En gruppe unge syrere er samlet i Brummana, en by i Libanons bjerge i februar 2014. De skal gøre status over det forløb, der er fulgt i kølvandet på en workshop, der blev afholdt i foråret 2013. Ligesom sidste års workshop er også denne arrangeret af Forum for Development, Culture & Dialogue (FDCD), som er Danmissions partner i Libanon. I foråret var temaerne for træningen dialog og konflikthåndtering og herunder, hvordan der igen kan komme fokus på mennesket i krisen i Syrien gennem sameksistens og fredsopbygning. I løbet af den første træning blev lokale initiativer udviklet, og det er netop disse initiativer, der nu skal gøres status over. 30 unge syrere deltog i træningen, og nu er nogle af dem vendt tilbage med erfaringer og nye perspektiver. Hvordan er det gået de unge, efter at deres tanker og ideer skulle omsættes til konkrete planer og efterfølgende føres ud i livet? Hvilke udfordringer mødte de unge, hvilke succeser, og hvad er den videre færd for initiativerne? Læs nogle af svarene her:
Mens størstedelen af deltagerne deltog i forårets træning, så er der også nye deltagere med på den afsluttende workshop. De sidstnævnte er i løbet af de seneste 9 måneder blevet rekrutteret af de tidligere deltagere. Dette er netop kernen i initiativerne: Forståelsen for forskelligheder skal spredes som ringe i vandet, viden skal gives videre, og folk med vidt forskellig trosretninger og politiske holdning skal involveres. En af deltagerne forklarer: ”Når vi løfter i samlet flok, opnår vi noget. Vi har grædt sammen, grint sammen og delt vores følelser med hinanden uafhængigt af, om vi tilhører den ene eller den anden gruppe.” Hun tilføjer med glæde: ”Lige meget hvor jeg går, møder jeg en som er del af mit projekt.”
Under aftensmaden den første aften sidder vi alle om bordet. Der snakkes, grines, og for en stund er det let at glemme, at disse unge lever i et krigshærget land, og at dette statusmøde sker i kølvandet på den mest blodige måned i den tre år lange konflikt i Syrien. Man fornemmer en stolthed, når de snakker om deres hjemland og deres projekter. ”Vi er et stærkt og stolt folk,” siger en af deltagerne, mens vi sidder og snakker. Og jeg kunne ikke give hende mere ret, for sikke en styrke det må kræve at fastholde en hverdag og insistere på en form for normalitet under de forhold, de lever under. Det er netop dette, der går igen, da jeg næste dag snakker med to kvinder fra den syriske organisation, Mobaderoon, som fungerer som kontakt- og holdepunkt for de forskellige grupper. De nævner, at de gennemgående vanskeligheder, som grupperne har mødt det forgange år, ikke handler om madmangel og sikkerhed. De skyldes nærmere dårlige kommunikationsmuligheder, manglende kontinuitet i forhold til gennemførsel af projekterne samt problemer med at få projekterne godkendt fra officiel side.
Netop dette emne kommer allerede op under aftensmaden den første dag, hvor jeg falder i snak med en gruppe fra byen Tartus. De fortæller om deres hverdag, og hvordan byen er ved at sprænges af tilstrømningen af syriske flygtninge fra Homs og Aleppo, som er søgt væk fra urolighederne og mod kysten. En kvinde sidder omgivet af en gruppe unge, som alle er en del af det projekt, hun startede efter sidste workshop, med børn som målgruppe. Hun fortæller, at projektet går rigtig godt, men at hun i begyndelsen havde problemer med at skaffe en officiel godkendelse. Og netop her kom mangfoldigheden af de deltagende hende til gavn. En anden deltager, der også har deltaget i første workshop, men som er del af et andet initiativ, bor i samme by som kvinden, og han har tætte forbindelser til regimet. Hun talte med ham om sine problemer, og på den måde lykkedes det at få regeringens tilladelse til at starte initiativet.
En ung mand fra Tartus, som er åben tilhænger af præsident Assads styre, tager kærligt en deltager fra Damaskus på skuldrene og kigger på mig med det største smil, og siger: ”Denne mand er tilhænger præsidenten.” Alle griner, for hele gruppen ved, at dette ikke er rigtigt. At han tør sige det, og de andre griner, viser, at der trods borgerkrig er plads til en følelse af forståelse, viljen til at se bag holdninger og se det menneske, som er bagved. Det mærkes tydeligt, at mange af deltagerne har mødt hinanden før. Nogle af dem har sågar startet initiativer på tværs af holdninger og trosretninger. En ung mand forsøger at forklare, hvordan det føltes at være en af de få i gruppen, som er på regeringens side: ”Så længe en person ikke vil dræbe mig, så er jeg ligeglad med, om han holder med den ene eller den anden.” Jeg fornemmer en ro i gruppen, og at det er lykkedes facilitatorerne at skabe et rum, hvor uenighederne i Syrien, ikke styrer. En deltager nævner dog senere for mig, at det er lettere at være optimistisk, at slappe af og komme godt ud af det med hinanden uden for Syrien, væk fra krisen.
Da workshoppen går i gang dagen efter, bliver der talt om de ændringer i krisen, der er sket siden sidste forår, og hvordan det nu er vigtigere end nogensinde, at syrerne holder sammen som folk. Der er kontinuerligt fokus på, at de diskussioner, der skal foregå i gruppen, skal ske på baggrund af ideerne og ikke personen. Det bliver også fremhævet, at det er vigtigt at fokusere på både de positive og negative ting. Stemningen i rummet er god, folk joker, og det er tydeligt at mærke, at det nærmere er venner, der mødes, og ikke personer adskilt på baggrund af deres holdninger og de fraktioner i samfundet, som de tilhører. Dagen starter med aktiviteter for at løsne stemningen op, få folk til at grine, og mødes som mennesker.
I nogle kolde dage i Brummana en weekend i februar, mødtes en gruppe unge syrere. Ikke opdelt ud fra meninger og fraktioner, men samlet som et folk og alle med et håb om en bedre fremtid.
Billede af frugtkurv fra dialogworkshop i Libanon