Danmission i Mellemøsten
Danmission har et bredt netværk af kirkelige og trosbaserede partnere i tre lande i Mellemøsten, hvor vi arbejder for at fremme dialog og styrke sammenhængskraften i lokalsamfundene
Danmission har arbejdet i Mellemøsten i over 100 år. Vi har kontor i Libanons hovedstad, Beirut, og herfra samarbejder vi med et bredt netværk af lokale og regionale partnere i Libanon, Syrien og Egypten.
De tre lande befinder sig i en sårbar region. Økonomisk sammenbrud, mangel på livsvigtige naturressourcer og efterdønningerne af krig i Syrien er blot nogle af de store udfordringer, regionen står over for. Samtidig huser Mellemøsten et svimlende højt antal af flygtninge og migranter.
Mellemøsten bliver ofte omtalt som kristendommens vugge. Mens flertallet af befolkningen i dag er muslimer, er regionen fortsat hjem for en række historiske kristne samfund og kirker. På trods af en stærk tradition for dialog og samarbejde mellem religiøse grupper, er Mellemøsten også præget af religiøse spændinger og konflikter.
Derfor arbejder vi med at skabe dialog og social sammenhængskraft på tværs af grupper med forskellige kirkelige og religiøse tilhørsforhold. Vi arbejder for at skabe trygge rum, hvor mennesker kan mødes, tale sammen og nedbryde fordomme om hinanden.
Derudover støtter Danmission kirkelige og teologiske institutioner og organisationer i at skabe håb og positive forandringer i samfundet. I de hårdt pressede lokalsamfund spiller kirkerne en vigtig rolle i at hjælpe udsatte og fattige mennesker både åndeligt, praktisk og socialt.
Endelig fokuserer vi på at sikre, at naturens ressourcer bliver forvaltet retfærdigt og bæredygtigt. Det er afgørende i Mellemøsten, hvor adgangen til for eksempel vand er under hårdt pres.
Danmissions arbejde i Mellemøsten
Her arbejder vi
Danmission har arbejdet i Mellemøsten siden 1821. I dag varetager vores kontor i Beirut indsatsen i Libanon, Syrien og Egypten.
Danmission har lande- og regionskontorer i Mellemøsten, Cambodja, Myanmar (pt. i Thailand), og Østafrika.
Desuden varetager frivillige landekredse arbejdet i Bangladesh, Pakistan, Madagaskar og Indien.