”Vi er meget taknemmelige for partnerskabet”

Kufferterne er pakkede. Sådan fortæller flere af vores lokale partnere i Myanmar, efter at militærjuntaen i februar 2024 genindførte en gammel lov om værnepligt for landets unge befolkning, der omfatter mere end 14 millioner mennesker.

Loven er en del af regimets forsøg på at kvæle modstanden fra oprørsstyrker, der kræver demokrati. Og med den nye lov har militærjuntaen forværret tilstanden af frygt og usikkerhed i befolkningen, fortæller Danmissions programchef, Martin Rosenkilde Pedersen.

”Folk er bange for at forlade deres hjem af frygt for at blive rekrutteret til militæret, og vores partnere er bange for at samle unge eller afholde workshops for forsamlinger. Mange er på flugt eller gør sig klar til at gå under jorden,” fortæller han.

I mere end tre år har Myanmar været fanget i en dødelig stilstand, siden militærjuntaen tog magten ved et brutalt kup. Med ét blev der sat en stopper for et spirende demokrati. Og siden da er situationen kun blevet endnu mere katastrofal. Før kuppet havde én million mennesker brug for humanitær bistand. Nu estimerer FN, at 18,6 millioner ud af landets 54,6 millioner indbyggere har brug for hjælp.

Ekstremt vanskelige arbejdsvilkår
EU og FN fordømmer de alvorlige overgreb på menneskerettighederne og de dødbringende angreb på civilbefolkningen og civile mål som skoler og hospitaler, der finder sted i landet. De beretter om angreb på etniske og religiøse mindretal samt om forfølgelser af menneskerettighedsforkæmpere og journalister. De understreger behovet for at opretholde demokratiske institutioner og processer.

Men det er selvsagt ikke enkelt, lyder det fra Martin Rosenkilde Pedersen.

”Militærkuppet har skabt øget desperation, fattigdom og håbløshed og en kæmpe afsky mod militæret og dets styre. Samtidig er civilsamfundet under ekstreme restriktioner fra militærjuntaen. Det er svært for dem overhovedet at få finansiering til deres arbejde, at bevæge sig rundt i landet, og at kommunikere om deres arbejde, fordi selv arbejde for dialog og fred kan blive betragtet som en passiv modstand mod regimet,” fortæller han.

Den tilspidsede sikkerhedssituation betyder, at Danmission ikke kan have kontor i Myanmar, men må arbejde fra nabolandet Thailand. Selvom Danmission ikke længere er fysisk til stede i landet, er arbejdet måske vigtigere end nogensinde før. Men også vanskeligere end nogensinde før.

”Vores arbejde er udfordret af, at vi ikke kan være fysisk til stede, og vi er hæmmet af en række forskellige benspænd. Men vi prøver bedst muligt at støtte op om deres arbejde på distancen. Vi taler blandt andet med vores partnere om, hvordan vi bedst muligt når ud med dialogindsatser lokalt på trods af de mange udfordringer og tilbageslag,” fortæller Martin Rosenkilde Pedersen.

Dialog viser en vej frem
Danmission støtter fire partnerorganisationer i Myanmar, der forsøger at gøre en forskel her og nu, men også på den lange bane ved at styrke familier, kirker og civilsamfund.

Vi arbejder med at yde psykosocial støtte til børn og deres forældre gennem et uddannelsesforløb, som styrker forældrenes evne til at øge børnenes trivsel under ekstremt vanskelige opvækstbetingelser.

Desuden støtter vi uddannelse af dialogfacilitatorer, da behovet for fredelig sameksistens og samtale er større end nogensinde før.

En partner, som arbejder med uddannelse af dialogfacilitatorer, fortæller, at dette arbejde har utrolig stor betydning. Han er her anonymiseret af hensyn til hans sikkerhed.

”Selvom den politiske situation er meget mørk, så er der er en vej frem. Der er brug for, at vi gør noget, og derfor er vi meget taknemmelige for det partnerskab, vi har med Danmission.”

Han forklarer, at det i et samfund med mange forskellige etniciteter og religiøse grupperinger er afgørende at kultivere en dialogisk kultur.

”Der er brug for, at vi kan forhandle og diskutere, så vi kan løse problemer på en positiv måde,” siger han.

Martin Rosenkilde Pedersen er enig.

”Nødhjælp er essentielt, men en humanitær indsats kan ikke stå alene. Dialogarbejdet er med til at skabe sammenhængskraft på tværs af de mange etniske, religiøse og kulturelle grupperinger, der er i Myanmar. Det er vigtigt, at vi støtter arbejdet med at nedbryde giftige relationer mellem de forskellige grupperinger. Og det er vigtigt, at vi hjælper befolkningen i Myanmar med at skabe en fælles fortælling om en bedre fremtid.”

Kirken kan være en støtte
Sammen med en velrenommeret teologisk uddannelsesinstitution arbejder Danmission med, på forskellig vis, at udvikle en teologi, der er relevant i et land præget af krig, konflikt og mistillid.

En af vores partnere, som optræder anonymt af hensyn til hendes sikkerhed, fortæller, at netop dette arbejde har utrolig stor betydning.

”For nogle er Gud død. De oplever ikke, at Gud har mødt dem i deres lidelse, fordi uanset, hvor hårdt de prøver, så forandrer deres situation sig ikke.”

Derfor, forklarer hun, er det enormt vigtigt, at Danmission støtter arbejdet med at udvikle en teologisk tænkning, der tager udgangspunkt i den kontekst af krig, konflikt og håbløshed, som befolkningen i Myanmar lige nu lever i.

”Vi skal give Guds ord krop i vores kontekst, og i den sammenhæng er støtten fra Danmission meget udbytterig,” siger hun.

Spørger man Martin Rosenkilde Pedersen, er arbejdet med kontekstuel teologi særligt relevant i et samfund, hvor splid, krig og mistillid er den herskende samfundsorden.

”Kirken kan give en åndelig kraft og støtte til befolkningen, der kan lede til positiv social forandring. Men det kræver, at vores kirkelige partnere kan stå sammen og diskutere, hvordan kontekstuel teologi kan tage form i Myanmar,” siger han.

Og det bliver ikke mindre vigtigt i de kommende måneder, hvor eksperter peger på, at civilbefolkningens kamp mod militærregimet skal stå sin prøve.

”Jesus havde et budskab om næstekærlighed, og han hjalp de svage i den kontekst, han levede i. Det samme ansvar har kirker i dag. Og det vil vi gerne støtte dem i,” siger Martin Rosenkilde Pedersen.