Af Marie Reiter, Center for Konfliktløsning Ung
I sensommeren rejste jeg og syv andre unge frivillige fra Center for Konfliktløsning til Libanon sammen med Danmission for at mødes med en gruppe unge syriske fredsaktivister. I bjergene udenfor Beirut tilbragte vi en uge under samme tag, hvor vi udvekslede vores erfaringer og metoder i arbejdet for fredelig konfliktløsning og sameksistens. De lærte mig, hvordan man kan kæmpe for fred i et land i krig og opløsning og om nødvendigheden af ikke at give op eller vente på bedre tider, når krig er blevet hverdag. Jeg har lovet, at deres historier ikke skal gå uhørte hen, så derfor vil jeg prøve at videregive nogle af dem, så godt som jeg kan.
”I will never leave Homs. Homs is in my heart”. Sådan sagde en af de syriske deltagere, da jeg spurgte, om hun på noget tidspunkt havde overvejet at forlade Homs. For denne kvinde lod der ikke til at være noget, der kunne drive hende fra sin hjemby: ”Det meste af tiden har vi ikke elektricitet. Nogen gange har vi hverken mad eller vand. Nogen gange er der bomber. Alligevel vil jeg aldrig forlade byen. Det er min hjemby“.
Denne spinkle, lille kvinde med det kulsorte hår, de blå-grønne kontaktlinser samt det drilske, livlige glimt i øjnene, så ved første øjekast måske ikke ud af meget. Hun var en af de ældste i gruppen, hvad man kunne komme til at glemme, når hun fortalte, hvordan hun elskede at spurte uhæmmet gennem Homs’ gader på sin cykel, til forargelse blandt mange, eller når hun fik et af sine latteranfald og hendes grin slet ikke var til at stoppe igen og tårerne bare stod ud af hende.
STØT DANMISSIONS ARBEJDE I SYRIEN
Hun er uden tvivl et af de modigste og mest dedikerede mennesker, jeg har mødt. Begejstret viste hun mig billeder fra et projekt, hun har været med til at starte i Homs. På billederne så jeg unge og voksne gå rundt mellem murbrokker og flytte sten – der var fuldstændigt smadret rundt om dem. Men sidst i billedrækken ændrede omgivelserne sig: nu var det ikke bare sten, der lå tilfældigt på gaderne – stenene var blevet til bygninger. På ét af billederne så man en særligt smuk gammel bygning. Dog uden tag, men de jordfarvede mure og buede vinduespartier stod smukt og fortalte enhver, at denne var en bygning af betydning. Inde bag murene var en forsamling klædt i det fineste tøj. Især én kvinde fangede mit blik, som hun stod der i sin kridhvide kjole – det var en ung brud, der var ved at blive viet i denne gamle genopførte kirke.
Kirken kollapsede under bombninger af den gamle bydel, ligesom mange andre historiske bygninger. Min sorthårede veninde fortalte mig baggrunden for projektet hvor blandt andet kirken var blevet genrejst. Projektet går i sit hele ud på at genopbygge kulturarven i Homs ved at involvere lokale borgere i arbejdet – både som en måde at bevare byens historie, men også som et socialt projekt, hvor mennesker af forskellige overbevisninger mødes på tværs i en fælles mission. I begyndelsen, da hun og en gruppe aktivister gik i gang, var mange omkring dem skeptiske – tilliden mellem byens borgere var på sit laveste, og det var svært at få folk på tværs af holdninger til at mødes. Men som murbrokkerne tog form kunne flere og flere se betydningen af arbejdet. For bygningerne var og er vigtige symboler for alle i Homs – uanset politisk eller religiøs overbevisning.
