Vi er i landsbyen Tuol Lean i den sydlige del af Cambodja ikke så langt fra grænsen til Vietnam. Vi, dvs. Ernst og Anne Mette Jürgensen, Nik Bredholt, min ægtefælle Bente og jeg, er sammen med en af Danmissions 10 samarbejdspartnere i Cambodja PNKS (Ponleu Ney Kdey Sangkhum – det betyder ”håbets lys”) på besøg for at se nogle af de projekter, man med støtte fra Danmission er i gang med.
Det er her vi møder den glade enke. Hun er med i bestyrelsen for den lokale landboforening. Sammen med medlemmerne herfra og medlemmerne af den lokale VDC (Village Developement Council – det er det officielle landsbyråd) og en del almindeligt nysgerrige sidder vi på en stråmåtte under et hus og hører om arbejdet og livet i landsbyen.
Man har fokus på menneskerettigheder og på det lokale demokrati. Derfor har de lavet en undersøgelse om vidensniveauet blandt VDC-medlemmerne på 10 vigtige områder. Bedømmelsen er delt ind i tre kategorier: god, middel og ”forbedring ønskes”. Heldigvis er langt de fleste krydser i rubrikken ”god” :-) . PNKS og Danmission har særlig fokus på de landsbyfamilier der er i fattigdomsgruppe 1 og 2 – og det er glædeligt at se, at det faktisk kan lade sig gøre at hjælpe de fattigste med selv at arbejde sig ud af fattigdommen.
Sammen med de lokale landsbyfolk visere lederen af PNKS, Chowan, og den lokale projektleder, Sarada, os det konkrete arbejde – støttet økonomisk af Danmission – med at bygge et stort fælles vandreservoir på et stykke landsbyjord. Det kan give mulighed for overrisling af rismarkerne ind i tørtiden, så udbyttet kan blive bedre – og der måske endda kan blive en ekstra høst. Vi kører ud og ser det store bassin.
Vi ser, hvordan man ved flere huse har gravet mindre vandhuller, hvor man kan holde fisk, de fisk som i regntiden svømmer frit ud over markerne. Med en fiskedam kan man opformere fiskene og sælge dem til andre i landsbyen eller spise dem selv – et velkomment og velsmagende kosttilskud.
Vi får vist en af de nye latriner, man har fået bygget ved nogle af landsbyens huse. Man støtter opførelsen af et par stykker i hver landsby, og de kan så fungere som model for de øvrige landsbybeboere. Det har forbedret sundhedstilstanden betydeligt.
Og til sidste kommer vi til en grønsagshave. Den tilhører enken, som vi traf ved det indledende møde. Hun stråler af glæde og stolthed over de sennepssalater, agurker og Kasawaplanter, hun dyrker, og som giver hende et lille økonomisk overskud, som hun kan sætte ind i den lokale låne- og spare-forening, hvor hun får renter af pengene, og hvor hun også selv kan låne, hvis hun næste år vil investere i en fiskedam eller et fårekylling-opdræt, eller hvad der nu ellers viser sig for nye muligheder i landsbyen.
Næste dag besøger vi anden samarbejdspartner, PARCE (Poverty Alleviation through Rural Community Empowerment) og med dem kører vi ad veje så smalle, at bilen må erstattes med motorcykler. Vi sidder bagpå og ser i landsbyen Trea flere fiskedamme og køkkenhaver og kompostbunker – man har stærkt fokus på bæredygtighed og økologi og udvikler landbrugsmetoder, så man kan undgå brug af pesticider.
Til sidst besøger vi bestyrerne af den lokale låne- og spare-forening. De fortæller om de 89 småsparere og den samlede kapital på 600 US dollars, de råder over. De fortæller om foreningens vedtægter og de kriterier, de lægger til grund for långivning, og de viser os kassen og nøglen, som opbevares hver for sig hos to forskellige familier for at skabe den størst mulige sikkerhed for, at pengene ikke går i de forkerte lommer. Risikoen er nu ikke så stor, for der er for tiden kun 10 dollars i kassen – resten af pengene er ude at arbejde.
Midt i forelæggelsen ringer ”sparekassedirektørens” mobiltelefon. Den bliver fluks taget – det gør cambodjanere generelt, uanset om det er midt i en gudstjeneste, eller personen selv er i gang med at holde foredrag. Han går lidt over til siden, og nøglebestyrerinden tager med et smil over.
Det er ikke kun enken, der er glad. Der er på trods af fattigdom og politiske udfordringer generelt blandt cambodjanerne en gæstfri munterhed, som vi suger til os i fulde drag.
Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, på projektbesøg i Cambodja