Indleverede frimærker i 2016 indbringer flotte 98.000 kr.

Indleverede frimærker i 2016 indbringer flotte 98.000 kr.

Selvom antallet af e-mails på computeren efterhånden har oversteget mængden af de frankerede konvolutter i postkassen udenfor, har de indleverede frimærker i 2016 bidraget med hele 98.000 kroner. Danmissions frimærke-ansvarlige er stolt over det flotte resultat.

”Tak, tak og atter tak til alle, der har indleveret frimærker til Danmission i det forløbne år”. Sådan lyder det fra Søren Sp. Bro, der er frivillig netværkskonsulent i Ribe Stift og ansvarlig for frimærkeindleveringen.

Igen er der nemlig blevet indleveret bunkevis af brevafklip, samlinger, julekort og pæne kuverter fra ind- og udland. Og Søren Sp. Bro er imponeret over kvaliteten:

”Også i år har jeg fået indleveret mange gode effekter som for eksempel en stor samling danske og færøske stempler, islandske særkuverter og FDC, julekort og meget mere”, siger han.

De frivillige skal have særlig tak

Enkelte ting bliver direkte afhændet til samlere, men langt de fleste frimærker bliver solgt af Danmissions eget salgspersonale i vores genbrug. Det er blandt andre dem, Søren Sp. Bro især vil takke for at være så trofaste og engagerede.

”En lige så stor tak skal lyde til alle ”klippere”, der klipper brev-afrivene pænt til. Det betyder meget for samlerne, at materialet i pakkerne ser attraktivt og ordentligt ud”, forklarer Søren Sp. Bro.

Alene i Skjern blev der i 2016 solgt og videreleveret frimærker til Danmissions Genbrugsbutikker for ca. 92.000 kr. Derudover har to andre salgssteder med lokale frimærkekyndige omsat for ca. 6.000 kr. I alt har frimærkerne altså bidraget med flotte 98.000 kr. til Danmissions regnskab.

Har du nogle frimærker i gemmerne?

Frimærker modtages altid til videre behandling – enten på Mejsevej 8, 6900 Skjern, i en af Danmissions genbrugsbutikker eller på repræsentantskabsmødet på Nyborg Strand i begyndelsen af september.