Danmission vil gøre endnu mere for Mellemøstens kvinder

Danmission vil gøre endnu mere for Mellemøstens kvinder

Danmission har netop lanceret et nyt studie, der skal undersøge, hvad det er, der begrænser libanesiske kvinder i at indtage centrale roller i landets religiøse institutioner.Studiet skal sikre, at der kommer endnu mere fokus på kvinder i Danmissions indsatser i Mellemøsten.

Kirstine Thye Skovhøj,  

”Vi skal ikke bede nogen om at give os særlige positioner, men bare indtage de pladser, vi vil have. Så opdager mændene, at man sagtens kan diskutere teologi med en kvinde,” sådan lød budskabet, da Danmission sidste uge skød et nyt projekt om kvinders rolle i religiøse institutioner i gang. Projektet skal kaste lys over, hvordan køn og ligestilling i højere grad kan integreres i Danmissions arbejde under Det Arabiske Initiativ.

Af Sofie Dahl, udsendt til Libanon

”Dikterer vores skrifter, at kvinder ikke kan lede religiøse institutioner?”  

Spørgsmålet virker nærmest retorisk, og de fem kvinder omkring bordet ryster alle på hovedet. Med rødder i hver deres religion, er de fem libanesiske kvinder samlet for at diskutere kvinders rolle i landets forskellige religiøse institutioner. Det er en vidtrækkende opgave i Libanon, hvis befolkning tilhører 18 forskellige anerkendte religiøse sekter og yderligere en håndfuld variationer, der ikke anerkendes fra statsligt hold. Ved dagens møde er de fem af de største grupperinger repræsenterede af hhv. en sunni- og en shiamuslim, en druzer, en evangelistisk kristen og en fra den græsk-ortodokse kirke. Som en del af Danmissions arbejde under Udenrigsministeriets Det Arabiske Initiativ, har Danmission inviteret dem til at dele deres erfaringer med det at være kvinde i deres respektive religiøse bagland.

”Der står direkte i vores religiøse tekster, at mænd og kvinder er intellektuelt ligeværdige,” siger Diana Nassar Malaeb. Hun tilhører Libanons druziske minoritet og arbejder pt. på et forskningsprojekt om ekstremistiske religiøse diskurser. Hun fortæller, at det i det 11. århundrede var en kvindelig missionær ved navn Sarah, der udbredte den drusiske tro i Libanons Bekaa-dal.

Professor i uddannelsespsykologi, Maliha Sadr, fortæller om en kvindelig shiitisk imam for, som hun selv siger, at understrege: ”Historien er på kvindernes side i det her spørgsmål”. Hun mener, der er mange eksempler på, at kvinder har indtaget centrale positioner gennem tiden, og de andre kvinder stemmer i. De er enige om, at hvis kvinder underordnes mænd er det i hvert fald ikke med rod i de religiøse tekster.  Men hvor så?

”Det er i fortolkningerne”, lyder svarende prompte hele vejen rundt om bordet. Og netop derfor er det så afgørende, at kvinder involveres, når teksterne tolkes.

I Danmark blev den første kvindelige præst ordineret i 1948, og i dag er kønsfordelingen nogenlunde lige. På det seneste har også debatten om kvindelige imamer i Danmark taget fart, og allerede i år forventes en første kvindeledte moske at åbne i København.

Lignende debatter vinder frem i Mellemøsten, men der er fortsat ingen kvindelige overhoveder at finde i regionens religiøse institutioner. Her er kvindens opgaver fortsat primært de sociale og administrative.

”Kvindelige teologer skal arbejde dobbelt for at opnå samme positioner som mænd i kirken”, siger Najla Kassab. Og hun taler af erfaring. Hun var den første kvindelige prædikant i den evangeliske kirke i Libanon og i dag er kun yderligere tre kommet til. Ifølge Najla Kassab er kvindernes ligestilling inden for kirken en vigtig kamp og et spørgsmål om selve kirkens integritet.

