I det nordvestlige Syrien ligger landsbyen Kassab i et området, der trods de seneste års voldsomme konflikt, har været relativt fredeligt. Det ændrede sig fra den ene dag til den anden, da byen i slutningen af marts i år blev angrebet. På få dage blev knap 600 familier drevet på flugt og byen, der ligger blot én kilometer fra den tyrkiske grænse, lagt øde hen.
Størstedelen af byens cirka 2500 indbyggere er flygtet til kystbyen Latakia, og tilføjer hermed endnu et par tusinde til det svimlende antal internt fordrevne syrer, der ifølge FN rundede 4,25 millioner sidste år. Indtil videre er ingen af Kassabs armensk-kristne familier vendt tilbage, men det forlyder at private hjem såvel som butikker er blevet plyndret.
Historien om Kassab er grufuld men desværre langt fra enestående, fortæller leder af den armenske protestantiske kirke i Syrien, Haratoun Selimian.
”Dette er blot en af mange historier om alt det blodige, der foregår i Syrien. Vi kunne finde historier om tusinder af andre, der lider på grund af krigen.”
Men han er ked af det. Kassab har været en fin lille armensk by i et smukt og relativt frodigt område i Syrien. Haratoun Selimian leder den armenske kirke i Aleppo og bor i byen. Her hersker der bogstaveligt talt krig foran døren til hans hjem, og det har der gjort de seneste to år. Der er ikke meget håb at spore hos ham:
”Min søn på 10 år ringede i går. Der var landet en granat foran vores dør. Jeg måtte instruere ham, hans søster og min kone i, hvordan de skulle gemme sig bagerst i huset.”
Allerede dagen efter angrebet på Kassab igangsatte Danmissions partner i Syrien, FDCD, nødhjælpsarbejdet i samarbejde med Armenian Relief Committee.