“Der er mange led, vi skal igennem for at stå med en færdig pakke lys,” siger Ruth-Inge Gregersen.

Hun står bøjet over dyppekaret, hvor 20 centimeter lange lys med rolig hånd dyppes i 50 grader varmt stearin.

“Vi holder det enkelt her i starten. Lige nu er det vigtigste, at vi har fået produktionen i gang og langsomt begynder at få indrettet vores nye lokaler,” siger Ruth-Inge Gregersen, der gennem en årrække var ansat i Danmission, men som siden 2018 har fungeret som frivillig leder af lysstøberiet.

Ruth-Inge Gregersen har siden 2018 fungeret som frivillig leder af Danmissions lysstøberi, der i oktober 2023 genåbnede i et tidligere mejeri lidt uden for Bogense på Nordfyn.

Siden anden uge i oktober har der været fyret op under karrene i et tidligere mejeri lidt uden for Bogense på Nordfyn. En til to dage om ugen mødes en dedikeret gruppe frivillige for at sortere lysestumper, støbe og pakke lys i lange baner.

De frivillige arbejder støt for at imødekomme den store efterspørgsel på genbrugslys fra landets kirker og Danmissions 67 genbrugsbutikker. En efterspørgsel, som har vokset sig endnu større, efter at lysstøberiet ikke har kunnet producere lys i mere end et halvt år. 

Fra jubilæumsfejring til brandtomt
En torsdag i april stoppede lysproduktionen brat på lysstøberiets tidligere adresse i Hårslev, da en brand brød ud. Her havde man måneden forinden fejret 10-års jubilæum med borgmesterbesøg, mange besøgende og nye frivillige, der netop var begyndt.

Brandårsagen er endnu ukendt, men det blev hurtigt tydeligt, at alle maskiner og en stor produktion af lys, der stod klar til at blive sendt ud, var helt og aldeles udslettet.

“Det var et chok, og vi var rigtig ærgerlige over, at alt vores gode arbejde og vores maskiner gik op i røg. Kort forinden var vi kommet op på at være 16 frivillige. Det betød, at vi havde en høj produktion,” fortæller Ruth-Inge Gregersen.

Selvom lysstøberiets fysiske rammer forsvandt, så holdt gruppen af frivillige godt fast i hinanden.

“Jeg inviterede alle frivillige op til brandtomten, hvor vi drak en kop kaffe sammen og bare tog det, der var sket, ind. Det var et trist syn. Men der opstod hurtigt en fælles lyst til at skride til handling,” siger Ruth-Inge Gregersen.

De frivillige mødtes med jævne mellemrum og var optagede af at finde nye lokaler. Jublen var stor, da det lykkedes Danmission at finde et egnet sted under 10 kilometer fra det gamle lysstøberi.

“Her er klinker på gulv og vægge, fordi det er et gammelt mejeri. Det er praktisk, at vi kan spule det hele ned, og det gør det nemmere at feje stearin væk fra gulvet,” forklarer Ruth-Inge Gregersen.

Sådan fungerer lysproduktionen

To store arbejdsrum udgør den effektive lys-fabrik. I det ene rum smeltes stearinstumper i et stort kar. Herefter hældes den flydende stearin over i et stort dyppekar, hvorefter dyppe-processen går i gang.

Genbrugslysene begynder som ren hvid snor – væger – der er monteret på særlige karruseller. For hver gang karrusellen med dens mange væger dyppes i det flydende stearin, nærmer tykkelsen sig mere og mere et stearinlys.

Næste led i produktionskæden er, at lysene skal “brændes af”, så de bliver lige i bunden. Herefter transporteres lysene ind i lysstøberiets andet store arbejdsrum, hvor et hold sidder klar til at skære lysene fri fra karussellen og tjekke, om lysene er lige og ens i farven.

De kortere hvide globe-lys til kirker pakkes i kasser, mens almindelige lys på enten 20 eller 30 cm pakkes i poser til salg i Danmissions 67 genbrugsbutikker.


Vis mere Vis mindre



Uofficiel pensionistklub
62-årige Marianne Rasmussen meldte sig som frivillig i forbindelse med lysstøberiets 10-års jubilæum, hvor nysgerrige var inviteret til at kigge forbi. Hun har hurtigt fundet sig til rette med arbejdet og pakker med sikker hånd lys i poser og sætter prismærker på.

“Jeg går meget op i genbrug, og det er en god tanke, at vi giver nyt liv til noget, der egentlig skulle kasseres,” siger hun med henvisning til, at alle lysene fremstilles af lysestumper.

Marianne Rasmussen meldte sig som frivillig i forbindelse med lysstøberiets 10-års jubilæum i 2023.

Kirker og flere af Danmissions genbrugsbutikker indsamler lysestumperne, der efter ankomst til lysstøberiet sorteres i farver og smeltes til flydende stearin, som tilsættes en anelse paraffin for at give glans og en ensartet overflade.

