Krig i Gaza, diskrimination, polarisering og racisme. Diagnoser, køn, krop og fordomme.  

Der er rigeligt med store og svære emner at tage fat på for lærere og elever i den danske folkeskole.  

Men hvad stiller man op, når man har svært ved at få taget hul på samtalen om for eksempel religion, identitet og fordomme? Hvordan udtrykker man sit eget ståsted og livssyn, mens man samtidig er nysgerrig og åben over for ens medmennesker? Og hvordan lykkes man som skole med at klæde elever på til at kunne deltage og ytre sig i et demokratisk samfund?  

Det er omdrejningspunktet for Danmissions nye undervisningstilbud ”Din og min verden – åndsfrihed og fællesskab i skolen”. Med det nye initiativ vil Danmission give danske skolelærere værktøjer og viden til, at de kan udvikle og styrke deres elevers dialogiske kompetencer, interreligiøse kompetence og demokratiske selvtillid. For med de rette værktøjer i skoletasken bliver der åbnet for, at danske børn og unge får et sprog for at tale om livets store og svære emner og bliver klogere på sig selv og hinanden.   

Vigtigere end nogensinde før  
Og spørger man professionsforsker og lektor ved VIA University College i Aarhus, Pia Rauff Krøyer, er det vigtigere end nogensinde før.  

”Det er helt centralt, at skoler arbejder med det her felt, som samtidig konvergerer med folkeskolens formålsparagraf,” siger hun.  

Pia Rauff Krøyer forklarer, at der de seneste 10 år har været et øget fokus på forskellighed og mangfoldighed i vores samfund, samtidig med at vi ser en tendens til polarisering. Vi ser for eksempel migrationsstrømme, krige og konflikter og den internationale borgerrettighedsbevægelse Black Lives Matter, der har sat debatter om racisme og mangfoldighed på dagsordenen herhjemme.   

”Det kalder alt sammen på, at vi taler om de problematikker der relaterer sig til spørgsmål om kulturelle og religiøse forskelle, og hjælper vores børn og unge med at forstå hinanden og den verden, de er en del af, men også med at forstå sig selv og deres egne værdier og livssyn,” siger hun.

Stor erfaring med dialogarbejde  
Danmission har i årtier arbejdet med dialog og fredsopbygning ude i verden, hvor organisationen arbejder tæt sammen med partnerorganisationer om at understøtte fred og samhørighed mellem folk, der tilhører forskellige grupperinger og trosretninger. Danmission har også gennem årene haft forskellige dialoginitiativer i Danmark. Derfor er det oplagt, at Danmission sætter de kompetencer i spil herhjemme, mener generalsekretær Julie Koch.    

”I Danmission har vi sproget til at kunne klæde andre på til at tage de her eksistentielle samtaler, fordi vi har et meget langt virke i forhold til at skabe interreligiøs dialog. I Danmission ønsker vi ikke kun at være til stede med vores dialogarbejde ude i verden, men også herhjemme i vores egen baggård.” 

Hun peger på, at der i folkeskolen findes en række dialog- og demokratiprojekter.  

“Men der er efter min mening ingen, der tager tro og livssyn alvorligt, til trods for at åndsfrihed slås fast i folkeskolens formålsparagraf. Åndsfriheden skal dyrkes – den kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi kan samtale om tro og livssyn. Og vi skal kunne indgå i fællesskaber med nogle, der har en anden tro end os selv. På den måde gør vi vores børn og unge til medskabere af et samfund, hvor der er tolerance og lyst til at deltage i den demokratiske samtale.” 

Julie Koch mener, at det er vigtigere end nogensinde før at klæde de danske lærere på til at kunne forebygge en stigende polarisering.     

“Lige nu sidder der for eksempel elever i den danske skole med vidt forskellige holdninger til krigen i Gaza. Det skaber splittelse, fordi vi mangler en forståelse for hinandens ståsteder, og hvis lærerne ikke klædes på til at starte de samtaler, så risikerer vi en meget større splittelse i vores samfund,” siger hun.   

Styrker relationer i klassen 
Behovet, for at den gode dialog hjælpes på vej og understøttes, vækker genklang på Tilst Skole i det vestlige Aarhus, hvor folkeskolelærer Christine Sørensen, hendes to kollegaer og deres tre klasser med omkring 70 elever i 2020 deltog i det pilotprojekt, der siden blev udgangspunktet for det nye undervisningstilbud, som Danmission nu lancerer. 

Med 26 års erfaring som skolelærer har Christine Sørensen stor erfaring med og rutine i klasserumsledelse. Alligevel var hendes oplevelse, at deltagelsen har været meget værdifuld.   

“Jeg har selv fået et nyt mindset og fået øjnene op for, at når der er noget, der er svært, så kan jeg nu lige gå et skridt tilbage og kigge på det på en anden måde. Og nogle gange skal jeg måske bare tie stille og lytte. Jeg er blevet udfordret på mine egne blinde vinkler og forudindtagethed. Selvom jeg havde en del rutine i klasserumsledelse, så har jeg fået værktøjerne til at skubbe mere til eleverne, fordi jeg er gået fra at være underviser til at være facilitator, der kan stille nysgerrige spørgsmål og give plads til elevernes forskellige ståsteder.”

