Tekst og foto: Frederikke Engberg Larsen, journaliststuderende
I 2011 bor 17-årige Ali Alhosnie i et smørhul på den mellemste etage. I stuen bor hans farmor og farfar. På anden sal bor hans tante og kusiner. Og lige derimellem bor Ali, hans tre søskende og mor. Lejligheden ligger i Homs i Syrien. Han smiler, da han fortæller om bofællesskabet, som mange danskere nok ville betakke sig for med tanken om hele “den pukkelryggede” i en radius af 25 meter de fleste af døgnets timer. For andre, ikke mindst for Ali, ville det være en drøm at have sine nærmeste i samme opgang igen. Sådan bliver det aldrig igen. Den drøm blev knust under den syriske borgerkrigs rædsler.
Jeg møder Ali i Danmark, en varm dag sidst i juli 2019, nærmere bestemt i den gamle købstad, der kan bryste sig af den lange, snoede Suså. Her ligger Danmission Genbrug i Næstved. På den anden side af gaden ligger “Slagter Damaskus”. Disse forretninger har fundet vej ind i det danske butikslandskab de seneste år og står denne dag, hvor jeg skal møde Ali, som et vidne om de mange syrere, der er flygtet fra deres hjemland og har fundet ophold i blandt andet Danmark.
Ali er der allerede, da jeg hører kirkeklokkerne fra Sankt Peders kirke, mens jeg træder over dørtærsklen til den store genbrugsbutik, der slænger sig rundt om hjørnet. Ali og jeg er næsten lige gamle, og der står vi og prøver begge at fremstå professionelle. Lige da vi er færdige med de høflige indgangsreplikker, kommer kollegaen Aage belejligt forbi. Og så viser han snakkende Ali og mig ud i aggården, der ligger i forlængelse af butikken. Aage vender vi tilbage til.
I baggården er der stille et øjeblik. Her sidder vi. Alis hår er trukket stramt tilbage i en hestehale, og han retter på sit tøj, mens solen langsomt opvarmer luften omkring os. Han har netop fortalt, hvorfor han elsker Danmark – af grunde, som man godt selv kan komme til at tage for givet: frihed, lighed, retssikkerhed. Rettigheder, som ikke findes i Syrien.
Efter noget tid siger han: „Jeg savner Syrien. Jeg savner mit hjem. Jeg savner dem, som jeg har mistet til krigen.“
„I butikken er jeg glad“
Ali, hans søstre og mor flygtede til Libanon, da krigen i Syrien brød ud. I Libanon gik Ali i sin storesøsters fodspor og begyndte at arbejde frivilligt. Da familien senere nåede til Danmark, følte Ali sig med god grund ensom og isoleret. Så dukkede tanken op om igen at bruge tiden på et frivilligjob, hvor han kan møde danskere og bruge det danske sprog, som han så inderligt ønsker skal blive bedre og meget bevidst øver sig på – selv om det ikke er de store sproglige barrierer, han og jeg støder ind i.
Ali ledte med lys og lygte efter et sted at være frivillig. Han søgte på nettet og bladrede igennem den lokale ugeavis. En dag, da han var ude at gå, faldt han over skiltet: Vi søger frivillige – kig ind. Han søgte information om organisationen på nettet og blev glad, da han så, at Danmission både hjælper i Mellemøsten, Afrika, Asien og Danmark. Og den modtagelse, han fik i butikken, var lige det, han havde brug for:
„Jeg gik ned og talte med én i butikken, som bare var så sød, og de sagde, at jeg var meget velkommen. Det var utrolig dejligt.“
Ali fortæller med stor sikkerhed, at han startede 18. oktober 2018, og da jeg kigger forbløffet på ham over præcisionen af dato, siger han smilende: „Jeg kan bare huske vigtige datoer i mit liv.“

Makkerparret Aage og Ali
Ali arbejder en, to eller tre gange om ugen – afhængigt af, hvor meget der er brug for. Og hvis der er travlt, kan de andre frivillige bare ringe, så kommer han. Han bruger det meste af sin tid i møbelafdelingen. Her henter, bringer og ordner han møbler, og sammen med makkeren Aage Vedel er selv den mest komplicerede IKEA-brugsanvisning ingen sag mere. Der er 50 år mellem Aage og Ali, men aldersforskellen skænker Ali ikke mange tanker:
„Jeg tænker aldrig over, de andre er ældre end mig, aldrig!“
Iført afklippede Levis-bukser, som nu udgør et par arbejdsshorts, er Aage Vedel i fuld gang i butikken. Han siger med et grin: „De unge damer er færdige med at drikke kaffe.“ Underforstået – nu må vi godt sætte os derind.