Støt Danmissions arbejde i Mellemøsten

Krig og konflikt forsinker udviklingen

Men hvorfor tager det så lang tid, at få kvinderne med? Ifølge Najla Kassab ligger forklaringen på, hvorfor der ikke er flere kvindelige religiøse ledere lige for: ”Ligestillingsarbejdets allerstørste udfordring er krig og konflikt! Det tager alt vores fokus, for når medmenneskeligheden dør, hvem skelner så mellem mænd og kvinder?”

Da kvinder fik stemmeret i Libanon i 1952, var de blandt de allerførste i regionen. Op gennem 1960’erne var der store fremskridt for kvinders ligestilling, men sidenhen er det nærmest gået i stå.

Her er det aldrig det rette tidspunkt at tale om kvinders rettigheder. Der vil altid være nogen, der siger: ”Er det virkelig det vigtigste lige nu? Folk bliver slået ihjel, og så taler du om ligestilling mellem kønnene?”, forklarer Najla Kassab.

Samtlige kvinder kan nikke genkendende til denne retorik. De har alle kæmpet for at bryde de begrænsninger, der er forbundet til deres køn. Både i deres fag og i samfundet generelt. På trods af dette, så er der ikke en eneste, der vil kalde ligestillingsarbejdet for deres højeste prioritet.

Ligestilling alene kan ikke være øverst på listen. Alting er jo forbundet”, forklarer Nayla Tabbara, der er direktør hos Danmissions samarbejdspartner den interreligiøse organisation Adyan, der har  base i Beirut. Hun har en ph.d i religionsvidenskab og speciale i kvinders rolle i muslimsk historie:

Styrkelse af kvinders position i de religiøse samfund og alle andre steder er noget, vi arbejder med fra vores forskellige platforme. Fremfor alene at fokusere på kvindernes position, så prøver jeg eksempelvis at tænke kvinders repræsentation ind, når jeg samarbejder med religiøse institutioner”.

Helt konkret betyder det, at hun altid gør sit ypperste for at sikre kvinders repræsentation i sit arbejde, ligesom hun selv er en frontfigur på området. Tabbara er en del af en ekspertgruppe i et samarbejdsprojekt, IIC, mellem Danmission og Adyan, hvor hun som eneste kvinde har været med til at rykke sine mandlige kollegers opfattelser af, hvilke roller kvinder kan udfylde.

Mænd glemmer kvinder

Libanons konfliktfulde historie er dog langt fra den eneste forklaring på manglende ligestilling. De forskellige forventninger til kønnene er dybt forankret i kulturelle normer, og den slags tager tid at forandre. Men kvinderne omkring bordet synes at være væbnet med tålmodighed.

I forbindelse med Danmissions projekt Tværreligiøs uddannelse i interkulturelt medborgerskab i den arabiske verden (IIC Interfaith Education for Intercultural Citizenship in the Arab World), har Nayla Tabbara de seneste to år indgået i en tværreligiøs arbejdsgruppe bestående af forskellige religiøse overhoveder. Mandlige ledere vel og mærke. Hun er sunnit og bærer ikke tørklæde, men af respekt dækker hun sit hår, når hun besøger religiøse institutioner. Under et feltarbejde med arbejdsgruppen havde hun fået et lille silketørklæde med, der igen og igen gled af.

”Så kom nogle af sheikerne over til mig og sagde: ”Læg nu bare tørklædet væk, Nayla. Vi ved, du bærer det rigtige slør i din tro. Det fysiske tørklæde er kun sekundært”.

Nayla Tabbara fortæller, at mændene i begyndelsen skulle se hende lidt an. Hun opfattede det dog ikke som skepsis, men som et udtryk for, at det var en uvant situation for dem at samarbejde på lige fod med en kvinde:

Derfor er jeg heller ikke generelt vred på mænd over, at de ikke giver os plads. Kvinder indtager ofte helt automatisk en sekundær position. Vi skal ikke bede nogen om at give os særlige positioner, men bare indtage de pladser, vi vil have. Stille og roligt. Så opdager mændene omkring os også, at de eksempelvis sagtens kan diskutere teologi med kvinder.”