STØT DANMISSIONS ARBEJDE I SYRIEN
Fra kommende ægtemand til flygtning
Desværre er det ikke mange i Syrien, der kan blive i deres hjemby, eller land for den sags skyld – uanset vilje og mod. Dét forstod jeg for alvor, da en af de yngste deltagere kom hen til mig, efter at vi i en session have trænet kommunikation i anspændte situationer. Hun fortalte, at hendes bedste ven var flygtet til Tyskland, og at de ofte bliver uvenner, når de taler sammen over skype eller telefon. Jeg gættede hurtigt at denne ”ven” måtte være hendes kæreste, og da jeg spurgte hende direkte piblede tårerne frem. Hun blev pinlig og trak mig lidt væk, mens hun fortalte. Han havde været i gang med sin uddannelse og skulle egentlig bare have været et par måneder på udveksling. Men så brød krigen ud tæt på hans hjemby. Og da han ikke havde til fremtidsdrøm at rende rundt med gevær, var den anden mulighed dén at lade være med at vende hjem. Han flygtede i stedet til Tyrkiet. Her var intet arbejde at få, så hans rute måtte blive med båd over Middelhavet. Hans flugt er nu endt i en étplans lejlighed et sted i Tyskland… Langt fra den unge kvinde, der nu stod foran mig med våde ulykkelige øjne. Denne mand skulle have været hendes ægtemand. Det var deres drøm og forældrene havde givet deres samtykke – i stedet blev han flygtning i Europa. Nu er det to år siden, de har set hinanden, og det er svært at bevare begejstringen i et ungt forhold, når ens elskede efterhånden er reduceret til en stemme i røret eller et flimrende skype-billede. Drømmen synes langt væk nu. Hun var opsat på, at de skulle få det til at fungere, men han var begyndt at tvivle: ”Han har opgivet” sagde hun ”– måske er han mere realistisk end jeg er” kom det med et fortvivlet suk. Et suk der stadig minder mig om, hvor mange hjerter, der må være blevet bristet de seneste år. For, som jeg fik at vide, så hører bryllupper, som det på billedet, til sjældenhederne i Syrien i disse dage…
STØT DANMISSIONS ARBEJDE I SYRIEN
De fleste syrere oplever enten af være dem der skal forlade deres elskede og nære, eller dem der bliver forladt. Og uanset hvilken af positionerne man står i, gælder det, at fremtiden er uforudsigelig og usikker. Da vi den første dag skulle introducere os for hinanden, fortalte en fyr fra Aleppo, at han netop var blevet færdiguddannet som ingeniør. Så snart han havde sagt det brød alle syrerne ud i klapsalver og højlydte lykønskninger – det hører næsten til umulighederne at færdiggøre en uddannelse i Aleppo for tiden. Aleppo – denne storby, som, efter hvad de fortalte mig, nu stort set kun beboes af kvinder, børn og gamle, mens de fleste af dens mænd er hevet ind i væbnede kampe eller drevet på flugt. Og de få, der ikke er, kæmper nu den næsten umulige kamp om at finde et arbejde – ligesom denne unge nyuddannede ingeniør.
Hvordan genopbygger man et land? Og hvem gør det?
Jeg ved ikke, hvordan man bygger et land op med en hel ungdomsgeneration, der er blevet splittet og spredt på denne måde, har mistet arbejde, måtte stoppe deres uddannelse eller blevet tvunget i millitæret. For når alt kommer til alt, er det mere end murbrokker der skal stables sammen for at genopbygge et helt land. Det er de menneskelige bånd og relationerne – og det er i særdeleshed Syriens unge der står overfor denne opgave. I dag og mange år frem. Tanken virker helt uoverskuelig. Men nu ved jeg, at der findes mange syrere, der dagligt kæmper en fredelig kamp for det. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at vi tror på dem og ikke glemmer dem. Jeg ved desuden, at de har brug for al den støtte og opbakning de kan få. Og jeg ved, at det er indenfor mulighedens kunst at hjælpe dem med det. For eksempel er en hel del af disse unge eller deres familier endt her i Danmark – og det er jo et sted vi kunne starte.
FAKTA
Af hensyn til syrernes sikkerhed nævnes navnet på den syriske organisation ikke. Organisationen har aktivister i de fleste dele af Syrien, der ikke kontrolleres af IS, og tæller omkring 3000 aktive i deres netværk. Deltagerne havde krydset grænserne helt fra Aleppo, Damaskus, Homs, Latakia og Tartous – for at mødes med os og for at fortælle verden om det Syrien, de lever i. Center for Konfliktløsning Ung fik mulighed for at lave dette MENA projekt med dem gennem støtte fra Danmission og Mellemfolkeligt Samvirke.