Afskedsinterview: ”Dine øjne har set mine øjne”

Afskedsinterview: ”Dine øjne har set mine øjne”

THYRA SMIDT:
Et tyrkisk ordsprog, et Kim Larsen-citat og en biskops flugthistorie. Thyra Smidt har gennem tiden samlet livsvisdom til de næste mange generationer af ildsjæle som hende selv. I dag - tirsdag 18. december - siger Danmission tak for alt det, Thyra har bidraget med først som udsendt for DMS (i dag Danmission) og de seneste 17 år som leder af Mødestedet for flygtninge og indvandrere på Vesterbro i København. Stedet er et samarbejde mellem Danmission og Vesterbro og Sydhavn sogne.

Tove Lind Iversen,  

Af Lise Frank, journalist.

Det er mandag 10. december og 70-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Thyra Smidt er som ofte sent hjemme i Haslev. Begivenhedsløse dage findes ikke i Thyras kalender, men i dag har alligevel været noget særligt:

Formiddagen har hun tilbragt i Valdemarsgade på Vesterbro i København blandt sine nærmeste kollegaer og de etniske minoritetskvinder, der igennem to årtier har været hendes arbejdes omdrejningspunkt. Fra klokken 15 har hun deltaget i den offentlige høring om asylbørns vilkår i udrejsecentre, og mens mørket har sænket sig over København, har hun som medarrangør af den tilbagevendende lysgudstjeneste for verdens flygtninge, siddet side om side med asylfamilier og andre i Københavns Domkirke. Traditionen tro har hun afsluttet sin arbejdsdag med en gåtur på Vesterbro, og som så ofte er hun stødt på en bekendt. For Vesterbro viste sig at minde om en lille landsby, hvor alle kender alle, og slet ikke som den jyskfødte Thyra frygtede, da hun besøgte Mødestedet første gang i 1984. Den bekendte på gaden er en 22-årig mand på prøveløsladelse. Thyra har kendt ham, siden har var 5 år og kom med sin mor på Mødestedet.

”Vi blev så glade for at støde på hinanden. Og hvis der er én ting, jeg lovede mig selv dengang, jeg sagde ja til arbejdet på Mødestedet, og som jeg fortsat bestræber mig på at overholde, så er det, at jeg ikke afbryder en samtale. Jeg vil aldrig sige: Undskyld. Men jeg bliver nødt til at løbe nu,” siger Thyra Smidt.

Klokken nærmer sig 22. Er hun for træt til at lade sig interviewe nu efter en lang dag? Nej. Tværtimod. Hun er høj på positive indtryk.

Thyra Smidt, som mange kender hende: Altid aktiv og dygtig til at få andre med som her til gymnastik på Mødestedet. Foto: Trine Schnell Nielsen

 

Gonüls guldkorn

Hvor mange mennesker vil hun tro, hun personligt har været i berøring med på Mødestedet i sine 17 arbejdsår der?

Thyra Smidt er egentlig ikke typen, der tæller. Hun vil til hver en tid stå på mål for alt det, der ikke kan måles og vejes. Men 1000 mennesker er nok ikke en overdrivelse. 1000 mennesker, der er kommet til hende for at få hjælp, når det danske sprog og de danske regler har været utydelige. Når de har savnet trøst eller bare selskab. 1000 mennesker, der kender sofaerne på 3.sal og Mødestedets udvalg af tekrus.1000 mennesker, der kender Thyras navn.

Som sagt hænger Thyra sig ikke i tal, og Thyra praler heller ikke. Men folk, der kender hende, ved, at hun helt sikkert også husker tæt på alle 1000 navne og tilhørende historier. Mange af dem, der er kommet på Mødestedet, kalder hende mor. Og hun fortæller om en lille pige, som forleden afslørede, at hun troede, Mødestedet var Thyras private lejlighed. ”Jamen, flytter du så?” spurgte pigen, da en gruppe voksne havde talt om Thyras nærtstående sidste arbejdsdag inden pensionslivet.

Spørger man, hvorfra Thyras utømmelige engagement i andre mennesker stammer, svarer hun, at hun voksede op med en mor og en mormor, der begge var passioneret aktive i DMS-kvindekredse på hendes barndoms sønderjyske egn. Thyra husker, hvordan hun som lille blev grebet af oplæsningerne fra de breve, som missionærer ude i verden havde sendt hjem. Som 10-årig blev Thyra medlem af en børnekreds.