Nøglen til forandring er opdragelse

Et afgørende sted at starte forandringerne er altså hos kvinderne selv. De er med til at reproducere en kultur, hvor mænd sidder på magten. Både i deres egen måde at underordne sig mænd og i deres syn på andre kvinder. Selv om kvinderne ihærdigt har diskuteret ligestilling gennem en hel dag, så falder pointerne stadig med skarphed og entusiasme:

Mændene er ikke alene om, at holde kvinderne nede. Kvinder holder også kvinder nede, når de dømmer hinanden på baggrund af det, mænd har fortalt dem er rigtigt eller forkert”, sådan siger en af kvinderne på dagens workshop arrangeret af Danmission.

Der er enighed om, at der mangler søsterlig opbakning til de libanesiske kvinder, der rent faktisk kæmper for at få en plads i mændenes verden: ”Mange kvinder har klare holdninger til, hvad og hvor en kvindes plads er. Og den er sjældent i de ledende positioner – hverken i de religiøse samfund, i politik eller i civilsamfundet.”

De store forandringer skal ske i folks tænkemåder. Og det er en lang, men nødvendig proces. Heldigvis er kvinderne ved bordet ikke uden håb. De ved, at de i kraft af deres køn sidder med nøglen til forandring: Familien.

”Det hele starter jo med os selv. Hvis vi opdrager vores børn til at mænd og kvinder er lige individer, der bør have lige rettigheder og muligheder, så er det den tilgang, de går ud i verden med”, siger Maliha Sadr, der til hverdag leder et center for familie med børn med handicap.

Hurra, det blev en dreng!

I Libanon er det stadig en velsignelse at få drengebørn. Samtlige kvinder deler grinende historier om, hvordan der enten blev grædt salte tårer, da de selv kom til verden, eller da de fødte piger.

Det er også almindelig praksis, at mødre bliver kaldt efter deres førstefødte søn. Uanset hvor mange døtre, der kommer forinden. Hedder sønnen Youssif, vil hans mor i så fald kaldes ‘Em Youssif’ (altså ‘Youssifs mor’). Sådan er det dog ikke hos Najla Kassab:

”Jeg har nægtet at blive kaldt ‘Em’. Helt ærligt, jeg har to ældre, universitetsstuderende piger. Det giver da absolut ingen mening, at han – da han bliver født ti år senere – pludselig bliver centrum for hele familien og mit navn!”

Hun ler, men der er ingen tvivl om, at hun mener det.

I kølvandet på mødet blev de fem kvinder enige om at etablere sig som et interreligiøst kvindenetværk. De vil fremover mødes jævnligt for at diskutere aktuelle udfordringer og gøre brug hinandens netværk og forskellige faglige bagland. Danmissions regionsleder i Mellemøsten, Maria Lindhardt, vil tage del i netværkets arbejde.

 

Læs mere om Danmissions dialogarbejde her.

 

FAKTA

Mødet er en del af et feltstudie af kvinders position i religiøse institutioner i Libanon iværksat af Danmission. Studiet skal blotlægge nogle af de udfordringer, der begrænser kvindens indflydelse og kaste lys over, hvordan et øget fokus på kvinders rolle kan indtænkes i Danmissions nuværende projekter i Libanon og andre arabiske lande. Studiet forventes afsluttet ved udgangen af 2015.

foto til artikel om kvindenetværk i Libanon redigeret

FAKTA: Religion i Libanon

Den libanesiske stat anerkender 18 religiøse sekter, hvilket dækker over 12 variationer af kristendom, fire retninger indenfor islam, jødedom og den drusiske befolkningsgruppe. De trosretninger, der ikke er officielt anerkendte, inkluderer bl.a. hinduisme, buddhisme, bahai-troen samt en række variationer af protestantismen.

URL: https://danmission.dk/blog/2015/06/18/danmission-vil-goere-endnu-mere-for-mellemoestens-kvinder/