To affaldsstivere med hver sin sorte sæk fylder godt op i det lille køkken. Den ene sæk er fyldt med bomuldslinned, som er i for dårlig stand til at blive solgt i genbrugsbutikken. Den anden sæk er halvt fyldt med sirligt klippede firkanter, der alle måler minimum 30 x 30 centimeter. Her i køkkenet i Danmission Genbrug i den sydjyske by Vamdrup omdanner butikkens frivillige usælgeligt sengetøj til indbringende klude.
”Det bomuldslinned, der er for dårligt til at blive solgt, sælger vi i stedet til Rockwool, der har fabrik her i byen. Deres arbejdsmænd bruger kludene til at tørre fingre i,” fortæller Gerda Lauritsen, der er frivillig i Danmission Genbrug i Vamdrup.
Der er helt særlige krav til kludene, som først og fremmest skal være af bomuld, og så skal de have den helt rigtige størrelse. Derfor hænger der en skabelon i genbrugsbutikkens køkken, som kludene bliver klippet efter.
”Det sværeste er at håndtere lagner med elastik. Det kan godt være noget af en udfordring at klippe dem,” forklarer Gerda Lauritsen, mens hun med sikker hånd omdanner et lagen til en hel bunke firkantede klude.
”På den her måde udnytter vi alt det, vi får indleveret, ned til sidste tråd. Rockwool betaler omkring 13 kr. pr. kilo, og vi leverer 10-20 kilo hver anden-tredje måned, så det bliver da til noget. Faktisk får vi også leveret usælgeligt linned fra genbrugsbutikken i Haderslev, så vi klipper på livet løs,” siger Gerda Lauritsen med tilfredshed i stemmen.