Karsten kører for en god sag
Hos Danmission Genbrug i Osted går det over al forventning. Flere og flere vælger genbrug frem for nyt, og den voksende efterspørgsel betyder, at butikken har travlt – og nu har brug for flere frivillige chauffører og lagermedhjælpere til at hente donerede møbler, bringe købte varer ud til kunderne og hjælpe til på lageret.
En af dem, der allerede gør en stor forskel, er 70-årige Karsten Villumsen. Efter 52 år i autobranchen har han stadig masser af energi – og lyst til at gøre en forskel.

”Jeg kører om mandagen, og det passer perfekt ind i min uge. Det giver mig både struktur og noget at glæde mig til,” fortæller Karsten.
Som frivillig chauffør bruger han sine mandage på landevejen sammen med en makker, hvor de henter donationer og leverer varer til kunder.
”Vi er altid to, der kører, og vi tilbringer mange gode timer sammen. Undervejs møder vi mange søde mennesker og får ofte en god snak. Jeg nyder det virkelig – og så har vi et rigtig godt og hyggeligt fællesskab i butikken.”
Butiksleder Knud Poulsen glæder sig over, at det går så godt – men der er brug for flere frivillige hænder: ”Genbrug er i vækst, og det mærker vi tydeligt. Det er positivt – både for miljøet og for det arbejde, vi støtter gennem Danmission. Men vi mangler hænder, især til transporten og til at hjælpe til på lageret,” siger han.
Opgaverne består primært i at hente og bringe møbler og andre større genstande. Har man et almindeligt kørekort, kan man køre butikkens lastbil – men man kan også være med som medhjælper på lageret, hvor der er brug for ekstra hænder til at sortere og gøre klar til salg.
Der stilles ingen krav om alder – hverken opad eller nedad. Det vigtigste er lysten til at hjælpe og en god fysisk form.
Vil du køre med?
Kig forbi Danmission Genbrug Osted, Birkholmvej 2, eller ring til butikken på tlf. 25 52 73 48 og hør nærmere.











