Kammertonen blev ramt i Ikast!

Levende musik, kaffebrød og en biskop fra Syrien. Det var en blanding af disse elementer, der gjorde det muligt for Danmissions Distriktsbestyrelse i Ikast og Y’s Men klubben i Herning at samle 25.000 kr. ind til Danmissions arbejde.

”Vi havde en rigtig fin aften med underholdning i topklasse og flot præsentation af Jean Kawak om Syrien,” fortæller Kaj Vestergaard, der både er medlem af Danmissions Distriktsbestyrelse og Y’s men.

Aftenen i Ikast Kirke bød på en bred vifte af musikindslag med blandt andet Tina Lønnerup, guitaristen Thomas Hviid og gruppen Intermezzo, der består af seks medlemmer af Herning kirkes drengekor.

Det er første gang Danmission i Ikast arbejder sammen med Y’s Men i Herning og det glæder Kaj Vestergaard at se frugten af det fælles initiativ:

”Vi synes det bestemt det var arbejdet værd. Flot beløb og en meget indholdsrig aften, hvor kultur, oplysning og andagt fik en meget fin sammenhæng.”

Kaj Vestergaard finder det sjovt at få alle de løse ender, der er forbundet med sådan et arrangement, til at mødes på en kreativ måde.

”Det lykkedes os at arbejde konstruktivt sammen og på den måde at skabe mere aktivitet i vores distriktsbestyrelse,” lyder det fra arrangøren, der kunne byde 120 betalende gæster velkommen koncert, foredrag og fællesskab.