Når talen falder på mennesker og udveksling af tanker refererer Thyra ofte et tyrkisk ordsprog:

”Dine øjne har set mine øjne,” lyder talemåden. Thyra har den fra Gonül – en af de tyrkiske kvinder, der er kommet på Mødestedet igennem flere år.

”Det udtrykker så enkelt den respekt, vi bør vise hinanden,” siger Thyra Smidt.

Hvorfor er dialog også mission?

Når man spørger Thyra, hvorfor trosdialog med muslimer er en så vigtig del af hendes kristne mission, så falder hendes svar i to: Ønsket om at dele evangeliet og at dele verden med sin næste.

”Jesus gik altid over grænser og opsøgte dem, der var udenfor og anderledes. Jeg synes, at der i kristendommen er så meget godt, som alle bør have muligheden for at høre om.

Og jeg synes, at det er vigtigt at møde muslimerne, for vi skal leve sammen og opbygge vores samfund sammen – både i andre lande og i Danmark. Vi lever i en global verden, og det er vigtigt, at vi ved, hvad hinanden tror og tænker.”

Og så har Thyra naturligvis et citat – denne gang et bibelvers (Matt 11:28), som hun bruger, når hun fortæller muslimer om, hvad kristendommen er: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” For som hun siger, så er vi alle Guds børn og bør vide, at vi er velkomne i et fællesskab med Ham.

Det første møde med en flygtning

Matthæus og Gonül er imidlertid ikke de eneste, Thyra går og gemmer på citater fra. Langtfra faktisk. Thyra synes at opsamle menneskelige erfaringer, hvor end hun kommer. Erfaringer hun gemmer på, reflekterer over og gør til sine egne.

Som ung lærer mødte hun Hassan Deqani Tafti. Han var biskop i en kirke i Iran og måtte under revolutionen i 1979 flygte fra landet.

”Det var første gang, jeg mødte en flygtning, og det var første gang, jeg mødte en konvertit. Mødet med ham gjorde stort indtryk på mig og kom til at betyde meget for mit liv i dialog. Han viste stor respekt for mennesker med en anden tro end sin egen,” fortæller Thyra, hvis interesse for religionsdialogen kun voksede herfra.

Som aktiv i KFUM og KFUK involverede hun sig i slutningen af tyverne i et projekt, der undersøgte forholdene for henholdsvis kristne i Mellemøsten og muslimer i Danmark. Et projekt som banede vejen for, at Thyra i 1985, 31 år gammel, sagde ja til en udsendelse, der begyndte med en tur til Struer for at besøge den tidligere missionær i Aden, sognepræst Martha Holst, fortsatte med et års islamstudier i Birmingham og endte med ni år i Bahrain.

Thyra Smidt underviste i otte år i Bahrain på Håbet Skole, som blev drevet af kirken. Hun var udsendt af DMS (i dag Danmission). Foto: Jakob Rönnow

 

Miss Smidt vandt respekten

Mens året i England rustede Thyra Smidt teoretisk og forberedte hende på f.eks. at tage skoene af i moskéen, så blev årene i Bahrain de år, hvor hun i praksis erfarede, hvordan man begår sig som kristen kvinde og lærer i et mellemøstligt land. Hvordan man sætter sig i respekt, og hvordan man viser respekt. Det er jo to forskellige ting.

Thyra har selvfølgelig en lille historie om begge dele.

Først det, der handler om at sætte sig i respekt.

”Den første tid forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke kunne få ro i klassen. Men jeg kunne ikke styre den undervisningsform – herunder de diskussioner med eleverne, som jeg var uddannet til at føre i en dansk skole. Eleverne i Bahrain var vant til udenadslære og til at skrive af efter tavlen. Når jeg lagde op til noget andet, tabte de disciplinen,” fortæller Thyra.

Skolen, hun underviste på i otte år, hed Al Raja – Håbets Skole – og var kirkens skole. Det betød, at de godt 30 kristne elever, selv om de var i undertal blandt flere end 700 muslimske elever, var sikret kristendomsundervisning.

”Men med tiden fik jeg oparbejdet et miljø, så vi kunne snakke om tingene og diskutere i langt de fleste klasser. Jeg skældte aldrig ud inde i klassen. Men jeg tog ham eller hende, der ikke kunne finde ud af det, med uden for klassen. Og så sagde jeg altid til sidst, at grunden til, at jeg skælder dig ud, er, at jeg holder af dig,” fortæller Thyra.

