Køb velgørende stearinlys fra Danmission Genbrug
Stearinlys af høj kvalitet i din lokale genbrug
I de fleste af Danmissions genbrugsbutikker, er det muligt at købe fine genbrugslys, der er fremstillet på vores helt eget lysstøberi. Det er et langsommeligt håndværk at fremstille genbrugslys.
Heldigvis er vores lys-frivillige både tålmodige og effektive og forvandler helt uden magi stearin-stumper til fine lys.
Overskuddet fra stearinlysene, der kommer i forskellige farver og størrelse, gør en forskel for nogle af verdens mest hårdtprøvede mennesker i Asien, Afrika og Mellemøsten.
Dine stearin-stumper kan få et nyt liv!
Du kan aflevere lysestumper i alle regnbuens farver. Lysestumperne bliver sendt til Danmissions lysstøberi på Nordfyn. Her sørger frivillige lysestøbere for at genanvende stumperne til fine genbrugslys.
Aage sørger for grønne træer
76-årige Aage Hansen har med – kollegaernes ord – øverste ansvar for lysstøberiets granskov.
Det har han haft lige siden, han begyndte som frivillig for 10 år siden.
Han støber ca. 30 grønne grantræer på en arbejdsdag.
Kirsten er skarpsynet sorterings-ekspert
68-årige Kirsten Hansen er skarpsynet sorteringsekspert.
Hun sorterer tonsvis af lysestumper, som bliver indsamlet af kirker og genbrugsbutikker.
“Det dur ikke at være farveblind, og hvid er ikke bare hvid, man bliver nødt til at have et kritisk blik, ellers bliver lysene ikke pæne i farven”.
Sonja er lysstøberiets altmuligkvinde
73-årige Sonja Skøtt, beskriver sig selv som lysstøberiet altmuligkvinde:
“Jeg kan godt lide at arbejde og være i gang og få noget fra hånden – ellers kan det ende med, at man bare sidder derhjemme og ser fjernsyn.
Her er der nogen at snakke med og mange opgaver at løse”.
Marianne er vild med genbrugs-tanken
62-årige Marianne Rasmussen er rutineret lys-pakker:
“Der er virkelig bud efter vores lys, men bliver vi ikke stressede. Det gør ikke noget godt. Vi arbejder støt og roligt derudad, og vi hygger os imens.
Jeg går meget op i genbrug, og det er en god tanke, at vi giver nyt liv til noget, der egentlig skulle kasserers”.
En del af den uofficielle pensionistklub
70-årige Anni Jensen er en frivilliggruppens rutinerede kræfter og er skarpsynet væge-klipper og kvalitetstjekker:
“Vi har altid sagt, at lysstøberiet er byens uofficielle pensionistklub. Alle os frivillige er blevet gode venner – også uden for lysstøberiet”.
Vi gør noget godt for os selv og for andre
80-årige Inge Gitz monterer med sirlighed væge-snor på de karruseller, som lysene bliver støbt på. Hun når som regel at montere snor på 20 karruseller på en dag.
“Det giver en kæmpe tilfredsstillelse, at vi kan gøre en forskel for nogle ude i verden, der har det svært. Samtidig gør vi noget godt for os selv, for vi har det hyggeligt sammen og sammen har vi opbygget et fællesskab, der rækker udover lysstøberiet. Det er vist det, man kalder win-win” .
Sådan fungerer lysproduktionen
To store arbejdsrum udgør Danmission lysstøberi på Fyn. I det ene rum smeltes stearinstumper i et stort kar. Herefter hældes den flydende stearin over i et stort dyppekar, hvorefter dyppe-processen går i gang.
Genbrugslysene begynder som ren hvid snor – væger – der er monteret på særlige karruseller. For hver gang karrusellen med dens mange væger dyppes i det flydende stearin, nærmer tykkelsen sig mere og mere et stearinlys.
Næste led i produktionskæden er, at lysene skal “brændes af”, så de bliver lige i bunden. Herefter transporteres lysene ind i lysstøberiets andet store arbejdsrum, hvor et hold sidder klar til at skære lysene fri fra karussellen og tjekke, om lysene er lige og ens i farven.
Lysene er fremstillet af brugte lysestumper blandet med en smule paraffin for at give glans og ensartethed i lysets overflade.
Lysstøberiet specialfremstiller lys til flere kirker og derudover sælges der lys i forskellige farver og former i Danmissions genbrugsbutikker.
Genbrugslys til landets kirker
Det er ikke en enkel opgave at støbe lys til landets kirker. For størrelsen på lysestager varierer fra kirke til kirke. Det kræver en tæt kontakt til kirketjenere og overlevering af eksakte mål, inden lysproduktionen kan gå i gang. Globelysene skal være selvslukkende, og derfor dyppes de i en særlig lim.
Danmissions lysstøberi gennem tiden
De første linjer i Danmissions lys-eventyr blev skrevet sidst i 1970’erne, hvor det efter signende var en præstefrue i Møborg Præstegård mellem Lemvig og Holstebro – der fik ideen til at støbe lys.
Nogle år senere rykkede lysstøberiet til Herning, hvor ægteparret Mette og K. G Nielsen, der i forvejen stod i spidsen for byens genbrug, overtog produktionen af lys. Efterspørgslen blev så stor, at man valgte at åbne endnu et lysstøberi i Frederikshavn. I fire-fem år blev der både lavet lys i Herning og Frederikshavn. Herefter lukkede støberiet i Herning, mens produktionen fortsatte i det nordjyske.
I juni 1999 blev der etableret et lysstøberi i Ring uden for Brædstrup i Midtjylland i Ruth og Johanne Stenhøjs tidligere kostald. Ægteparret blev daglige ledere og samlede efterhånden mange frivillige.
I 2007 åbnede et lysstøberi i Odense, der havde fokus på at støbe bloklys.
I 2013 opstod behov for mere plads og lysstøberiet i Odense rykkede til større lokaler i Hårslev.
I 2019 lukkede lysstøberiet i Ring. Gennem årene leverede det frivillige hold i Ring et overskud på over en mio. kr. til Danmissions gode formål. Alt inventar blev flyttet til Hårslev.
I marts 2023 blev der fejret 10-års jubilæum i Hårslev
I april 2023 nedbrændte lysstøberiet i Hårslev – alt gik tabt
I oktober 2023 blev der etableret nyt lysstøberi uden for Bogense
I 2024 er det planen at genstarte produktion af de populære Helligtrekonger lys samt kertelys foruden almindelige stearinlys i rød, hvid, gul, grøn og limegrøn, globelys, dåbslys og store alterlys til kirker, som allerede er i produktion.
Genbrugsbutik, kirke eller museum?
Hvis du gerne vil bestille lys til salg i en af Danmissions genbrugsbutikker, specialfremstillede lys til en kirke eller et museum, så beder vi dig sende en mail til genbrug@danmission.dk.
Du kan også ringe til:
3000 lys om ugen – frivillige er i gang i nyt lysstøberi på Fyn
I foråret brændte Danmissions lysstøberi ned. Fra den ene dag til den anden forsvandt et socialt mødested og muligheden for at skabe velgørende genbrugslys. Med vilje, et stærkt frivilligt fællesskab og stor lyst til at producere lys, der lyser for mange, er der nu igen gang i støbekarrene på en ny adresse