For tre år siden kastede et blodigt militærkup Myanmar ud i en væbnet konflikt og krise. Tallene taler sit eget tydelige sprog: Ifølge FN har 18,6 millioner mennesker i Myanmar brug for humanitær hjælp, og 2,6 millioner mennesker er internt fordrevne.  

Befolkningen i Myanmar lever under et brutalt militærstyre, hvor enhver protest bliver slået ned, luftangreb rammer vilkårligt, og civile risikerer at blive fanget i kampe mellem militæret og etniske oprørsgrupper. Der er kun begrænset adgang til sundheds- og uddannelsessystemet, menneskerettigheder bliver systematisk overtrådt, og inflationen er tårnhøj.  

Danmission er i berøring med mennesker, som mærker krisen på egen krop. Vi har talt med tre af dem og spurgt dem til livet før og efter kuppet. Mød Ah Seng, Yaw Yaw og Ling Kee her.
 
Vi kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke vise billeder af vores interviewpersoners ansigter eller nævne deres rigtige navne samt de organisationer, de arbejder for. Danmission er bekendt med deres identitet.

Ah Seng: “Tasken er pakket, og vi er klar til at flygte” 

“Jeg hedder Ah Seng og er 48 år gammel. Jeg bor sammen med min familie i den nordligste del i Myanmar i staten Kachin. Til dagligt er jeg med til at lede det diakonale program, som min kirke er engageret i. Det handler blandt andet om at styrke lokalsamfundet gennem en række aktiviteter.  

Inden militærkuppet i 2021 følte jeg mig fri, glad og tryg. Jeg kunne bevæge mig, hvorhen jeg ville og kunne for eksempel mødes og fejre højtider i kirken. Til jul og nytår havde vi en tradition, hvor vi gik fra hus til hus og sang for og med hinanden. Vi fortsatte nogle gange hele natten. Alt er anderledes nu, og vi kan end ikke kan gå sikkert på gaden om aftenen. I det hele taget er det blevet sværere at mødes for eksempel i kirken til gudstjeneste.  

Kampene mellem militæret og den uafhængige etniske hær, som kæmper for Kachins uafhængighed fra resten af Myanmar, er på det seneste rykket tættere på, hvor jeg bor. Desuden er luftangrebene meget uforudsigelige og kan ramme hvor som helst og når som helst. Derfor er tasken pakket, og vi er klar til at flygte. Vi har blandt andet pakket nødrationer af mad og vigtige dokumenter.

Det er ikke første gang, jeg oplever en situation som denne. Kampen om staten Kachin har stået på lige så længe, jeg kan huske. I 1988 igangsatte studerende fra universitetet i Yangon voldsomme protester og modstand mod styret af det, der dengang kaldtes Burma. Jeg var cirka 12 år gammel på det tidspunkt, og jeg var i skole den dag. Vi var bange og skyndte os at løbe hjem. Jeg måtte ikke deltage i protesterne på grund af min fars baggrund. Han var lærer på en skole i det etnisk kontrollerede område, men blev beskyldt for at være spion for staten, fordi han tidligere havde været lærer på en statsejet skole.  

På grund af truslen mod min far var mine forældre tvunget til at flygte flere gange. Inden jeg blev født, levede de som flygtninge i skoven. Min ældste bror og søster blev født i skoven, men overlevede desværre ikke deres første, andet og tredje leveår, fordi vilkårene var så barske. Én gang blev min far også arresteret og sat i fængsel. Disse oplevelser skabte en frygt i mine forældre. De advarer altid imod, at vi deltager i nogen form for politiske aktiviteter.”  

Yaw Yaw: “Kun min seng stod tilbage” 

“Jeg er 43 år gammel og præst i en kirke i staten Kachin i det nordlige Myanmar. Selvom jeg er ansat i kirken, bruger jeg størstedelen af min tid i flygtningelejre i grænseområderne til Kina. Her yder jeg blandt andet psykosocial hjælp til de mange flygtninge. De veje, jeg plejer at køre på, er totalt blokerede på grund af kampe. Jeg er derfor nødt til at køre på en ulovlig vej, hvilket gør det meget farligt. Men jeg er nødt til at besøge mine sognebørn og opmuntre dem, for de er fortvivlede i disse tider. Derfor løber jeg risikoen. 