Christine Sørensen mener, at undervisningstilbuddet er med til at styrke relationer mellem både lærere og elever, lærerkollegaer imellem og elever imellem. Og når relationerne styrkes, og der er fokus på den gode dialog, så føler man sig mere tryg og dermed også mere i stand til at ytre ens egne ståsteder og værdier.   

“For eleverne er det blevet legalt at sige, hvad de mener, for rammerne er trygge. Alt det, vi deler, bliver taget godt imod, alle må synes noget, og der er ikke noget, der er forkert. Samtidig bliver det tydeligt, at vi har mere til fælles, end vi lige går og tror,” siger hun.  

Det betyder, at de i klassen har kunnet tale sammen om vigtige og livsnære emner som det at have forskellig tro, at have forskellig seksualitet, at have forskellige opvækstvilkår og det faktum, at vi alle sammen ser forskellige ud.  

“Materialet har hjulpet os til, at vi, i stedet for at tale om dem og os, blev et vi. Der var mange fordomme og forskelligheder i klassen, som vi ikke rigtig fik sat ord på, før vi fik værktøjerne til det,” fortæller Christine Sørensen.  

Styrker trivsel blandt børn og unge  
Professionsforsker og lektor ved VIA University College i Aarhus, Pia Rauff Krøyer, var følgeforsker på det pilotprojekt, som Tilst Skole og Christine Sørensen deltog i.  

Hun mener, at Danmissions nye tilbud er et vigtigt værktøj, hvis skolerne skal lykkes med at skabe trygge og fordomsfrie undervisningsrum, hvor man er nysgerrige på hinandens livssyn, og hvor man lykkes med at give eleverne demokratisk dannelse og lyst til at tage del i samfundet og ytre sig.      

“Dialog er et vigtigt værktøj til at nærme sig hinanden. Når lærerne gør sig erfaring med dialogiske værktøjer, som de kan give videre til deres elever, kan de opleve, at eleverne i højere grad kan nærme sig en forståelse for hinandens kulturelle værdier og religiøse synspunkter. Jeg tror, at det for mange kan være svært at tale om religion, fordi vi er et sekulært samfund, hvor religion for mange er en privatsag. For mange religiøse minoriteter kan det betyde, at der er en stor del af deres liv, som ikke bliver anerkendt og respekteret eller talt om,” siger hun.  

Blandt andet derfor, forklarer hun, vil det styrke trivslen blandt børn og unge, hvis man ude på skolerne arbejder med en bevidst tilgang til samtaler om tro, livssyn og værdier.  

“Det er vigtigt, at eleverne oplever at føle sig trygge til at samtale om de emner, der kan vække berøringsangst. Der skal skabes rum, der er trygge, og som giver eleverne en oplevelse af, at man hører til et sted. Også selvom man føler sig anderledes.”  

Materialet har hjulpet os til, at vi, i stedet for at tale om dem og os, blev et vi. Der var mange fordomme og forskelligheder i klassen, som vi ikke rigtig fik sat ord på, før vi fik værktøjerne til det

christine sørensen, folkeskolelærer på tilst skole i aarhus

Vil du eller nogen, du kender, være med?  

Er du lærer eller skoleleder, eller kender du en skole, der vil være interesseret i et kursusforløb?  

Så send endelig artiklen her videre, kontakt projektleder Helle Bentsen Mikkelsen på hbm@danmission.dk eller læs mere via linket nedenfor.

Om ”Din og min verden – åndsfrihed og fællesskab i skolen”

  • Gratis kursustilbud til lærere i grundskolen fra skoleåret 2024/2025. Oftest tre undervisningsgange med teori og øvelser, der giver lærerne de dialogiske kompetencer, der skal til for at facilitere samtaler om livssyn og religion, samt opbygge redskaberne til at understøtte åndsfrihed i klasserummet. Kurset tilrettelægges af Danmissions undervisningskonsulent ud fra skolens behov og muligheder, men løber typisk over tre til fire måneder. Målgruppen er skolelærere og ledere, men kurset er særligt relevant for klasselærerfunktionen.  
  • Gratis undervisningsmateriale, der består af konkrete undervisningsforløb til eleverne med øvelser og introduktioner, samt en vidensbank for lærere. Øvelserne sigter mod at give eleverne dialogiske redskaber og igangsætte samtaler om forskellighed, livssyn og værdier og dermed styrke elevernes demokratiske selvtillid. Materialet er for skoleelever på alle klassetrin.  

  • Undervisningstilbuddet ”Din og min verden – åndsfrihed og fællesskab i skolen” er udviklet af Danmission, der gennem årtier har arbejdet med dialog og fredsopbygning ude i verden. Tilbuddet er udviklet med afsæt i et pilotprojekt støttet af Trygfonden og med følgeforskning fra VIA University College. Pilotprojektet løb i 2020 og var udarbejdet i samarbejde med Gellerup Kirke på baggrund af efterspørgsel fra skoler om hjælp til at tale om religiøs identitet og religiøse forskelle i folkeskolen.