Om vidt forskellige livsvilkår…
“På vores rejse gennem Tanzania har vi mødt mange børn. Børn, som på hver deres måde har gjort stort indtryk på mig. Vi mødte to piger på omkring 12 år, der er bedste veninder. Den ene af pigerne bruger det meste af sin tid på at passe sin lille nevø, der er omkring et år. Hun passer ham i noget, der minder om et lille støvet skur med et bord og en madras. Denne lille dreng føler tydeligt stor tryghed ved den 12-årige pige, og han vil hverken holdes af andre eller sættes fra hende. Derfor bruger pigen det meste af sine dage på at passe sin nevø, vaske tøj og ordne praktiske ting. Hendes jævnaldrende veninde går i skole og lærer engelsk. Det var tankevækkende at se, hvordan de to piger – på samme alder – lever to vidt forskellige liv. De har ikke samme muligheder i fremtiden, men er stadig bedste veninder.”
– Louise Nørby, 20 år
Om fællesskab…
“Vi havde aftalt at spille en kamp mod nogle studerende fra Nyakato Bible College tidligere på dagen. Da vi ankom, var der ikke kommet mange, men folk kom stille og roligt til. Både kvinder og mænd ville være med, og folk kom også for at se på. Banen, vi skulle spille på, var ikke som de grønne græsplæner, jeg er vant til, men snarere en støvet og ujævn overflade. Der var huller flere steder, og man skulle kigge langt efter streger, som optegnede banen. Til trods for det var det en helt fantastisk oplevelse. Alle på banen smilede, grinede og nød at være sammen. Der var ikke meget luksus, men der var en overflod af begejstring og smittende energi. Folk spurgte undervejs, hvad man hed, hvorfor man spillede med, og de virkede til at være superglade for, at vi var der. Man følte sig velkommen og som en ægte del af fællesskabet.”
– Daniel Jul Jacobsen, 20 år
Om naturens storhed…
“Vores safarikøretøj begyndte at rulle gennem det tørre savannegrus, og straks begyndte vi at spotte vilde dyr. Vi stod op i bilen, med taget skubbet op, med den friske rene luft i ansigtet og håret. Først så vi en gruppe gnuer, der vandrede majestætisk over sletten. De var utallige, og det var svært at fatte, hvor mange der var. Snart stødte vi på en flok zebraer, der græssede fredeligt. Vi kiggede på skift i kikkerten, når vi fik øje på et dyr ude i horisonten, snakkede, grinede og gjorde os nysgerrige på vores omgivelser. Da det blev aften, og solen gik ned, blev landskabet badet i det smukkeste gyldne lys. Det var, som om naturen havde arrangeret sit eget lysshow for os. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig ydmyg og taknemmelig over at have oplevet denne utrolige naturoplevelse i Serengeti National Park, hvor dyrelivet og landskabet var intet mindre end en hyldest til vores jordklode.”
– Juliane Benner Lundgaard, 21 år
Om kirkens sociale arbejde…
“Den oplevelse, der har gjort størst indtryk på mig, er klart mødet med kirken i Tanzania. Det har gjort indtryk, hvor stor en betydning kirken har i samfundet. I Danmark kender vi nok mest kirken som noget, man går i om søndag eller måske endda kun til årets højtider, men i Tanzania står kirken bag mange flere ting end blot gudstjenester. Især besøget på et børnehjem i Lushoto, som kirken støtter, gjorde indtryk på mig. Her var der helt nyfødte børn og børn, der var op til omkring tre år gamle. De var på børnehjemmet af forskellige årsager, nogle fordi deres mødre var døde under fødslen, andre var der, fordi deres familier ikke selv kunne passe på dem og derfor havde indleveret dem på børnehjemmet, så de kunne få en god start på livet. Det var vildt at se, hvor stor en betydning kirken har for de børn, der har allermest brug for hjælp. Med hjælp fra kirken sørger børnehjemmet for, at de har et sted at bo, og at der er nogen til at tage sig af dem. De sørger også for, at børnene enten kommer godt ud til deres familier igen, når de er klar til det, og hvis ikke det er muligt, så hjælper de dem gennem livet med skole og uddannelse, indtil de en dag kan klare sig selv.”
– Anna Sofie E. Jørgensen, 20 år
Om kirkens og troens betydning…
“En oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig, var, da vi en lørdag morgen deltog i konfirmationsforberedelse for 60 elever i en kirke på Zanzibar. Vi fik lov til at lave værdilinjer sammen med nogle af eleverne. Her fik de en række papirer med ord som mad, familie, fred, venner, frihed, kirke og bøn. Så skulle de liste dem efter, hvad der var vigtigst for dem. Det var interessant at se, at resultaterne fra vores egne værdilinjer hjemmefra og deres var forskellige. For de fleste af børnene var kirken og bøn af største betydning. Som et af børnene sagde, er det ikke muligt for dem at opnå nogle af de andre værdier uden troen. Det var en af de oplevelser, der virkelig åbnede mine øjne for, hvor meget religion betyder i Tanzania. Kirken har en stor betydning, og troen giver mange mennesker deres drivkraft. Det er smukt at opleve, hvordan kirken styrker lokalsamfundet og støtter blandt andet uddannelse og skoler.”
– Nanna Maria Fogh Zillig, 19 år
Om tid og tempo…
”Det har gjort stort indtryk på mig, at møde en helt anden kultur omkring tid og hjælpsomhed. Mange har en let tilgang til livet og tager ikke tingene så tungt. Det, synes jeg virkelig, er inspirerende, især når man lever i en lidt fortravlet hverdag og i et præstationsfyldt samfund, som vi gør i Danmark. I Tanzania har de et udtryk, der lyder “pole, pole”. Det betyder “rolig, rolig”. Det betyder også, at det hele nok skal gå. Det, vi ikke når i dag, når vi nok i morgen. Folk virker til at være mere afslappede. Det er, som om de har al tid i hele verden. Når man ikke er vant til det, kan det til tider være frustrerende, fordi folk ofte kommer for sent eller rykker ting og aftaler. Vi oplevede det, da vi skulle i kirke. Vi kom 20 minutter for sent, fordi vores taxa ikke kom til tiden. Men da vi ankom, var de stadig i gang med at gøre klar til gudstjenesten – og den gik først i gang en time senere end planlagt. Trods det var der ingen sure miner eller stress over, om vi kunne nå det hele. “Pole, pole” er virkelig noget, der har inspireret mig, og noget, jeg tror, de fleste kunne lære lidt af. Det er en god ting at minde sig selv om, at det hele nok skal gå, og indimellem at sætte tempoet lidt ned, så man kan nyde nuet.”
– Karen Søgaard Væver, 21 år
Globale Fortællere
Globale Fortællere er Danmissions rejse- og formidlingsprogram, hvor vi sender unge mennesker ud i verden for at opleve arbejdet i vores programlande helt tæt på. Her møder de anderledes kulturer og måder at leve på. Når de kommer hjem til Danmark, modtager de undervisning i, hvordan de formidler deres oplevelser, refleksioner og nye indsigter til andre unge mennesker.
Vil du gerne være Global Fortæller, kan du læse mere her
Vil din kirke, skole eller forening gerne have besøg af Danmissions Globale Fortællere, kan du læse mere her