Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Var Jesus og Frans naive halal-hippier?

Vend den anden kind til. Bed for dem, der forfølger dig. Elsk dine fjender. Kan kristendommens budskaber om fred og næstekærlighed overhovedet bruges til noget i det urohærgede Mellemøsten? Det kan synes naivt. Men er det ikke netop kristendommens ’naive’ budskab, der kan redde Mellemøsten fra en fremtid uden håb?

Af: Malene Fenger-Grøndahl

Hvem er min fjende?
Har jeg fjender?
Og hvis jeg ikke har, vil jeg få fjender?

Hvem er min fjende?
Hvorfor skulle jeg have fjender?
Skal jeg kæmpe? Hade? Afskrive min fjende?

Og hvis jeg beslutter at tilgive og tale, at forstå
Hvem er så min fjende?

Denne enkle tekst er skrevet af en af mine syriske bekendte, Mireille Al-Farah, en 33-årig græsk-katolsk kristen, der siden 2010 har boet i Barcelona. Hun underviser og arbejder på en ph.d. om brug af it i gymnasieundervisning. Mireille lagde digtet op på sin Facebook-side i begyndelsen af oktober 2014. På det tidspunkt var det næsten et år siden, vi havde mødt hinanden i Beirut til et seminar om religionsdialog, arrangeret af Danmission og organisationens partnere i Egypten og Libanon. Under seminaret slog det mig, hvor stærk og modig Mireille virkede. Også dengang insisterede hun på at tale for dialog, for næstekærlighed og for bønnens kraft.

Det, der begyndte som et fredeligt oprør i Syrien, havde for længst udviklet sig til en blodig borgerkrig af ufattelige dimensioner. Mireille havde set til fra sit eksil i Spanien. Hun havde opgivet planen om at vende tilbage til Damaskus efter et års tid og havde i stedet hjulpet sin mor og bror med at flytte til Barcelona.

Men Mireille opfattede stadig Damaskus som sin hjemby, og hun nægtede at opgive håbet om, at den igen blev hendes faste tilholdssted. Hun blev ved at tro og håbe på, at hendes Syrien igen ville blive et sted, hvor kristne og muslimer kunne leve fredeligt sammen. At hele Mellemøsten igen vil blive hjemsted for den fred, Jesus lover, at han efterlader os.

”I min familie har vi tradition for, at når nogen bliver slået ihjel, så beder vi både for offeret og for den, der har dræbt et andet menneske. Sådan gør vi også, når vi hører om ofrene i Syrien,” fortalte Mireille. ”Dem, der slår ihjel i Syrien, er overbevist om, at de gør det rigtige. At de handler efter Guds vilje. Det samme kunne man sikkert sige om mange af korsfarerne. Nogen har overbevist dem om, at det er det rigtige at gå i krig. Det sker under rekruttering i Mellemøsten, i Danmark og andre steder. Så det vigtige må være at finde ind i de miljøer og tale med en anden stemme. Og så må vi bede for hinanden, også for dem, der forfølger os.”

Fjendekærlighed

For nogle lyder det sikkert naivt. For mig lyder det som mod og visdom, hentet direkte ud af det kristne urstof. For hvad finder vi der? Vi finder fx en velkendt passage om fjendekærlighed fra Matthæusevangeliet, som Mireille allerede omkring påsken 2011 valgte at lægge ud på Facebook: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer…”.

Da vi mødtes i Libanon, forklarede hun mig, hvorfor hun havde lagt netop denne passage ud: ”Jeg synes ikke, det er let at bede for dem, der massakrerer de kristne. Jeg er i kontakt med venner og familie i Damaskus så ofte som muligt, og jeg har lige hørt, at vores kirke er blevet beskudt med morterer. Alligevel bliver menigheden ved med at gå til messe og mødes for at bede. De har delt døgnets timer mellem sig, så de beder rosenkrans konstant på katolsk vis med en bedesnor. Samtidig insisterer de på at sende deres børn i skole,” sagde hun og tilføjede: ”Når de kan gøre det, kan jeg også bede for mine fjender.”

Mireille tager Jesu ord alvorligt og insisterer på at forstå dem som anvisninger, der gælder os alle, også når det gør ondt og er næsten ufatteligt svært at følge dem. Som hun sagde: ”Jeg har levet hele mit liv i Damaskus tæt på det sted, hvor Paulus’ omvendelse fandt sted. Det tænker jeg meget over, for Paulus forfulgte de kristne, men blev omvendt og blev vores vigtigste missionær. Når det var muligt, er det også muligt, at de islamiske oprørere kan blive omvendt. Og jeg mener ikke, at de nødvendigvis skal blive kristne, men blot, at de skal se, hvad de gør og vende sig bort fra volden.”

Med vold og magt

Siden mit møde med Mireille i Beirut er volden og overgrebene på de kristne, ikke kun i Syrien, men også i Irak, eskaleret, og grusomhederne er taget til i omfang og styrke. Volden og ekstremismen rammer de kristne, men også muslimer, yazidier og alle andre, der ikke vil acceptere ekstremisternes dagsorden.

På den storpolitiske scene hersker der tilsyneladende en blanding af afmagt, luskede indsatser med egeninteressen som drivkraft og halvhjertede forsøg på at sætte ind med vold og magt for at stoppe netop volden og magten. Men uanset om man tror på, at militær magtanvendelse kan gøre en forskel eller ej, så må den militære logik aldrig stå alene.

Der må ligge en vision og en drøm bag. En tro på freden som mulighed. Som Mireille udtrykker det: ”I Barcelona kommer jeg i en franciskansk kirke, og det minder mig om, at Frans af Assisi gik i dialog med muslimerne under korstog mod muslimerne.”

Bønnens kraft

For Frans af Assisi var den kristne tilstedeværelse i Mellemøsten vital. Men er det nu så afgørende, kunne man spørge. Kristendommen er jo en universel religion og kan vel leves lige så godt i Danmark eller USA som i Syrien eller Irak? Desuden var Jesus – og Frans af Assisi og mange andre store navne fra den kristne historie – vel strengt taget en flok naive halal-hippier, som vi ikke kan bruge til meget, når det gælder nutidens realpolitiske brutalitet? At vende den anden kind til, at elske sine fjender og at gå i dialog selv med dem, man på forhånd mener, har tabt sandheden af syne… det er ikke ligefrem udbredte strategier i international politik.

Men afviser vi de ’blødsødne’ kristne strategier, mister vi samtidig det vigtigste: Evnen til at se hinanden med Guds øjne – med den kærlighed, der tåler, tror og håber alt. Og forsvinder de sidste kristne fra Mellemøsten, forsvinder ikke blot den røde tråd fra Paulus’ vandring gennem Den Lige Gade til Mireilles tro på, at selv den største synder og fanatiske morder, der har jagtet anderledes troende, kan omvendes. Vi mister en del af den tradition, der fastholder bønnens kraft. For den tradition står stærkt i Mellemøsten – ligesom traditionen for fredelig sameksistens gør, selv om det kan være svært at få øje på netop nu.

Mireille Al-Farah siger det ganske tydeligt. Og hun gør, som hun siger. Hun beder for Mellemøstens kristne, for freden, men også for sine fjender – og beder os andre om at gøre det samme.