“Hvis du optager mig på video, så begynder jeg at græde”

“Hvis du optager mig på video, så begynder jeg at græde”

Nordiraks hårdt pressede flygtninge kæmper med den brændende sol og frygten for fremtiden. Danmissions udsending har mødt en af de familier, der har mistet alt og er helt afhængig af nødhjælp. Danmission samler ind til den kaldæiske kirke, som hjælper flygtninge.

Tove Lind Iversen,  

Tekst og foto: Lea Sorth, Danmissions udsending i Nordirak

Det er smeltende varmt i teltet, som ikke har fået tilsluttet en elektrisk vifte endnu. Solen brænder fra en skyfri himmel, og temperaturen har passeret de 40 grader i den nordirakiske bydel Ankawa, hvor ægteparret Thia’a og Samia har søgt tilflugt med deres familie – eller rettere: det meste af familien. Varmen er ulidelig og kan være livstruende for især børn, gamle og syge. Det er absolut nødvendigt, at teltene bliver kølet ned, og familien er da også blevet lovet, at der kommer en elektrisk vifte i løbet af eftermiddagen. Det er kun to timer siden, de ’flyttede ind’ i teltet. Før dette boede de i en park og sov under den åbne himmel.

For godt tre uger siden flygtede familien fra deres hjemby Qaraqosh, hvor Thia’a levede af at sælge te. Qaraqosh var den største kristne by i Irak, indtil ekstremister fra Islamisk Stat (IS) indtog byen i begyndelsen af august. Nu er de fleste af byens indbyggere flygtet til Ankawa, som er en forstad til Erbil i det kurdisk kontrollerede område, hvor jeg møder dem.

“Hvis du optager mig på video, så ved jeg, jeg vil begynde at græde,” siger Thia’a, da jeg spørger ham, om jeg må filme vores interview.

Da Thia’a og Samia flygtede, blev deres 30-årige søn Savio tilbage. Savio sagde til faderen, at han ikke troede, der ville ske noget i Qaraqosh. Han troede, at dem, der flygtede, ville vende tilbage efter få dage. Det gjorde de ikke! Og sønnen er nu ladt tilbage i byen – i hvert fald så vidt forældrene ved. For en uge siden blev sønnen frataget sin telefon, og siden har de ikke haft kontakt med ham. Forældrene er dybt bekymrede for deres søn og spørger til ham blandt nyankommne flygtninge fra Qaraqosh. Men de har ikke fået nogen svar endnu.

”Der er mange rygter,” siger Thia’a. ”Folk de snakker! Men ingen ved, hvad der er sket.”

Familien prøver at holde fast i håbet, men de frygter det værste.

Som mange andre flygtninge i Ankawa er Thia’a og Samia flygtet uden ejendele – andet end det tøj de havde på – og de har ingen penge. Kirken og forskellige organisationer tager sig af deres mest basale fysiske behov, men for dem og de mange andre flygtninge fylder bekymringer om fremtiden. Det er ikke en holdbar plan at bo i en teltlejr i en park, og de ved ikke, hvornår – eller om – de får mulighed for at vende hjem.

Tak for forbøn og økonomiske bidrag til de fordrevne i Nordirak

[onlinedonation id=323]

URL: https://danmission.dk/blog/2014/09/04/hvis-du-optager-mig-paa-video-saa-ved-jeg-jeg-vil-begynde-at-graede/