Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

“Allahu Akbar!”

Gud er stor! Dialogcentret underviser 90 koranskolelærere i interreligiøse relationer og i at bygge fred.

”Allahu Akbar!”

Sådan lød det, da 12 mennesker mistede livet i angrebet på Charlie Hebdos redaktions i Paris. Egentlig betyder ordene blot ”Gud er stor/større” på arabisk, og jeg må indrømme, at jeg faktisk føler en fred ved det, når der bliver kaldt til bøn med de ord i moskeen 100 meter fra, hvor vi bor på Zanzibar. Men når ordene råbes i forbindelse med meningsløs vold, som den Frankrig netop nu oplever, får det en uhyggelig undertone.

Den amerikanske fredsforsker, Scott Appleby skriver, at religion i sig selv indeholder autoritet til ”at dræbe og at helbrede, at udløse vildskab, eller at velsigne menneskeden med helbredelse og helhed” (Scott Appleby 2000: The Ambivalence of the Sacred s. 29).

Derfor er det ironisk, at Lusungu og jeg i netop de timer, hvor angrebene fandt sted i Paris, opløftede var på vej hjem fra et to-dages seminar på Pemba, hvor Lusungu og Sh. Talib sammen havde undervist 90 koranskolelærere i interreligiøse relationer og i at bygge fred. Jeg sad flere gange i løbet af de to dage seminaret varede og kneb mig i armen over, at vi havde fået denne mulighed. Der følte jeg i sandhed, at Gud er stor…

Seminaret på Pemba var det ene af to seminarer, som vi afholder sammen med undervisningsministeriet på Zanzibar. Efter i sommers at have samarbejdet med en fra undervisningsministeriet om en rundvisning af en gruppe unge fra Global Network of Religion for Children, der gerne ville se nogle af de religiøse bygninger på Zanzibar, blev vi i efteråret spurgt, om vi kunne hjælpe undervisningsministeriet med at få interreligiøse relationer og fredsarbejde ind i koranskolernes undervisning. Undervisningsministeriet på Zanzibar har en afdeling for koranskoler, der er ansvarlig for de mere en 2500 koranskoler på øerne. Et ansvar de forvalter i samarbejde med Muftiens kontor. Via en bevilling fra den Canadiske Ambassade fik vi mulighed for at lave dette pilotprojekt for to ud af ti distrikter på Zanzibar – et på Pemba og ét på Unguja. Gennem de to seminarer får vi et indtryk af, hvordan koranskolelærerne reagerer på undervisningen og på det, at det er en muslimsk imam og en Luthersk præst, der underviser sammen. Derefter kan vi bedre tage stilling til, om vi skal fortsætte med seminarer i de 8 andre distrikter, eller om det vil være mere effektfuldt at gå i dybden med ét eller to distrikter og give koranskolelærerne en træning, der også rummer plads til, at de kan udvikle nye færdigheder over længere tid.

Vi havde forberedt os på, at vi ville møde stor modstand, og selvom et par af evalueringerne forholdt sig kritiske til, at der var ikke-muslimer til stede til seminaret, så blev vi taget overordentligt godt imod. Både af de lokale værter fra undervisningsministeriet og af koranskolelærerne. Det var nok første gang, at de er blevet undervist af en Luthersk præst, men det er jo noget af det, der er så fint ved at co-facilitere undervisningen; vi taler ikke blot om, at muslimer og kristne må samarbejde for fred, men når Sh. Talib og Rev. Lusungu underviser sammen, så eksemplificerer de netop det, de taler om – interreligiøs samarbejde for fred.

Med begivenhederne i Frankrig som bagtæppe, blev seminarret på Pemba, for mig, et vidnesbyrd om, at der både i Islam og i Kristendommen er kræfter, der insisterer på en fredelig fortolkning af deres tro. Også selvom historien, og den aktuelle situation i Frankrig forsøger at overbevise os om det modsatte. Der er kun én vej til fred, og det er fred. Der er kun én vej til ikke-vold, og det er ikke-vold. Derfor mener jeg, at det er så vigtigt at blive ved med at støtte en dialog, der giver plads til de stemmer, der insisterer på fredelige fortolkninger af Islam og Kristendom. Jeg tror ikke på, at kampen mod religiøs ekstremisme står til at vindes med magt, trusler og mere vold – det er en kamp, der kun kan vindes indefra. Det kræver mod, tålmodighed og langsigtede satsninger som fx det at arbejde intentionelt med den næste generation af muslimer og kristne i koranskoler og søndagsskoler. Derfor er jeg så taknemmelig for, at undervisningsministeriet har åbnet dørene for os i forbindelse med dette projekt. Hvis det går godt med koranskolelærerne er der jo en reel mulighed for, at vi kan arbejde videre med lærere fra regeringsskoler også. Vi kan ikke fremvise hurtige resultater ved at arbejde på denne måde, men det giver håb om et samfund, hvor børn vokser op med en dybere forståelse og større respekt for mennesker med en anden tro.

Lad mig også lige benytte denne lejlighed til at sige tak for 2014. Tak til alle jer, der læser mine blogs og følger med i dialogarbejdet på Zanzibar. Det har været et meget spændende år, hvor vi har fået lov til at se mange frugter af 12 års tålmodigt dialogarbejde.

Besøg også www.upendomeanslove.com, der er Upendos nye hjemmeside med indbygget web-shop. En stor tak til Hannah, der har arbejdet meget med designet og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, der har givet midler til at hyre nogle eksterne konsulenter til det tekniske.

Må de militante Allahu Akbar– råb en dag overdøves af hjerters stille erkendelse af, at Gud er både stor og god.

Mange Nytårshilsner

Daniel