Stolthed, håb og frustration i Prey Lang Prey Lang, der er den største urskov i Sydøstasien, men den er stærkt truet af illegal træfældning.
Vi kører 400 km mod nord fra Phnom Penh. I Danmark vil sådan en tur tage 4-5 timer. Her tager det et døgn. Først med bus op langs Mekongfloden ad asfalterede veje med en del huller indtil mørket falder på lidt over 6. Derefter ad jordveje som nogle steder er stærkt medtagne, og hvor minibussen bevæger sig i gangfart. I en landsby i udkanten af skoven skifter vi til en truck – et køretøj, som minder om et militærkøretøj. Fra Phnom Penh havde vi to af ildsjælene fra skovbevægelsen CPN (Comunity Peacebuilding Network) med og havde haft lejlighed til med dem at drøfte det projekt i Prey Lang, som Danmission støtter, og som vi håber at kunne udbygge samarbejdet med via midler fra Danida.
Vi vil fokusere på tre indsatsområder i det meget sammensatte problemfelt: registrering af ressourcerne og af den illegale hugst, uddannelse i bæredygtig skovdrift, og konfliktforebyggende og fredsskabende arbejde i landsbysamfundene i området og i deres samspil med de ulovlige træfældere og myndighederne.
Mens vi kører står der flere og flere landsbyfolk på truckens lad. Til sidst er vi 20, der sammen bumper af sted over de fuldstændig opkørte veje, der efterhånden reduceres til stier for til sidst at blive til næsten ingenting. Efter 1½ times bumletur er vi nået ind i højskoven, hvor vi ser de harpikstræer, som giver landsbyen en væsentlig del af sin indkomst, og vi får udpeget de steder, hvor de ædle træer er blevet ulovligt fældet.
Den unge chauffør (jeg tror ikke, han er mere end 17) og hans lillebror er virkelig professionelle. Også hvor vi slet ikke kan se vejen frem, finder de den mellem og hen over mindre træer. Og pludselig er vi der. Midt i skoven står en masse motorcykler parkerede og folk er i gang med at lave mad, lægge presenning ud som mødeplads, eller de hænger i hængekøjer og nyde skyggen i skoven.
50 mennesker fra Kuy-folket er samlede. Og her begynder så et par timers drøftelse af fremtiden for dem og deres skov. Her er en gammel stolt kone på 90 og en stor gruppe unge mennesker. Her er et par stærke engagerede og vrede kvinder og en ordstyrer, som har både overblik og ildhu.
Det er den illegale hugst, som er det altoverskyggende problem. Det er den, de bekæmper bl.a. med hjælp af walkie talkies indkøbt af Danmission. De fortæller om den åbenlyse transport af ædeltræ fra skoven og myndighedernes passivitet. De fortæller om de tætte forbindelser mellem regeringstoppen og de store tømrerfirmaer. Vi møder en gruppe folk i skoven, som står omkring en sammenbrudt truck fuld af illegalt fældet tømmer – i dag nøjes vores Kuy-venner med at fotografere dem, for det er en festdag, og de har fortalt de lokale myndigheder, at de derfor ikke vil beslaglægge tømmer netop i dag. De fortæller om de 30 % af befolkningen i landsbyerne, som samarbejder med skovhuggerne, fordi det er deres eneste mulighed for at brødføde deres familier. Og de unge fortæller om, hvordan de lægger billeder og beretninger fra skoven ud på hjemmeside og facebook og har tusindvis af følgere verden over.
Til sidst bliver vi inviteret til frokost i det grønne. Vi sidder på skovbunden mellem de tørre blade omkring et kæmpe palmeblad. En stor portion ris på midten, mindre skåle med kogt flæsk, kogte grønsager, chili-dyppelse og en del sager, som vestlige maver gør bedst i at holde sig fra.
Et festmåltid i det grønne. En fejring af disse menneskers kærlighed til deres skov og deres mod på at kæmpe for den på trods af vilkår, som kan virke næsten håbløse. Danmission støtter deres arbejde for en bæredygtig og fredelig fremtid. Og vi glæder os over, at 5 minutter efter at billeder fra besøget var lagt på facebook, havde mere end 500 set det.