Danmissions partnere anholdt under protester i Cambodja

Militærets angreb på demonstranter i Cambodja rammer også folk fra Danmissions partnere.

Cambodja, hvor Danmission arbejder, oplever voldsomme sammenstød mellem politiet og bl.a. tekstilarbejdere, der kræver højere løn. Protesterne, der er de største i landets historie, er også rettet mod premierminister Hun Sen, der har siddet på posten i næsten 30 år. Demonstranter og oppositionspolitikere kræver, at han træder tilbage og udskriver nyvalg. Oppositionen beskylder regeringen for at have svindlet med det seneste valg i juli. Befolkningen er også utilfreds med, at frasalg og ødelæggelse af naturressourcerne har nået nye højder, skriver Danmissions udsending i Cambodja, Ernst Jürgensen.

2. januar slog en militærenhed hårdt ned på en gruppe fredelige demonstranter og gennemtævede og arresterede 10 tekstilarbejdere, munke og aktivister. To af de arresterede, Vorn Pao og Theng Savoeun, kommer fra en af Danmissions nye samarbejdspartnere i Cambodja, Coalition of Cambodian Farmers Committee. Vorn Pao blev slået bevidstløs under arrestationen, og der gik mange timer, før militæret tillod, at han blev tilset af en læge. Dagen efter blev de stillet for retten anklaget for brug af vold og ødelæggelse af privat ejendom. Menneskerettighedsorganisationer mener, at anklagerne er politisk motiverede. Sammen med de andre arresterede, er de to nu blevet overført til det stærkt sikrede fængsel i Kompong Cham. De risikerer at sidde varetægtsfængslet i 18 måneder og få en dom på 5 år.

Læs Ernst Jürgensens blog om den aktuelle situation i Cambodja – klik her