ud med oplysning om Danmissions arbejde. Konfirmand Aktion udbydes fortsat i et samarbejde med FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) og med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Vi glæder os over samarbejdet med dette års otte dygtige Globale Fortællere og sender samtidig en stor tak til præster, konfirmander, værtsfamilier og Konfirmand Aktion-venner, som gæstfrit tager imod de Globale Fortællere og trofast bakker op om Konfirmand Aktion.

Fire nye danske Globale Fortællere begynder deres ansættelse i august 2016, og de kan bookes til foredrag i efteråret. I 2017 ruller Konfirmand Aktion som altid gennem landet fra januar til marts med fire makkerpar bestående af en dansk og en cambodjansk ung. Få mere at vide på www.konf.dk, følg os på Instagram og like os på Facebook.

 

URL: https://danmission.dk/blog/2016/05/14/4-700-unge-fik-besoeg-af-konfirmand-aktion/