Af Mogens Kjær, Danmissions generalsekretær
Vores medfølelse går til de mange ofre og deres familier for terrorangrebene i Paris. Ligesom vores medfølelse går til ofre for terrorangreb overalt i verden. Vi kan identificere os med dem, for det kunne lige så godt være sket i København. Den forfærdende voldshandling fra Islamisk Stat har umiddelbart to formål: dels at skabe frygt og usikkerhed i samfundet dels at få hævn. Hævnaktioner afføder nye hævnaktioner, så nu bomber franskmændene intensivt Islamisk Stat i Syrien, endnu mere end før, og vores udenrigsminister overvejer det samme. Udsættes vi for vold og terror, er det oplagt og let at svare med gengældelse og eskalerende vold.
Er der ikke et andet svar end bare at slå igen? Hvorfor er der så lille interesse for at forstå årsagen til den terror, vi udsættes for fra islamister? Vores militære indsatser i Irak var og er med til at skabe grobund for islamisme og terror, ligesom den politiske undertrykkelse af sunni-muslimer er grobund for Islamisk Stat. Når det er sagt, så er ethvert menneske dog selv ansvarligt for sine handlinger. Når islamister svarer med vold og terror på det, de føler som uret, er det deres eget ansvar. Og hvis vi så svarer igen militært med yderligere blodsudgydelser, er det vores ansvar.
Der er to indsatser, som i den nuværende, truende situation er nødvendige. Det er dels en politisk løsning. Det er bydende nødvendigt, at der hurtigst muligt findes en politisk løsning på situationen i Syrien og Irak. Det bliver ikke let, men hvis der er vilje til det, kan det gøres. Dels skal der endnu mere dialog til. Vi er nødt til at tale sammen. Vi er også nødt til at tale med radikaliserede muslimer. Vi er nødt til at forstå, hvad der radikaliserer dem og fjerne nogle af årsagerne til det. En af årsagerne er en voldelig tolkning af islam og hadfyldt forkyndelse. Gennem dialog og teologisk forståelse kan ekstreme forståelser ændres til en fredelig tolkning.
Vi ser let islamister, der begår de frygtelige ugerninger, som fjender og udyr. Men der er altid et medmenneske – selv i en terrorist – et medmenneske det måske er muligt at nå ind til.
Er gengældelse og vold det eneste svar på terror og vold? Tror vi, at forsoning og fred har en chance i verden? Hvis vi gør det, er vi nødt til at tale sammen. Det vil ikke være alle, der kan tales til fornuft og til at vise medmenneskelighed, og så skal vi forsvare os og vores værdier; men før voldshandlinger, må der være et forsøg på at nå til at kunne leve sammen.
Religionsdialog kan ikke stoppe terroristerne her og nu. Men jeg – og Danmission – tror på, at politiske løsninger og dialog kan være med til at bremse vreden og frygten for hinanden, som også ligger bag volden. Gengældelse med nye blodsudgydelser må ikke være automatsvaret på terror.