Thyra holder en pause – og tilføjer:

”Det er en pointe i alle sammenhænge i Mellemøsten. Og i islam. Man er nødt til at investere tid. Jeg talte ofte om den nødvendige tidsfaktor med europæiske forretningsfolk og andre, der opholdt sig kortere perioder i Bahrain.”

”På skolen endte jeg i øvrigt med at være hende, som nye lærere truede med, at eleverne kunne blive sendt ind til, hvis de ikke opførte sig ordentligt.”

Miss Smidt vandt respekten.

”Så vis mig nåde og miskundhed”

Nu griner Thyra og tilføjer i samme muntre, selvironiske tone, at hun indimellem har haft god gavn af at kunne skælde ud på arabisk inde på Mødestedet. Når det er sagt, så er det vigtigt for hende, at man kan se fejl og mangler både hos sig selv og hos andre. Hun sender af samme grund ofte Kim Larsens ”Den lige vej” en kærlig tanke. Eller nærmere bestemt den første strofe i omkvædet, der hedder: ”Så vis mig nåde og miskundhed”. Der er generelt al for lidt miskundhed i det danske sprog såvel som i dansk praksis, hvis man spørger Thyra.

Og så til historien, der handler om at vise respekt over for andre.

Thyra husker, at hun i Bahrain får øje på en far til en af sine elever, da hun en aften holder ind for at tanke benzin på den bil, hun købte for at kunne komme rundt i Bahrain. Hun vinker. Han ser hende godt. Det er hun sikker på. Men han hilser ikke igen.

”Jeg blev rasende og havde lyst til at gå ud og ruske ham. Men da jeg dagen efter talte med en kollega på skolen om episoden, blev jeg klar over, at faren blot ville vise mig respekt. Havde han hilst igen, ville det i hans opfattelse stemple både ham og mig som lidt løse på tråden,” forklarer Thyra.

På Vesterbro i dag oplever hun indimellem det samme. At mænd med mellemøstlig baggrund ikke hilser på hende på gaden. Men det gør hende ingenting.

”Det er jo bare noget, de har med sig hjemmefra. Der ligger ikke noget ondt i det – måske tværtimod. Så det respekterer jeg fuldstændig.”

Visdom fra en gårdvagt

Thyra Smidt er ikke et sekund i tvivl om, at flere samtaler muslimer og kristne imellem ville kaste gode ting af sig. I Mellemøsten, men også herhjemme.

”Uden dialog ingen fælles fremtid. Og det skal vi jo have. Som det er nu, er islam den udskældte religion herhjemme – tidligere var det jødedommen – mens det i Mellemøsten kan være yderst vanskeligt at være en del af de kristne minoriteter. Rigtig meget er båret af fordomme, og derfor skal vi have gang i samtalen mellem mennesker med forskellig tro.”

For det er sværere at hade og frygte den, man kender – er pointen.

Thyra har et eksempel fra en gårdvagt på skolen i Bahrain. En lille pige kom en dag hen til hende og sagde: ”Jeg ved godt, at du er muslim.” Thyra svarede: ”Nej, har du da ikke lagt mærke til, at jeg holder jul. Du ved da også, at jeg bærer et lille kors her i min halskæde.” Pigen gentog: ”Jamen du er muslim.”

”Jeg forstod simpelthen ikke, hvad hun mente og bad hende forklare. Hun sagde så, at hun ikke troede på, at jeg kunne være kristen. For hun havde hørt og lært, at man ikke kunne stole på en kristen, og hun følte jo, heldigvis, at hun kunne stole på mig. Dengang i 1980’erne kendte mange muslimer i Bahrain kun kristne fra TV-serier som Dallas og Dollars, hvor ingen jo var til at stole på,” ler Thyra.

Thyra vil som pensionist arbejde videre på at bekæmpe uvidenhed, misforståelser og fordomme, som vi ofte bygger vores opfattelser af hinanden på. Det vil hun, selv om vi lige nu i Danmark måske mere taler om politiske stramninger end om at åbne en samtale med de fremmede, som er kommet hertil.

Mange af vennerne fra Mødestedet har da også Thyra Smidts private telefonnummer.

Thyra Smidts afskedsreception finder sted i dag – tirsdag 18. december kl. 15 – på Mødestedet, Valdemarsgade 14, 3.sal 1665 København V.

Blå bog Thyra Smidt:

URL: https://danmission.dk/blog/2018/12/18/afskedsinterview-dine-oejne-har-set-mine-oejne/