I El-Minya blev jeg bedt om at skifte til en lille uanselig bil, og vi kørte ind i byen. Vi passerede en stor, totalt udbrændt koptisk-ortodoks kirke og kørte videre ind i de smalle gyder, gennem et område med radikale muslimer, til en smal, kristen gade, hvor kirken lå. Det var et åbenlyst meget fattigt område. Kirken kunne man ikke umiddelbart se fra vejen, fordi den var et fleretages hus bygget ind i husrækken. I stueetagen var der kirke, ovenpå var der menigheds- og undervisningslokaler. Menigheden havde renoveret kirkens bygning i 2005, så den havde fremstået i god stand.

Ødelagt kirke i Egypten, 2014. Foto: Mogens Kjær
14. august 2013, samme dag som politiet med magt ryddede Rabaa-pladsen i Kairo for demonstranter, der protesterede over afsættelsen af præsident Mursi, kom 8 maskerede mænd til kirken. Med en riffel skød de kirkens lås i stykker, gik op i bygningen, plyndrede den for værdier og satte ild på resten. Til sidst satte de ild på kirken i stueetagen. Alt inventar blev helt ødelagt eller stærkt beskadiget. Aircondition-apparaterne og ure hang forvredne og smeltede på væggene. Sangbøger og Bibler lå i store, brændte dynger, som man kan se på billedet øverst. Hæren har nogle steder lovet at hjælpe med genopbygningen, men det sker næppe her, fordi selve bygningen stadig står der.
Det er en fattig menighed, som har brug for vores opbakning. Deres opfordring til danske menigheder lyder: ’Kom og besøg os. Få syn for sagen. Vi prøver så godt vi kan at komme i orden igen, vi holder gudstjeneste i kirken, selv om den er afsvedet. Vi er taknemmelige for jeres opbakning og forbøn. Måske kunne vi endda blive venner.’

Genopbygning af en kirke i Egypten, 2014. Foto: Mogens Kjær
Støt Danmission arbejde – så er du med til at støtte de kristne i Egypten