Jeg møder mange mennesker og kan se, hvordan folk lider og kæmper for at skaffe brød på bordet. Nogle civile bliver endda dræbt. Der er ikke noget sikkerhedssystem, og folk lever i utryghed. Især unge mennesker har det hårdt. De bliver arresteret og tilbageholdt af militæret, og mange har mistet håbet. Vi prøver at have et særligt fokus på de unge og undervise dem i at bruge dialogværktøjer. Mange af dem er vokset op i flygtningelejre, for der var også konflikter mellem etniske grupper i Kachin-staten inden kuppet, som drev mange familier på flugt. 

Det er ikke kun flygtningelejrene, som militæret har som mål. I juli sidste år fik jeg et stort chok, da jeg efter flere uger på arbejde i flygtningelejre kom hjem til min landsby. Kirken var blevet bombet og lå i ruiner, selv mit hus var blevet ramt af bomber. Væggene i huset var ødelagt, og kun min seng stod tilbage. Jeg var virkelig bange. Tanken om, at jeg kunne være blevet dræbt, fik mig til at ryste over hele kroppen. 

Sidste år ved juletid var jeg på besøg i en flygtningelejr for internt fordrevne. Militæret forsøger systematisk at opsnappe religiøse fejringer og planlægge angreb derefter. Derfor aflyser mange kristne deres fejringer, og til jul mødtes vi blot kort.  

Jeg værdsætter virkelig samarbejdet med Danmission og andre organisationer. Det giver mig håb og konkrete værktøjer til at skabe en forskel, hvor jeg er. Der er brug for, at nogen er med til at holde håbet oppe.” 

Ling Kee: “Alle har et skjulested under jorden. Det er man nødt til at have” 

“Mit navn er Ling Kee, og jeg er 32 år gammel. Jeg er gift og har en lille søn på et år. Min familie og jeg bor i storbyen Yangon. Jeg arbejder for en kirkelig organisation, hvor vi beskæftiger os med fredssituationen i Myanmar og med tros- og religionsfrihed. Jeg er uddannet teolog, og jeg er kristen og synes blandt andet, at det er spændende at arbejde med, hvordan vi som kristne forholder os til religionsfrihed.

Mit liv før og efter kuppet er meget forskelligt fra hinanden. Konflikten har både konsekvenser for mit arbejde og for min families situation. Min mor og mine brødre bor i et lille bambushus, som vi har bygget til dem, efter kuppet. De er flygtet fra vores hjemby i det vestlige Myanmar, da der er mange kampe, og det er for farligt for dem at blive. Mit barndomshjem står der endnu, indtil videre har militæret kun været forbi for at stjæle brænde.  

Mange mennesker i Myanmar er pressede, og der sker voldsomme ting i landet i denne tid.

Selv havde min egen familie en voldsom oplevelse i december sidste år, hvor min mor sammen med andre kvinder fra menigheden var i gang med at forberede et aftensmåltid i kirken. Der var en vedvarende høj lyd fra en maskine, der bearbejder høstet ris. Den høje lyd gjorde, at de ikke hørte bomberne fra et luftangreb. I sidste øjeblik fandt de ud af, hvad der foregik, og de skyndte sig at flygte. De gemte sig i huller, som de har gravet til en situation som denne. Alle har sådan et skjulested under jorden. Det er man nødt til at have. 

I en landsby tæt på mistede to personer livet i dette angreb, mens der heldigvis ikke var nogen dødsfald i vores landsby. Men hændelsen gjorde, at landsbyboerne ikke længere tør samles i større grupper af frygt for angreb.” 

Foto: Ling Kee og hans familie i deres hjemby i det vestlige Myanmar. Billedet er sløret af hensyn til familiens sikkerhed.

Kirken var blevet bombet og lå i ruiner, selv mit hus var blevet ramt af bomber. Væggene i huset var ødelagt, og kun min seng stod tilbage

Yaw yaw, præst i myanmar

Sådan arbejder Danmission i Myanmar

  • Danmission har arbejdet i Myanmar siden 2007.  

  • Sammen med vores samarbejdspartnere i Myanmar arbejder Danmission med at facilitere dialog mellem grupper med forskellig etnicitet og religiøsitet. Vi yder også støtte og hjælp til udsatte børn og deres forældre og styrker kirker i at udvikle en teologi, der er nærværende og relevant i en kontekst præget af konflikt og mistillid.  

  • Vi arbejder desuden for at understøtte tros- og religionsfriheden i landet – med et særligt fokus på religiøse minoriteter. 

  • Læs mere om Danmissions arbejde i Myanmar her