Dagbog fra en regionschef

7.00 Jeg vågner under myggenettet i et lille rundt gæstehus, der er spartansk indrettet med et lavt bord, puder og kulørte kludetæpper. Det er varmt her i Egypten, men ikke uudholdeligt. Der er helt stille udenfor gæstehuset, kun lidt fuglesang at høre. Det er noget helt andet end min lejlighed i Beirut, hvor jeg altid har en baggrundsstøj af trafik. Her på Anafora er der ro.

Anafora er en oase i ørkenen, ikke langt fra hovedvejen mellem hovedstaden Cairo og havnebyen Alexandria. En oase, som siden 1998 er blevet opdyrket som et kloster, et fælleskirkeligt retrætested og et kursuscenter. Bag Anafora står Biskop Thomas fra den koptisk-ortodokse kirke i Egypten. Anafora betyder ”at løfte op”, og biskop Thomas har opbygget stedet fra grunden med en stærk vision om at løfte mennesker. Både os, der besøger Anafora, men især de mest udsatte grupper i det egyptiske samfund: Fattige småbønder, unge piger fra fattige familier og smådrenge, der er droppet ud af skolen.
    

Jeg er på besøg ved Anafora sammen med gode venner fra den svenske kirke og den dansk-norske organisation Areopagos. Dagen i dag er afsat til møder om et nyt initiativ, vi i fællesskab håber at støtte. Biskop Thomas har en vision om at udvikle et undervisningsprogram i økoteologi med fokus på både det teologiske og det praktiske – altså hvordan teologiske idéer kan udfolde sig i bæredygtige landbrugsmetoder i byerne her i det sydlige Egypten.

Men nu skal jeg først krybe ud under myggenettet og ind under bruseren på det lille badeværelse. 

8.12 Oppe i hovedbygningen på Anafora er der gang i køkkenet. Morgenmaden er klar. Et stort udvalg af hjemmelavede retter lavet med lokale produkter og suppleret med hibiscus-saft eller en kop arabisk kaffe. Vi spiser morgenmad og derefter står den på den store rundtur på Anafora. Vi skal se stedet og samtidig høre om, hvordan man planlægger at bruge bygninger og rum til det nye projekt.   

Vi mødes til rundvisning med Sara Hanna, som driver mange af de projekter, Anafora har gang i. Biskop Thomas har udnyttet vandet under ørkensandet til at opbygge stedet, der i dag spreder sig over knap 49 hektar land. Det omfatter både landbrug, palmer og vandkanaler og et sundhedscenter og bibliotek, flere kursuscentre og kirker – og masser af liv.

11.24 Lige inden for hovedporten ligger et bibelsk landskab. De besøgende kan gå ombord i Noas Ark, træde op i Guds hånd og gå ind i tabernaklet og se Pagtens Ark. Også en lille model af Genesaret Sø er der blevet plads til.

Vi besøger den kursusbygning, hvor der forhåbentlig skal undervises i økoteologi, og hvor der vil være overnatningspladser til alle deltagende. Anafora selv har fuld fokus på bæredygtighed. Landbruget er økologisk, der vandes på måder, så ikke en dråbe går til spilde, og mange steder er der opstillet store lerkrukker med skilte til affaldssortering. Et godt sted ikke bare at høre om en økoteologisk tilgang til verden, men at opleve det i praksis. 

12.00 Der er flere kirker og kapeller på stedet. Den ene kirke er blevet berømt for sine kalkmalerier. Indervæggen er dækket af farverige illustrationer af bibelhistorien, og ydermurene er i gang med at blive lige så kulørte. Så er rundturen forbi, og vi mødes til frokost i hovedbygningen. Igen står den på alskens lækre hjemmelavede retter. 

13.15 Vi samles på balkonen uden for biblioteket på første sal. Nu er det alvor. I går aftes havde vi møde med Biskop Thomas. Vi tre partnere – to danske og én svensk – fik svar på mange spørgsmål til det planlagte projekt. Nu er det op til os at få samarbejdet imellem os ordentligt på plads. Vi drøfter blandt andet budget, rapporteringsformater og finansielle systemer – og ikke mindst hvordan vi kan koordinere og samarbejde på en måde, så vi ikke belaster Anafora med en masse forskellige krav og forventninger fra hver vores organisation. Anafora er et fantastisk sted med store muligheder. De skal have hjælp til at styrke projektet, men vi skal samtidig sørge for ikke at drukne dem – og os selv – i krav og formater. Det er en hårfin balance. Vi taler sammen hele eftermiddagen, lige indtil der er aftensmad klokken 18. 

20.00 Anafora er først og fremmest et kloster, og hver aften er der aftenandagt i den lille kirke. Gulvet er dækket af de karakteristiske kulørte kludetæpper. Vi skal have skoene af, før vi går ind. Ude langs væggen er der kurvestole, men de fleste sidder på knæ eller på hug på små skamler fordelt i rummet.

Meget af liturgien foregår på det gamle koptiske sprog med indslag af arabisk. Der tales, synges og messes i vekselsang. Noget kan virke meget fremmedartet, men vi genkender ”kyrie eleison, kyrie eleison, kyrie eleison” (Herre, forbarm dig, red.). På et tidspunkt læses et udvalgt stykke fra biblen. I rækkefølge hører vi teksten på arabisk, engelsk, svensk, finsk, spansk, dansk, fransk – og hvilke sprog, der nu ellers er repræsenteret den pågældende dag. Anafora er et fælleskirkeligt samlingspunkt, og dette er et fast indslag i alle aftenandagter. 

21.05 Efter andagten mødes vi igen på terrassen uden for hovedbygningen. Myggene er blevet aktive, og det er bare med at smøre ankler, nakke og arme med den myggeolie, man kan købe i Anaforas lille butik. Mørket sænker sig i ørkenen, og klokken 22 siger vi godnat og trækker os tilbage til vores små runde gæstehuse efter en begivenhedsrig dag.