“Det gør mig så glad at komme i centeret. Bare at være der og synge, spille musik og lære nye ting får mig til at glemme alt om krigen”, fortæller 12-årige Nawar Khzam. Sammen med cirka 50 andre børn bosat i Hab Nemra i den kristne dal Wadi Al Nasara, kommer Nawar to gange om ugen i et børnecenter, der drives af den lokale biskop.
Men hverken Nawar eller hans jævnaldrende veninde Jehan Rabou kommer oprindeligt fra dalen. Indtil for to og et halv år siden levede de et almindeligt liv med deres familier i Homs, men den langtrukne borgerkrig har gjort dem til nogle af landets over fire millioner internt fordrevne borgere. Begge savner de deres gamle hjem, og det har taget lang tid at acceptere, at de ikke kommer til at vende tilbage foreløbig.
“Da vi først ankom til dalen var jeg chokeret. Jeg troede, vi kun skulle være her et par dage og at jeg så ville komme tilbage til mit hus, mit værelse og mit legetøj. Og til min skole og mine venner,” siger Nawar, der sidenhen har besøgt sit gamle kvarter en enkelt gang. Og der er ikke meget at vende tilbage til: Huset er ødelagt og Nawars værelse er brændt væk. Jehan har også været tilbage i Homs sammen med sin familie, hvor hun fandt nogle enkelte bøger og familiebilleder i huset. Udover dette var alt ødelagt, fortæller hun: “Jeg kunne ikke kende min by. Alt var ødelagt, selv kirkerne.”
Både for Nawar og Jehan er børnecenteret blevet et pusterum i hverdagen, hvor de kan få nye venner og have det sjovt. Men sådan var det ikke fra start. Jehan fortæller selv, at hun ikke var ret begejstret i begyndelsen: “Men så begyndte jeg at få venner, og jeg begyndte at grine og have det sjovt igen.” Det kan Nawar nikke genkendende til. Han var heller ikke meget for at bevæge siden udenfor familiens nye hus, da de først kom til byen. Men da han begyndte i at komme i børnecenteret, opdagede han at flere af hans venner fra Homs også var flygtet til byen. De er enige om, at det bedste ved børnecenteret er at man kan have det sjovt sammen med andre børn. “Vi er blevet som en familie,” siger Nawar.
Ola Kailouh arbejder i kirken og deler børnenes begejstring over at have fået et sted, hvor der er plads til at drømme om en lysere fremtid. For hende er det kun tre måneder gamle sted allerede blevet en inspirationskilde, der giver grund til håb og optimisme, og hun takker Danmissions støtter for at have muliggjort dets åbning: “På trods af alt det, vores land går i gennem, så bidrager I til at bringe smil på vores børns læber. De fortjener et normalt liv, ligesom alle andre børn i verden.”
Mens børnecenteret i Hab Nemra er blevet et værdsat frirum et par gange om ugen, så er borgerkrigen fortsat ind i sit fjerde år. Flere og flere familier drives stadig på flugt, og overalt drømmer befolkningen om, at konflikten snart får en ende.
Nawar håber stadig på, det hele blot er et ondt mareridt, der forsvinder, når han vågner op.
“Min største drøm er, at krigen snart slutter”, siger han og fortsætter: “Og at jeg får mulighed for at se min kirke og Homs igen – selv hvis det hele er ødelagt og nedbrændt.”