”Den danske regering beklager den uforholdsmæssige og overdrevne brug af magt anvendt af sikkerhedspersonale, som har resulteret i fem dødsfald,” skriver udenrigsminister Holger K. Nielsen i et brev til Danmission og Folkekirkens Nødhjælp.
Begge organisationer arbejder begge i Cambodja, og 10. januar sendte vi et fælles brev til den danske regering med en kraftig opfordring til, at Danmark tager afstand fra de cambodjanske myndigheders hårde linje over for fredelige demonstranter.
Baggrunden er, at de cambodjanske magthavere 2. januar – efter tre ugers fredelige protester – satte militær og politi ind mod demonstranter. Fem demonstranter er blevet dræbt og mange såret. Mindst 23 demonstranter har været tilbageholdt i snart en måned – heriblandt repræsentanter fra Danmissions partnerorganisationer.
I brevet fra udenrigsministeren slås det fast at regeringen følger situationen i landet tæt, og blandt andet via EU vil man sørge for, at de cambodjanske myndigheder får at vide, at den nuværende situation ”ikke er acceptabel”.
”Vi opfordrer alle involverede parter til at afholde sig fra vold, til at sætte sig tilbage til forhandlingsbordet og bruge alle tænkelige midler for at finde en løsning på uenighederne,” hedder det.
Derudover vil Danmark også rejse spørgsmålet om situationen i Cambodja til den årlige gennemgang af menneskerettighederne i Cambodja, som FN’s råd for menneskerettigheder gennemfører.