Lige nu venter flere end 20 af landets kirker og Danmissions 67 genbrugsbutikker foruden flere museer på at kunne sælge genbrugslysene. Odense Domkirke er en af de største aftagere af lys, og de skulle meget gerne have 10.000 leveret inden foråret.

Selvom efterspørgslen er stor, bevarer de roen på det fynske lysstøberi:

“Der er virkelig bud efter vores lys, men vi bliver ikke stressede. Det gør ikke noget godt. Vi arbejder støt og roligt derudad, og vi hygger os imens,” siger Marianne Rasmussen.

70-årige Anni Jensen er en af frivilliggruppens rutinerede kræfter og er skarpsynet væge-klipper og kvalitetstjekker.

Anni Jensen har længe været en del af lysstøberiet frivilliggruppe, hvor hun arbejder med at klippe væger og kvalitetstjekke lysene.

“Der blev jublet meget højt, da vi fik at vide, at vi kunne starte igen. Vi har altid sagt, at lysstøberiet var Hårslevs uofficielle pensionistklub, derfor havde vi også savnet at være fælles om at udføre et stykke vigtigt arbejde,” siger hun.

Fællesskab til fordel for verdens fattigste
73-årige Sonja Skøtt, der er ny frivillig i lysstøberiet, kommer kørende med et rullebord med en karrusel fyldt med lys. Karussellen løfter hun op på det lange arbejdsbord, klar til at én af kollegaerne kan gå i gang med at klippe lysene fri og pakke dem. Hun beskriver sig selv som lysstøberiet altmuligkvinde.

“Jeg kan godt lide at arbejde og være i gang og få noget fra hånden – ellers kan det ende med, at man bare sidder derhjemme og ser fjernsyn. Her er der nogen at snakke med,” siger hun og bevæger sig med hurtige skridt ind i lysstøberiets andet rum.

Her har hun bøvlet med at få produktionen af dåbslys startet op igen. Alle de manualer, som møjsommeligt var udarbejdet som fælles hukommelse til lysproduktionen, gik også tabt i branden.

“Alt er learning by doing, og det driller helt vildt nogle gange. Vi har fået nye forme til dåbslys, og de volder problemer. De smitter desværre af på stearinet. Det dur ikke med grå dåbslys,” siger Sonja Skøtt med en let irritation i stemmen og understreger:

“Men vi skal nok få det løst.”  

“Jeg kan godt lide at arbejde og være i gang og få noget fra hånden – ellers kan det ende med, at man bare sidder derhjemme og ser fjernsyn. Her er der nogen at snakke med,” fortæller Sonja Skøtt, der er ny frivillig i lysstøberiet

Selvom de frivillige lysestøbere kun har været i gang i kort tid i de nye omgivelser, er de allerede oppe på at støbe flere end 3000 lys i løbet af de to til tre dage om ugen, hvor der er aktivitet på lysstøberiet.

“Vi er ved at finde os til rette. Det er en proces, men nu er vi i gang igen,” siger 80-årige Inge Gitz, der med sirlighed monterer væge-snor på de karruseller, som lysene bliver støbt på. Hun når som regel at montere snor på 20 karruseller på en dag.

“Det giver en kæmpe tilfredsstillelse, at vi igen kan gøre en forskel for nogle ude i verden, der har det svært. Samtidig gør vi noget godt for os selv, for vi har det hyggeligt sammen, og sammen har vi opbygget et fællesskab, der rækker udover lysstøberiet. Det er vist det, man kalder win-win.”  

“Der blev jublet meget højt, da vi fik at vide, at vi kunne starte igen. Vi har altid sagt, at lysstøberiet var Hårslevs uofficielle pensionistklub, derfor havde vi også savnet at være fælles om at udføre et stykke vigtigt arbejde.”

Anni Jensen, frivillig i Danmissions lysstøberi i bogense på fyn


Danmissions lysstøberi gennem tiden

De første linjer i Danmissions lys-eventyr blev skrevet sidst i 1970’erne, hvor det efter sigende var en præstefrue i Møborg Præstegård mellem Lemvig og Holstebro, der fik idéen til at støbe lys.

Gennem tiden har lysstøberiet ligget i både Herning, Frederikshavn og i Ring i Midtjylland, hvor produktionen fandt sted i ægteparret Ruth og Johanne Stenhøjs tidligere kostald.

I 2007 åbnede et lysstøberi i Odense, der havde fokus på at støbe bloklys. Det rykkede i 2013 til større lokaler i Hårslev på Fyn.  

I 2019 lukkede lysstøberiet i Ring, hvor et hold af frivillige gennem årene havde leveret et overskud på over en million kroner til Danmissions arbejde.

I marts 2023 blev der fejret 10-års jubilæum i lysstøberiet i Hårslev. En måned senere nedbrændte lysstøberiet, og alt inventar gik tabt.   

I oktober 2023 blev der etableret et nyt lysstøberi uden for Bogense. Her er planen at genstarte produktionen af de populære Helligtrekonger-lys samt kertelys foruden almindelige stearinlys, dåbslys og store alterlys til kirker, som allerede er i produktion.