Aage har arbejdet fire år i butikken og havde tidligere et særligt samarbejde med kollegaen Mogens.
„Vi skulle aldrig diskutere, hvordan møblerne skulle bæres. Vi kiggede bare på hinanden, så vidste vi, hvilken vej vi skulle smyge sofaen ind igennem en smal dør. Det var helt unikt,“ fortæller han glædeligt.
Det er tydeligt, at Aage savner at arbejde sammen med Mogens. Men han tilføjer efter at have tænkt lidt:
„Ali og jeg har lidt af den samme kemi allerede.“Og der bliver heller ikke udvekslet mange ord, da en dobbeltseng skal bæres fra varevognen og ind i butikken. Aage spørger Ali:
„Har du fat?“ Og så går det hele ligesom af sig selv, som om de havde gjort præcis dét tusinde gange før.
Et glemt hjem
En rask gåtur på 20 minutter fra butikken bor Ali med sin lillesøster, og et par hundrede meter nede ad samme vej bor deres mor. Flugten til Danmark kan synes som noget, der næsten lige er sket, men når Ali prøver at huske tilbage på, hvad han elskede mest ved sit hjemland, bliver tænkepausen lang. De her pauser, hvor han sidder og kigger op i luften og tænker lidt, er ikke sjældne gennem samtalen. Det er tydeligt, at han tager sig tid til at tænke over spørgsmålene – noget der sætter samtalens uskrevne regler på prøve hos en dansker som mig.
„Der er så mange dejlige steder i Syrien – de smukke strande i Latakia, byen Aleppo, hvor jeg gik på universitetet og selvfølgelig Homs,“ remser han energisk op.
Han holder en pause. Da han kigger på mig igen, har han tårer i øjnene og siger erkendende:
„Jeg flygtede som 17-årig. Det er lang tid siden. Jeg husker det ikke så tydeligt mere.“
Et brændende ønske om at hjælpe andre
Siden Ali kom til Danmark, har han færdiggjort 9. og 10. klasse, taget kørekort og efter sommerferien skal han begynde på HF. Ali vil helst være i gang hele tiden, og han har også planer om, hvad der skal ske, efter han har taget HF. Han vil være sygeplejerske! Ali pointerer igen, at han har fået hjælp af det danske samfund, og derfor virker hans begrundelse af uddannelsesvalg også helt naturlig:
„Jeg vil bare gerne arbejde et sted, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker.“
Ali fortæller, at han har stiftet bekendtskab med mange danskere, men at det kan være svært at finde venner i et nyt land. Der er nemlig stor forskel på blot at kende en masse mennesker og faktisk at være venner med dem.
„Venner skal være mere end bare venlige over for hinanden. De skal være ærlige, være lyttende, og så skal man have respekt for hinanden,“ siger Ali og forklarer helt nøgternt og faktisk beundringsværdigt, at det ikke er, fordi Danmark er et sværere land at få venner i end andre lande. Det er ligesom bare ikke sket endnu, og når han føler sig ensom, så tænker han på, når han skal hen i butikken og være sammen med de andre frivillige.
Ali er sikker på, at det er det rigtige for ham at arbejde frivilligt – også selvom det ikke er mange andre unge, han møder i butikken: „Jeg er interesseret i at være frivillig. Jeg brænder virkelig for det, og jeg ved, at hvis vi spoler tiden fem år frem, og jeg har fået et job, så er jeg stadig frivillig ved siden af.“
Selvom Ali Alhosnie ikke længere bor i Homs, og han på den mest meningsløse og uretfærdige vis har mistet sit hjem og sine nærmeste venner, så går livet i Danmark videre. Langsomt, men stræbsomt skaber han relationer, sproget bliver mere flydende – og måske en dag vil minderne om hjemmet, som nu synes ganske slørede, for en tid få lov at ligge uberørte hen, for senere at genopstå som tydeligere glimt fra et liv, der nu udspiller sig i et nyt land og til dels i Danmission Genbrug i Næstved, der sikkert og vist er blevet en engageret frivillig rigere.