Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
”For to år siden holdt vi op med at lede efter far”

”For to år siden holdt vi op med at lede efter far”

10-årige Fadis far blev kidnappet, da konflikten i Syrien brød ud. Familien måtte flygte til Wadi al-Nasara, hvor han og hans søstre nu finder venner og pusterum fra krigen på et Danmission-støttet børnecenter.

Fadi er vokset op i byen Homs i det vestlige Syrien, og er den eneste søn af en børneflok på fire. Som et lyn fra en klar himmel blev familiens liv vendt op og ned, da Fadis far blev kidnappet en helt almindelig dag for godt 4,5 år siden – kort efter konflikten i Syrien brød ud.

„Min mor søgte efter ham alle vegne. Hun bankede på døre i hele byen men uden held. Flere forskellige grupper afpressede os. Mor betalte dem penge, for at de skulle bringe far tilbage, men de løj alle sammen for os,“ fortæller 10-årige Fadi og fortsætter: „Vi ved ingenting om ham. Er han død eller levende? Vi ved det ikke.“

Fadis far arbejdede som taxichauffør, og var den, der skaffede mad på bordet. Da han forsvandt, var Fadis mor højgravid med hans yngste søster. Hun blev født en måned efter.

„Jeg snakker tit med min yngste søster om far. Hun kender ham slet ikke,“ siger Fadi med rystende stemme. Han tørrer tårerne væk og synker, inden han fortsætter. „Det er to år siden, vi holdt op med at lede. Vi mistede troen på nogensinde at få ham at se igen, så da kampene kom til vores kvarter, flygtede vi til Wadi al-Nasara“.

Søstrene griner igen

Fadis mor kendte ingen i området og gik til kirken og bad om hjælp. I takt med flere og flere internt fordrevne har søgt tilflugt i Wadi al-Nasara, den kristne dal, er kirken blevet knudepunkt for alt fra sjælesorg til husly og madrationer. Et arbejde, som Danmission støtter.

„Kirken hjalp os med at leje et hus, og de indskrev mig og mine søstre i den lokale skole. Biskop Toume insisterede også på, at vi skulle komme ned i kirkens børnecenter. Han sagde, vi skulle have det sjovt, men vi vidste ikke, hvad det var, og vi ville ikke gå ud uden vores mor.“

Fadis frygt for at miste endnu et familiemedlem eller en ven er med ham hele tiden. Alligevel lod han sig overtale af en klassekammerat, der selv kommer i børnecenteret. Og han tog sine søstre med:

„Mine søstre kan grine igen, og det gør mig så glad. Eftermiddagene med de andre børn er det bedste, der er sket for os, siden far forsvandt. De har fået nye venner, og jeg har fået nye venner.“

Vil ikke være et barn

Fadi griner og siger, at han synes børnecenteret er meget sjovere end skolen. Det giver ham et tiltrængt pusterum, men den byrde af sorg og bekymring, der tynger ham dag og nat, forsvinder ikke. Nok er der sjovt på børnecenteret, men allerhelst vil Fadi blive voksen så hurtigt som muligt:

„Jeg kan ikke lide at være et barn. Jeg vil bare gerne vokse hurtigere, så jeg kan komme ud og lede efter min far. Når jeg er blevet stor, kan jeg også få et arbejde, så jeg kan hjælpe mor og forsvare mine søstre.“

Tak, fordi du støtter syriske flygtningebørn som Fadi!

[onlinedonation id=”121″]